Vær tro mod din kalender – ellers holder du ikke i længden

Skrevet af Abelone Glahn

Forleden fik jeg en mail fra en god samarbejdspartner, der i en sidebemærkning efter det forretningsmæssige indhold skrev, at han i to måneder havde haft hamrende hjerte og dårlig nattesøvn på grund af for meget arbejde –  i virkeligheden på grund af fremgang i biksen.
Det bekymrer mig meget, når selvstændige har det på de den måde, for så er tingene næsten kørt for langt: Det tager nogle måneder at få hjertet på plads igen, så det ikke hamrer løs ved den mindste overbelastning kort tid efter. Det er en rædselsfuld periode, for man kan gå og blive så forskrækket over, om det nogen sinde holder op, at man er med til at forstærke gentagelsen. (at least – sådan har jeg selv oplevet det – det er ikke sikkert, det gælder alle).

Jeg har altid haft stor respekt for denne kollega, fordi han er utrolig meget til stede på nettet, meget inspirerende og dybt fagligt dygtig, og samtidig far til indtil flere børn herunder en helt ny lille en: Da jeg senest ringede til ham, tog han helt roligt telefonen, lyttede på mit akutte problem og sagde, at han nok blev nødt til at få en anden til at hjælpe mig, da han var på vej til hospitalet – Vandet var lige gået, og hans kone skulle til at føde.

Alligevel besvarede han opkaldet, og nogle timer efter havde han fået en af sine kolleger til at løse mit problem. Det var service ud over det sædvanlige, men også ud over det rimelige.

Jeg blev derfor rigtig bekymret over hans stilfærdige melding, der dog heldigvis sluttede med, at nu ansatte de også en ekstra hånd, for der var for meget arbejde.

Jeg blev faktisk så urolig over det, at jeg drømte om det i nat, og i drømmen dukkede et gammelt råd op, som engang fæstnede sig dybt i mig, da jeg hørte det:

Vær tro mod din kalender. Hvis du presser ekstra opgaver ind, løser akutte problemer for tit, gør du kundens haste-problem til dit, og ender i sidste ende med ikke at have tid nok til at løse hverken den opgave eller de øvrige ordentligt.

Jeg gør det selv igen og igen, siger ja til ting, der er spændende og mere akutte end dem, jeg egentlig burde sidde og løse. Jeg har meget svært ved at lære det, men drømmen mindede mig om det igen, og jeg er glad for påmindelsen.

Det har i dag fået mig til at lade være med at lave en blog om dræbersnegle, som jeg ellers pt bruger ret meget tid på, og som jeg er meget overrasket over ignorancen over for, og det fik mig til at lade være med at oprette en anden ny hjemmeside, som jeg har gået og leget med i tankerne. Alt sammen noget, jeg for det første ikke tjener penge ved, ( en anden typisk fejl for freelanceren) og for det andet ikke nødvendigvis skal gøre.

Mit problem er ikke at sætte i gang, mit probnlem er at sætte alt for meget i gang. Måske skulle også jeg lade væe med at sidde ved min pc her klokken otte om aftenen, men i stedet drikke en kop kaffe ude i solen med min mand, nyde sommeren og lade op.

Nogen gange kan det være svært at vælge. Men de fleste gange er det sværeste at vælge fra.

Be Sociable, Share!

Opdateret d. 17. juli 2007 i kategorien: Bloggerhverdag . Andre indlæg af

2 kommentarer Skriv kommentar

  • 1. Abelone » Stop dræ&hellip  |  20. juli 2007 kl. 12:48

    […] jævnfør mit forrige indlæg, som netop handlede om at lade være med at sætte nye ting i gang, når der er …, der skal ordnes, og tro på, at andre kan løfte tingene: Aldrig så snart havde jeg skrevet […]

  • 2. abelone glahn  |  20. juli 2007 kl. 16:47

    Der er kommet en blog om dræbersnegle og en underskriftindsamling
    se http://www.stopsneglene.org

You must be logged in to post a comment.

Følg kommentarer via RSS

Bøger til selvstændige: