Ude at svømme

Skrevet af Nethe Plenge

“Lidt sur er man vel altid” har Peter Abrahamsen en gang skrevet en lille bog om.
Lad mig melde mig under samme fane. Det er vel kun menneskeligt fra tid til anden at blive irriteret, småvranten, gnaven, sur.
Det er set i min optik et lille advarselssignal om, at her er der et eller andet på færde, som krydser den vej, man gerne ville have betrådt ubesværet. Noget kommer mig på tværs, og måske bør jeg dvæle lidt ved det.
I morges, da jeg stadig halvt bevidstløs af søvn tog mine daglige morgensvømmetag, lå jeg sgu og blev lidt smågnaven. For nogle andre morgensvømmere svømmede ind i min bane – selv om der faktisk var god plads udenom. Jeg er forholdsvis ny i morgenhallen, så måske, tænkte jeg, er der en eller anden uskreven regel, der tillader dem med større morgensvømmeanciennitet at have faste baner, lige som pendlere, der har faste pladser i toget, skolelærere i lærerværelset, medarbejdere i kantinen osv. osv. Ve den, der tager en andens plads! Og det taler man bare ikke om. Man får sjældent anvist sin plads i tog eller svømmehal, nej, man må pænt finde sig i at blive sat på plads af strenge blikke eller ved anden form for udelukkelse. Sådan lå jeg og gik i syrligt selvsving og tænkte på sådan en lidt spidsnæset facon, hvis du kender den, at ‘nu ville det måske være meget rart med nogle spilleregler her!!’
Men – hallens kolde vand gik mig trods alt lidt i blodet, eftertanken meldte sig: For hulen, hvor kunne man dog så bruge sit halve liv på at skulle forholde sig til den slags regler, diskutere dem, ændre dem osv osv. Og på at udpønse hvilke sanktioner, man skal sætte i værk, når reglen blev overtrådt.
Nej, tak. Livet er altså for kort til regelsæt om daglig samfærdsel.
Så hvis min lille fims en dag vokser sig til en stor irritation, så tror jeg sørme jeg vil gribe anledningen til at spørge min nærgående svømmekammerat om, hvordan vi kan arrangere os, vi to, så vi begge kan være i banen på en gang.
Samtale er ikke så tosset endda.

[tags]samfærdsel, konflikt, faste pladser[/tags]

Be Sociable, Share!

Opdateret d. 29. august 2007 i kategorien: Diverse,Konfliktstof . Andre indlæg af

2 kommentarer Skriv kommentar

  • 1. Mette  |  29. august 2007 kl. 20:57

    Kære Nethe!
    Som trofast læser af din blog – vil jeg sige 2 ting:
    1: jeg er lidt visuel og ser for mig hvordan det ser ud i svømmehallen når “din lille fims vokser sig stor!”
    2: Som kommentar til dine sidste 2 indlæg vil jeg gøre opmærksom på et interview med Howard Gardner i det nyeste nummer af underviseren.dk. Han fortæller om sin nye bog: “Fem tanker for fremtiden” om 5 tænke/handle/væremåder der er essentielle hvis vi skal klare os i fremtiden (og det skal vi jo!) Vi skal
    1 Bruge vores viden konstruktivt
    2 samle og skabe overblik over informationer
    3 tænke kreativt
    4 have respekt for andre mennesker og
    5 opføre os etisk

    Og se det var det, det kolde vand fik dig til i morges – og tillykke med det!
    (Værst er det måske at når dise tænkemåder bliver internaliseret i alle fra fødslen så bliver konfliktvejlederne arbejdsløse)
    Frygt ej!
    venlig hilsen

  • 2. nethe plenge  |  30. august 2007 kl. 05:18

    Kære Mette,
    tak igen for dit indlæg – og for din opmærksomme læsning! Gardner er interessant, om nu bare ‘det’ er gjort med at benævne disse dannelsesidealer. Han arbejder da vist osse med, hvordan vi skal få dem opfyldt, gør han ikke? Det er jo her, den gode pædagoggik står sin store prøve. Følger handlingen ordet? Heldigvis tror jeg, vejen dertil er lang stadigvæk, så der er vel håb i de 10-15 år, jeg skal virke endnu ;o)
    Med venlig hilsen Nethe

You must be logged in to post a comment.

Følg kommentarer via RSS

Bøger til selvstændige: