VÆR KONFLIKTBEREDT – TRÆN DIALOG I SOMMER

Skrevet af Nethe Plenge

Benyt denne fredsommelige, regnvåde ferietid til at træne dit konfliktberedskab. Gør du det, vil du sandsynligvis opdage, at uenigheder slet ikke er så farlige endda. Måske kunne du lære lidt om dig selv, for slet ikke at sige om andre mennesker.
Dialogen er det, som jeg vil opfordre dig til at gå tættere på.
En dialog er en samtale, der går ud på at lære nyt, at udnytte, at mennesker kan se så ganske forskelligt på ét og samme fænomen. Vores synsvinkel afgøres af et hav af forhold: erfaringer, viden, kendskab, aktuel situation, humør, grundlæggende holdninger og værdier, smag – ja, man kunne blive ved i én uendelighed. Altsammen folhold, der gør, at mennesker er uforudsigelige og derfor som regel ganske interessante at være i nærheden af. Men – i konfliktsituationer bliver forskellighederne slet og ret uudholdelige, den anden er alt fra en spade, en ignorant, en idiot, et monster, en dæmon, som ødelægger vores idyl eller ligefrem vores tilværelse.
Men til sagen – hvor vil jeg hen med alt det her?
Jeg vil gerne gøre dig opmærksom på, at det kan lade sig gøre at genoptræne de dispositioner, mennesket – det vil sige osse du selv – har til at tænke sig om, reflektere hedder det i øjeblikket, dvs både at tænke over noget, der har fundet sted og at forestille sig, hvad der kan komme til at ske.
I en regulær konflikt kan man have en oplevelse af, at gulvtæppet bliver hevet væk under fødderne på en. Alt, hvad man som fornuftsvæsen magter, forsvinder – og vi handler på vores reflekser. Ur-fornuften sætter ind, vi skal overleve og derfor forsvarer vi os. Forsvaret er ofte angreb på den anden, højlydte eller sammenbidte beskyldninger og bebrejdelser. Eller vi forsvarer os ved at trække os ind i os selv og afviser pure at høre på den anden.
Det ulykkelige er, når du låser din konflikt fast på dette niveau.
Og det er her, jeg vil hen. Vi kan nemlig komme til at slæbe rundt med modstanderen som en tung abe på vores skuldre resten af livet, hvis vi ikke giver os selv en chance for at lytte til den anden, lytte for at forsøge at få et indblik i den andens horisonter. At lytte for at få et indblik betyder på ingen måde, at vi skal blive enige, acceptere eller tolerere det, den anden står for.
Og her kan feriedage i regn måske være tiden for et moratorium, hvori du kan give dig selv en chance for at komme i dialog til en yndlingsmodpart. Enten en, du faktisk omgås i det daglige eller en, du bare ikke kan døje på afstand.
Træningsøvelse:
Øv dig eventuelt i første omgang med en ven.
Find frem til et emne, I er lodret uenige om – politisk, etisk, moralsk, religiøst el.lign.
1. Lad din ven beskrive emnet, set fra hans eller hendes side.
2. Gør ophold undervejs, hvor du resumerer loyalt og så vidt muligt med brug af den andens ordvalg, hvad din ven har sagt.
Ja, det er faktisk rigtigt svært – og Ja, det virker da kunstigt. Men det er en træningsøvelse! Lige som en gymnastikøvelse, en grammatikøvelse osv. Men man har glæde af øvelser, fordi de træner opmærksomhed og styrke.
3. Forhold dig nu til, om ‘der er noget om snakken’: Hvad af det, din ven har beskrevet, giver faktisk mening?
OBS! Du skal i den grad holde dig til den andens udsagn, ikke blande dine egne holdninger og synsvinkler ind i billedet. Stil dig i din vens position og tal derfra! Din ven skal stort set holde sin mund, mens du gengiver hans/hendes synspunkter, men er du på meget galt spor og tolker eller fordrejer du budskabet, skal han / hun korrigere dig.
4. Herfra kan I bytte roller og din makker kan lave samme øvelse med din indstilling til samme emne.
5. Giv jer selv lov til derefter at tage en god, gammeldags diskussion om emnet.

Den store udfordring består herefter i at lytte på samme måde til en arg modstander.
Mit forslag er, at du optager en bid af denne modtanders udsagn (fra internet, radio, tv) og afspiller det i bidder, mens du gennemfører øvelsen ovenfor. Det skulle vel være til at finde en rabiat venstre- resp. højreorienteret – for ikke at sige midterbleg – politiker, præst eller mullah, som du bare ikke kan holde ud at høre på. En af dem, der i hvert fald kan få dig op af sofaen, slukke for lyden, tale hen over, komme med tilråb til etc.

Morale: Tæm aben
Nok er vi (heldigvis!) udstyret med instinkter, der altid træder til i første omgang, når noget virker faretruende, men ved træning kan man blive helt ferm til at bruge tilskyndelsen til kamp eller flugt som en opmærksomhed på den tredje mulighed: bliv og se, hvad der er på færde. Pil aben ned fra dine skuldre, spørg til den, lyt til den og placer den der, hvor den hører hjemme, og hvor du kan komme i kontakt med den, hvis det skulle være nødvendigt.

PS. Det meget morsomme er, at når mine kursister har gennemført denne øvelser vender de næsten altid tilbage og siger: “Ja, nu var vi så ikke så uenige alligevel…” Hmmm – eller osse havde de aldrig givet sig tid til at lytte til hinanden før.

“Imago” hedder inspirationen til denne form for dialogtræning. Læs mere om imago på www.imago.dk

[Tags]konfliktberedskab, træn konflikt, dialog, dialogøvelse, dialogtræning, konflikt, plenge,imago[/tags]

Be Sociable, Share!

Opdateret d. 4. juli 2007 i kategorien: Diverse,Konfliktstof . Andre indlæg af

2 kommentarer Skriv kommentar

  • 1. ulrik  |  21. august 2007 kl. 22:00

    Hej Nethe.
    Tak for dine spændende vinkler på emnet.

    Jeg har selv høstet erfaringer fra den vanskelige samtale som underviser og deltager og selvfølgelig også big time i privaten og et af de tricks, som jeg synes er vanskeligst at sætte i spil er den nærmest fotografiske gengivelse af den andens udsagn.

    Metoden virker papegøje-fjollet, både når modparten gengiver mine udsagn og vice versa. Gør metoden ikke kapable mennesker dummere end der er grundlag for?

  • 2. nethe  |  22. august 2007 kl. 07:04

    Tak for din kommentar! Til dit spørgsmål – tja, nej, det er snarere min erfaring, at kapable mennesker opdager, hvor ofte de netop fortolker, råder osv, snarere end at følge deres fortæller. De virker overraskende for de fleste. Og når man så bytter plads, og lytteren erfarer, hvordan det virker at være fortæller, så er de fleste inderligt overraskede – mange meget bevægede – over, hvor stærkt det virker at få fem minutters fuld opmærksomhed. Men man skal jo altid huske at fortælle, at det er en øvelse – ala “Skriftligt Dansk for 8. klasse”. Med venlig hilsen Nethe

You must be logged in to post a comment.

Følg kommentarer via RSS

Bøger til selvstændige: