Travle børnefamilier 3

Skrevet af Trine Kolding

Hvad er dit ambitionsniveau?
En af de første ting, der overraskede mig, da mine unger kom til verden for snart tre år siden, var ambitionsniveauet i omgangskredsen. Én strøg alt børnetøjet, en anden spurgte, om jeg havde fundet “de rette farver” til hver af drengene. Forvirret spurgte jeg, hvad hun mente. Hun havde i forbindelse med tøjvalg til sin søn udset sig nogle specifikke farver, der passede godt til ham.

Nem opbevaring af tøj
Jeg tænkte på vores opbevaringssystem til drengenes tøj: En reol med otte store kurve. Hver kurv mærket “Bukser”, “Bluser”, “Strømper” etc. I starten havde de pga. størrelsesforskellen en søjle med hver deres kurve. Øverst stod deres navne – så kunne de aktive bedsteforældre også nemmere finde ud af det, når de passede ungerne. Det blev dog hurtigt til fælles tøjkurve. Men vi er altså aldrig rigtigt nået til farvevalget.

Eksempel på reol/rumdeler til kurve               kurv til rumdeler      

To forskellige farver sokker
Mens de var små, handlede det primært om at stikke hånden ned og trække et stykke rent tøj op. I dag kan vi da godt tænke lidt over sammensætningen, hvis vi skal til festlige sammenkomster. Men indrømmet, vi har præsteret at sende én af dem af sted med strømper i to forskellige farver. Det blev højlydt kommenteret – ravnemor (ikke ravnefar)! Men jeg tror såmænd ikke, at barnet har taget nævneværdig skade.

Sparer dig for masser af tid
Fordelen ved at opbevare tøj i kasser er, at du slipper for at lægge det sammen hver gang. Med 15-20 tøjvaske om ugen det første år har det sparet os for oceaner af tid. Og strygejernet? Bliver kun brugt, når vi voksne har et forretningsmøde.

Jeg ved godt, at nogle finder det helt horribelt, at børnenes tøj ikke bliver strøget eller lagt pænt sammen. Men hvad er egentlig vigtigst – nystrøgne bukser eller tid til ungerne? Eller måske endda tid til dig/jer?

Og der findes SÅ meget lækkert strygefrit tøj i dag

Mange hilsener,
Trine Kolding

PS! Tidsbesparende tips i privatlivet modtages med kyshånd!

[Tags] ambitionsniveau, travle børnefamilier, børnetøj, opbevaring, opbevaringssystem, ravnemor, spar tid, strygefrit tøj, tidsbesparende tips[/tags]

Be Sociable, Share!

Opdateret d. 25. maj 2008 i kategorien: Personlig effektivitet,Tid . Andre indlæg af

Ingen kommentarer - bliv den første! Skriv kommentar

You must be logged in to post a comment.

Følg kommentarer via RSS

Bøger til selvstændige: