…og jeg er journalist. Har du et øjeblik?

Skrevet af Julie Lindegaard

telefon.jpg
Telefonen ringer. Du har en journalist i røret.

Det kan være skræmmende oplevelse. Journalister har ofte et dårligt ry. Husk på, at du selv er med til at præge udfaldet. Bærer du dig rigtigt ad, kan det skabe synlighed om din virksomhed.

Journalisten kan ringe til dig af flere grunde. Måske har du sendt en pressemeddelelse, som journalisten følger op på.
Et andet scenarie er, at journalisten tilfældigvis er stødt på dig i kraft af sin research og så ringer for at få mere at vide.

De råd du får her, kan bruges i begge situationer, men det er op til dig at vurdere, hvilke der egner sig bedst, når du bliver ringet op.

1. Navn og telefonnummer
Få fat i journalistens navn og telefonnummer. Har du kun et hovednummer, så er det svært at skulle forklare en receptionist, at det var ham med den dybe stemme.

2. Hvorfor dig?
Få afklaret, hvorfor netop du er blevet kontaktet. Er det til et regulært interview, research til kilder eller noget helt tredje? Spørg også om din rolle. Er du eksempelvis med som case eller ekspert?

3. Hvem ellers?
Find ud af, hvem journalisten ellers taler med. Det giver et overblik, og du får mulighed for at svare mere præcist.

4. Den konkrete anledning
Få afklaret, hvad den konkrete anledning er. Der kan være flere grunde til at emnet dukker op. Her får du også mulighed for at stille journalisten spørgsmål omkring hans viden om emnet. Så giver du heller ikke allerede kendt viden.

5. Stadig research?
Find ud af om, du er den direkte kilde eller om journalisten stadig researcher. Bliver du ikke nævnt ved navn, kan du overveje om det er besværet værd. Omvendt kan det være en god ide at hjælpe journalisten, som også er i færd med at opbygge en relation til dig. Det kan du få gavn af senere.

6. Citater
Spørg om at få citaterne forelagt. Journalisten lader ind imellem deres kilde gennemse materialet, inden det offentliggøres. Finder du udtalelser, som ikke skal med, så kan du spørge om journalisten vil fjerne/ændre det. I det hele taget skal du ikke nævne det, som ikke skal komme andre for øre.

7. Manglende viden og tænkepauser
Du bliver spurgt om et emne, du ikke har stor viden om. Vind tid ved at sige, at du ikke har de rette papirer lige nu. Alternativt kan du sige, at du er i gang med noget vigtigt, men at du ringer tilbage hurtigst muligt. Husk at ringe tilbage som aftalt, ellers risikerer du, at blive stillet i et dårligt lys.

8. Kort, klart og præcist
Husk at give korte og præcise resumeer af svære emner. Det betyder, at du skal gå uden om fagudtryk og snørklede forklaringer.

Hvilke erfaringer har du gjort dig i tilfælde, hvor journalisten ringer?

Skriv kommentar 4. december 2009 kl. 08:43

Find frem til de rigtige journalister – måske freelancere…

Skrevet af Julie Lindegaard

Når du ønsker at bruge pressen i din markedsføring og fortælle dine gode historier, kan det være afgørende for successen, at du er god til at finde frem til de rigtige journalister…
Jeg bliver ofte spurgt, hvordan man finder frem til jornalisterne.
Det er ikke svært.

Det handler om at følge med i de – for dig – relevante medier – og bemærke bylines (altså navnet på forfatteren bag artiklen) på artikler, der minder om eller er i genre med din historie.

Magasiner laves af freelancere
En del virksomheder drømmer om omtale i store stærke magasiner med mange læsere…
En stor del af det indhold, der er i magasiner, er leveret af freelancejournalister, der lever af at sælge en idé til et magasin for derefter at producere artiklen.

Du kan finde en oversigt over langt de fleste danske freelancejournalister på Freelancenøglen. Her kan du søge på region, udvalgte søgeord og fag.

Nu er det jo ikke alle, der husker at opdatere deres profiler i sådanne databaser, så husk at tjekke deres websites ud – så du kan se, hvad de laver nu, inden du kontakter dem.

Fordelen ved at kontakte freelancejournalister er, at de ikke på samme måde som redaktionerne bliver bombarderet med pressemateriale. Men uanset om det er en redaktion eller en freelancejournalist gælder regel nummer et:
Du skal have en god historie.

Når du har det – så er det bare med at klø på!

Skriv kommentar 15. september 2008 kl. 20:32

PR, der virker? Målret dine historier – og skab relationer!

Skrevet af Julie Lindegaard

Forleden underviste jeg på pressekurset “Kom i medierne” på IBC, hvor en af kursisterne var fra en dansk modevirksomhed. Hun havde erfaring med pressen, men savnede også flere indgange til de gode historier.

Det interessante er, at selv om virksomheden sendte produkter, pressefotos og korte tekster til redaktionerne, inviterede til pressebesøg med forevisninger af modetøjet og andre lokkende events, så var det alligevel den personlige kontakt, og opbygningen af de gode relationer mellem journalister og virksomhed, der gav bedst resultat.
Kursisten kunne fortælle, at alle de andre initiativer druknede, fordi journalisterne fik så mange tilbud.
Derfor havde de også opdaget, at de personlige kontakter var vejen frem.

I min virksomhed oplever vi gang på gang, at virksomhederne klager over at deres pressemeddelelser ikke bliver set, – men forklaringen er ganske enkel: Pressemeddelelserne er ikke målrettede til de enkelte medier. Og journalisterne bliver ikke kontaktet.
Der er forskel på, om du arbejder for omtale i Alt for damerne, Erhvervsbladet, fagbladet Ingienøren eller Bo Bedre. Du må ændre din tekst, vinkle den til modtageren og gøre det relevant for hvert enkelt medie hver gang. Og så må du i kontakt med journalisterne, så du kan opbygge gode relationer – det er det vigtigste.

Skriv kommentar 2. juni 2008 kl. 20:44

Nyt mediekatalog

Skrevet af Julie Lindegaard

I sidste uge blev det en smule nemmere at finde frem til relevante medier i forbindelse med pr-indsatsen og medieomtale – en ny portal med flere end 800.000 kommercielle onlinemedier er gået i luften på onlineguiden.dk
Guiden er især brugbar for annonceindkøbere, som hurtigt kan danne sig et overblik over onlinemedierne i Danmark.

Men Onlineguiden.dk kan dog også bruges, når du skal lave pr, for du kan her se nærmere på forskellige typer medier.

Så brug guiden til at få inspiration til nye medier – især onlinemedier er oversete i mange pr-sammenhænge….
Det kan vi nu allesammen lave om på nu.

God fornøjelse.

1 kommentar 27. maj 2008 kl. 17:27

Det gode “gå-hjem-møde”??

Skrevet af Julie Lindegaard

Jeg har fået overbevist forlaget om, at det ene gå-hjem-møde i forbindelse med lanceringen af bogen skal placeres i Jylland (det er jo ikke kun øst for Storebælt, at gå-hjem-møder er slået igennem)

Og der er stadig mulighed for at komme med, når vi gentager succesen fra Købenahavn i Kolding den 29. maj på IBC Kolding.

Her er en kort oversigt over de emner fra bogen, som jeg vil uddybe:

Pressen – med eller modspiller?
Hvad er en god historie
Når du tager kontakten
Medievalg
Pressemeddelelse eller ej
Pressekit
Når journalisten ringer

Og så vil jeg uddybe, hvordan vi har haft succes med at få bogen omtalt i Erhvervsbladet, Fyns Amts Avis, Fyens Stiftstidende, Søndagsavisen, Ingeniøren, Alt for damerne, Smutvejen på P4, CV, flere ugeaviser og Berlingske Tidende.

MEN – jeg vil også gerne have input til “det gode gå-hjem-møde”.
Hvornår synes du, at du har været til et godt gå-hjem-møde?
Hvad skal du tage med dig hjem, før at du har fået noget ud af det? Gode råd, konkrete værktøjer, nye potentielle kunder eller blot inspiration – hvad er vigtigst?
Og hvad er den vigtigste grund til at gå med til disse arrangementer?

NB. Der vil også blive mulighed for at netværke med de andre deltagere, når vi får en sandwich.

Læs mere om arrangementet her – hvor du også kan tilmelde dig.

Skriv kommentar 13. maj 2008 kl. 09:34

Vedhæft ikke dine pressefotos – lav link istedet

Skrevet af Julie Lindegaard

Et godt lille fif når du sender pressemeddelelser afsted er at overveje, om det er nødvendigt at vedhæfte pressefotos i mailen. Læg i stedet dine fotos ind på dit website i forskellige størrelser og lave et direkte link i din mail til journalisten – med mindre du har aftalt med vedkommende, at du sender trykklare fotos (der jo fylder godt op i de fleste postkasser – og derved risikerer at fylde journalistens postkasse så meget, at andre vigtige mails bliver afvist pga manglende pladskapacitet.)

Ved at oploade fotos på dit eget site, kan du også give journalisten mulighed for selv at vælge det rigtige foto – i enten høj eller bredformat.

Husk altid at skrive hvem, der har taget fotoet – og om vedkommende skal krediteres.

Skriv kommentar 26. april 2008 kl. 15:12

Forrygende eftermiddag med presse og gode historier

Skrevet af Julie Lindegaard

I går holdt vi det første gå-hjem-møde i forbindelse med udgivelsen af bogen på Børsens Forlag – og det var en forrygende eftermiddag. Tak til alle jer, der var med. Det var en supergod oplevelse – og skønt at mærke den store opbakning og interesse for bogen – og emnet!
Vi fik hørt rigtig mange rigtig gode historier.
I pausen blev der talt meget og længe – og det var virkelig fedt at opleve, hvordan sparringen på historierne bølgede frem og tilbage. Jeg håber, at alle gik hjem med ideer til, hvordan egne historier kan præsenteres for medierne.

Og ja, – når nu 98% af dansk erhvervsliv består af små og mellemstore virksomheder – er det så ikke på tide, at det afspejler sig lidt bedre i medierne. Jeg glæder mig til at se en lang række af de historier i medierne, som vi fik frem i går.

Var du ikke med i går, kan du stadig nå det – 29. maj i Kolding holder vi det andet gå-hjem-møde. Tilmeld dig her

1 kommentar 23. april 2008 kl. 11:32

Otte gode råd, når journalisten ringer

Skrevet af Julie Lindegaard

Telefonen ringer, du sidder fordybet i en opgave, men tager røret og svarer. I den anden spørger en journalist om et par svar til en artikel, han er ved at skrive. Du bliver først lidt befippet. ”Journalist, jo jo, jeg vil gerne medvirke”, tænke du, ”for jeg vil jo gerne omtales”. Du begynder at svare på spørgsmålene…….

Stop stop stop….

Før du begynder at svare på journalisten spørgsmål, er der et par ting du helt grundlæggende må vide mere om, før end du kan udtale dig kvalificeret om noget som helst. Men de fleste af os bliver beæret, stolte eller går i panik, når der pludselig er journalister, der ringer. Og det er faktisk uanset, om vi selv har sendt dem forslag til gode historier eller de ringer på eget initiativ. Det kan være fatalt for resultatet, og du kan komme til at udtale dig om emner, du ikke har belæg for. Samtidig er det heller ikke svært eller farligt at blive interviewet af journalister, hvis du bare har dit forarbejde i orden, kender præmisserne og tænker dig om.

Her er otte råd min kollega Malene Grouleff fra Grouleff Kommunikation og jeg har samlet, som du kan printe og hænge på din opslagstavle – altid lige ved hånden, så du er klar, når journalisten ringer.

– Hvem ringer om hvad?
– Hvorfor er netop du blevet kontaktet, og hvad er din rolle?
– Hvem taler journalisten ellers med?
– Hvad er den konkrete anledning
– Spørg til om dine udtalelser skal citeres eller skal fungere
som baggrund
– Bed om at få evt. citater forelagt
– Bed evt. om tænkepauser og ring tilbage så hurtig som
muligt
– Giv altid et kortfattet resumé til sidst af komplicerede sager

Skriv kommentar 31. marts 2008 kl. 16:41

Bliv synlig i medierne – Sådan fortæller du de gode historier

Skrevet af Abelone Glahn

Bliv sunlig i medierneSe værktøj til bogen her>
Køb bogen her>

Forfatter: Julie Lindegaard
Pris: 199.-

Om bogen:
Bliv synlig i medierne er en konkret guide til den gode kontakt til pressen. Bogen giver en grundig og praktisk indføring i, hvordan du og din virksomhed kan bruge PR og medieomtale som værktøj til at skabe øget synlighed om dine produkter, så du får mere gang i forretningen.

Bogen gennemgår de forskellige forberedelsesfaser, du med fordel kan gå igennem, før du kontakter journalisten, og den giver dig gode råd til, hvordan du skal præsentere dine historier, så du fanger journalistens interesse. Du får tjeklister, guide til den gode pressemeddelelse og gode råd om, hvordan du sikrer, at pressemeddelelsen ender på den rigtige journalists skrivebord – og bliver læst.
Udgivet 01-04-2008

7 boganmeldelser

  • 1.

    Ingeniøren  |  14. april 2008 kl. 18:49

    Ugebladet Ingeniøren omtaler bogen i denne artikel og fremhæver, hvor vigtigt det er at få en omtale, der gør virksomheden attraktiv for kommende medarbejdere:

    “Hvis I vil beholde og tiltrække dygtige medarbejdere, bliver I nødt til at få et godt image og fortælle om alt det gode, I gør for medarbejderne. Ellers risikerer I at blive betragtet som en kedelig og ligegyldig arbejdsplads – hvis I da overhovedet bliver set.

    Kort sagt handler det ifølge Julie Lindegaard om at få potentielle medarbejdere til at udbryde: “Hold kæft, der vil jeg godt være ansat!”, når de hører om en virksomhed.

    I sin bog giver hun tips til, hvad en virksomhed kan gøre for at komme i medierne og fortælle om sine værdier, sin respekt for medarbejderne og i det hele taget få skabt et image, der tiltrækker de rigtige medarbejdere.”

    Læs hele artiklen her: http://ing.dk/artikel/87145

    og skriver bla:

  • 2.

    K-forum  |  14. april 2008 kl. 18:52

    K-forum anmelder bogen, og skriver i indledningen:

    De små virksomheder er for usynlige, de er for dårlige til at komme i medierne og spilder pengene på nytteløse annoncer. Det morads vil en ny PR Pixi-bog nu hjælpe dem ud af. Formlen for succes er timing, gode journalist-relationer og gode historier. Bogen hedder ’Bliv synlig i medierne – sådan fortæller du de gode historier!’. Den er skrevet af journalist Julie Lindegaard og udkommer i dag på Børsens Forlag. Med sine omkring 100 sider i letlæst lommeformat er bogen på mange måder en fin lille grundindføring i pressearbejdet og kommer udmærket rundt om feltet.

    Læs hele anmeldelsen her:

    http://www.kommunikationsforum.dk/default.asp?articleid=13075

  • 3.

    Fyns Amts Avis  |  14. april 2008 kl. 18:54

    Fyns amts avis omtaler bogen her, hvor avisen citerer Julie for følgende:

    – Mange folk tror, at så snart de snakker med en journalist, ender de på forsiden af Ekstra Bladet, fortæller forfatteren, som selv har oplevet mange samtaler gå i stå, så snart folk fandt ud af, at hun var journalist.

    – Det er altid de store virksomheder, man ser i medierne, og det er, fordi de har journalister og PR-folk til at hjælpe sig, mener Julie Lindegaard, hvis bog retter sig mod mindre virksomheder og foreninger.

    – Nogle journalister lukker helt af, når nogen ringer og ikke kan finde ud af at forklare, hvad deres historie handler om, mener Julie Lindegaard, som forklarer, at det i høj grad handler om at kunne skære ind til benet og sælge sin historie.

    Læs hele historien her:

    http://www.faa.dk/article/45016

  • 4.

    Mikronet  |  23. april 2008 kl. 09:10

    Anmeldelse af bogen fra mikronet – anmeldt af Mette Juul, Webnestor.dk:

    “Bogen er lille og let læst – men trods størrelsen har den efterladt mig med både ny viden, og med en del, der vækker til eftertanke.

    Mellem konkrete tjeklister og ideer til hvordan man får sine gode historier vinklet og afsat til de rigtige på det rigtige tidspunkt, får Julie også plads til at dele sine erfaringer.

    Hun gør opmærksom på en række vinkler på medieomtale, jeg aldrig har tænkt på før – som at medieomtale også kan være kundepleje, idet kunder vil føle sig positivt bekræftet, når de ser en, de handler hos, positivt omtalt i avisen.

    Læs hele anmeldelsen her

    http://mikronet.dk/weblog/?p=650

  • 5.

    Erhvervsbladet  |  9. maj 2008 kl. 16:28

    Fortæl din gode historie (- opslag med gode råd)

    Alt for mange mindre virksomheder lever efter devisen, at ’den, der lever stille, lever godt’, eller de sprøjter pressemeddelelser bredt ud til alle medier uden en strategi for, hvad de vil opnå. Sådan lyder det fra kommunikationsrådgiver Julie Lindegaard, der er aktuel med bogen ‘Bliv synlig i medierne’.

    Læs hele artiklen her

    http://www.erhvervsbladet.dk/article/20080508/news03/705070004/

  • 6.

    Retorikmagasinet  |  4. november 2008 kl. 15:16

    “Når man lægger bogen fra sig, er det med svar på de væsentligste spørgsmål og lyst til at komme i gang med pressearbejdet.” 4 ud af 5 stjerner, Lene Holst Nielsen, RetorikMagasinet

  • 7.

    Kommunikation og sprog  |  4. november 2008 kl. 15:17

    “Med pædagogisk tæft, journalistens præcise sprog og eksempler på vellykket PR viser Julie Lindegaard, hvordan man opdager den gode historie, der – med de rette øjne og redskaber – kan fortælles om alle virksomheder. […] Bogen giver en praktisk og anvendelig indføring i PR-arbejdet og den er relevant for alle der arbejder med PR i nystartede eller etablerede små og mellemstore virksomheder.”

Skriv kommentar 14. marts 2008 kl. 12:49

Bøger til selvstændige: