Tanker om selvstændige og tid

Skrevet af Trine Kolding

Vanskeligheder med at skabe balance mellem arbejdsliv og privatliv er ikke en udfordring, der kun er forbeholdt lønmodtagere. Tværtimod møder jeg flere og flere selvstændige, der gerne vil finde tid til det hele – virksomhed, familie, børn, egen-tid osv.

At være selvstændig er for mange en livsstil. Vi er ildsjæle, der brænder for vores idé, produkt eller koncept. Vi brænder sjældent kun fra 8-16, så det er ikke svært at forestille sig, at virksomheden kommer til at fylde en stor del af dagligdagen. For nogles vedkommende måske endda det hele.

                                                             Ild

                                                             Hvor meget brænder du? 

Arbejdstid og myter
Jeg støder ofte på overbevisningen, at man som selvstændig er nødt til at arbejde 80 timer om ugen. Men er det virkelig sandt? Eller er det en myte, at når man er selvstændig, må man nødvendigvis knokle hele tiden for at få det til at hænge sammen Og arbejder vi i virkeligheden så meget, eller er det noget, vi fortæller os selv og hinanden?

Der findes ingen opgørelser over, hvor mange timer selvstændige reelt arbejder. Men det er et paradoks, at flere og flere vælger den selvstændige levevej, fordi de ønsker mere balance i hverdagen samtidig med, at livet som selvstændig forbindes med lange arbejdsuger.

I den sammenhæng er det i øvrigt interessant, at antallet af arbejdstimer for mange stadig er et måleinstrument for succes. Jo mere vi arbejder, jo mere betydningsfulde og dermed succesfulde føles vi os. Forestil dig, at en bekendt stillede dig spørgsmålet: “Hvordan går det?” Og du svarede: “Det går godt, jeg har ikke så travlt for tiden!” Hvordan ville det føles?

Læs mere i Tid & Tankes nyhedsbrev “Kan effektivitet måles i timer?”

Det er på høje tid, at vi gør op med myten om, at succes hænger sammen med, hvor meget eller hvor hårdt vi arbejder. I stedet skal vi som selvstændige fokusere på, hvad vi arbejder med, og hvordan vi arbejder.

[tags]ildsjæl, selvstændige og tid, effektivitet, succes, arbejdstid, myter [/tags]

Be Sociable, Share!

Opdateret d. 13. marts 2007 i kategorien: Bloggerhverdag,Tid . Andre indlæg af

2 kommentarer Skriv kommentar

  • 1. Stig Seberg  |  6. april 2007 kl. 07:33

    Jeg har det godt og ikke så travlt for tiden. Følesen kan kun virke, hvis jeg virkelig sætter pris på også at have fritid til min kone og mine 3 børn. Og Ja – det kan godt af og til være “nemmere” at sige “Jeg har rigtigt travlt for tiden” – det kan jeg jo bruge, hvis jeg forsøger at signalere, at jeg er eftertragtet… Men i virkeligheden mister jeg mig selv, hvis jeg “kører” med på travlhedsbølgen. Livet handler efter min mening ikke om blot at have travlt, men om at gøre det, som er i overensstemmelse med dine dybe værdier, om at være autentisk – og om at have tid til dig selv, før du har ressourcer til alle andre. Da jeg for 3 år siden valgte at blive 100% selvstændig, var det netop for at fastholde balancen som familiefar med 3 børn. Kun ved at være selvstændig, er det lykkes mig at opnå følelsen af at balancere dejlig imellem de forskellige roller som jeg udfylder. Idag arbejder jeg med balance og kommunikation imellem mennesker i virksomheder, idet jeg tror på, at alt er styret udfra den menneskelige balancefaktor. Når vi mennesker har fundet “koden” til, hvad der lader os op, vil vi være ressourcer for vores omgivelser, uanset om vi arbejder eller holder fri. Koden knækkes ved at undersøge, hvad der VIRKELIG gør os glade og giver os energi på kort eller lang sigt. Og apropos at brænde med en ild: Jeg har oplevet, at jeg fungerer bedre over tid, hvis jeg justerer min flamme til at være ganske varme gløder. For mig betyder det, at jeg har en idé om, hvornår jeg skal lave noget andet, for at fastholde mig selv.

  • 2. trine kolding  |  10. april 2007 kl. 17:07

    Kære Stig
    Mange tak for dit inspirerende og tankevækkende bidrag! Jeg kunne ikke være mere enig med dig – værdierne er hele fundamentet for at få tidskabalen til at gå op. Desværre “glemmer” vi ofte at stoppe op og mærke efter. Jeg hører så mange kursister fortælle, hvordan dagene, ugerne og endda årene går. Sommetider er det ulykker eller sygdom, der får os til at stoppe op og checke, om prioriteringen nu også er den rigtige. Men tænk om vi stoppede op allerede nu? Rigtig mange vil gerne knække dem kode til balance, som du nævner. Du skriver, at det handler om at undersøge, hvad der virkelig gør os glade og giver energi. Har du et tip eller to til, hvordan man rent praktisk kommer i gang med at finde ud af det? Jeg spørger, fordi min erfaring er, at det kan være en stor udfordring, hvis man kører afsted med “hastighedstoget”. Derfor er konkrete spørgsmål eller øvelser altid meget velkomne.
    Ha’ en god dag, Trine

You must be logged in to post a comment.

Følg kommentarer via RSS

Bøger til selvstændige: