Vil du høre, hvor travlt jeg har?

Skrevet af Trine Kolding

Fredag eftermiddag var vi indkaldt til arbejdsdag i børnehaven. Under en strålende sol trak vi alle i arbejdstøj og-handsker og kastede os over ukrudt, etablering af balancebomme, maling etc. Mens jeg stod der med enden i vejret og flåede i genstridige brændenælder, siger den 8-årige pige, der hjalp til: “Vil du høre, hvor travlt jeg har i morgen?”.

Overrasket kiggede jeg op på hende og nikkede opmuntrende. Herefter remsede hun sit lørdagsprogram op så propfyldt med sportsaktiviteter m.m., at jeg blev helt stakåndet bare af at lytte. Når jeg tænker tilbage på min barndom, havde vi “travlt”, når jeg skulle til en enkelt gymnastik-opvisning om søndagen. Og jeg husker stadig, da min mor nægtede at betale for mere end to gymnastikhold om ugen, for der måtte da være grænser for, hvor meget jeg skulle rende til! Dengang var det meget traumatisk for mig, men jeg tror nu, at hendes pointe var, at fritidsaktiviteterne ikke skulle tage overhånd, så der ikke var tid til legekammerater. Hader du også, når man må erkende, at ens forældre havde ret?

Hvorom alting er, så er det selvfølgelig den enkelte families valg, hvor meget poderne skal gå til. Men spørgsmålet fik en alarmklokke til at ringe i det fjerne: Starter travlhedstyranniet allerede i de første skoleår? Lærer vi ubevidst vores børn, at det stadig er smart at have travlt? Og hvad kan vi hver især gøre for at hjælpe dem til at skabe en solid platform med en god balance mellem tid og aktiviteter?

Eftertænksomme hilsener

Trine

Be Sociable, Share!

Opdateret d. 8. september 2008 i kategorien: Diverse,Tid . Andre indlæg af

Ingen kommentarer - bliv den første! Skriv kommentar

You must be logged in to post a comment.

Følg kommentarer via RSS

Bøger til selvstændige: