Få dig et advisory board

Skrevet af Pia Joensson

Et advisory board kan hjælpe dig med at opbygge din virksomhed

Et advisory board er en uformel variant af en professionel bestyrelse, der kan hjælpe dig til at udvikle din virksomhed og eksekvere din forretningsstrategi. Forskellen på et advisory board og en bestyrelse er, at et advisory board ikke har nogen formel magt. Det betyder, at du ikke er forpligtet til at følge de råd, dit advisory board giver dig – men du skal være klar til at tage imod dem, ellers giver det ikke mening.

Sammensæt dit advisory board af tre til fem mennesker med kompetencer, der supplerer dine egne, såvel fagligt som menneskeligt, og som har forskellige indfaldsvinkler til det at drive virksomhed. Brug dit advisory board aktivt, for de er dedikerede ambassadører for din virksomhed og vil dig det bedste. De kan blandt andet hjælpe dig til at styrke din markedsposition og prioritere indsatsområder, men kan altså ikke bestemme, hvilken retning og hvilke mål, du skal arbejde efter.

Lav en klar aftale med medlemmerne om, hvad du forventer, de skal bidrage med, hvor ofte I skal mødes, og hvordan de bliver honoreret for deres indsats. Mange er glade for at få deres viden og ekspertise i spil i en anden sammenhæng, end de gør i deres daglige arbejde og vil opfatte det som en tillidserklæring at deltage i en backinggruppe for din virksomhed. I nogle tilfælde er gode middage med mulighed for netværk medlemmerne imellem derfor betaling nok.

Skriv kommentar 21. oktober 2009 kl. 11:28

Et netværk er din sociale kapital

Skrevet af Pia Joensson

Der føres dybe samtaler hen over de svenske pandekager

Uden netværk ingen mikrovirksomhed. Så enkelt er det for de allerfleste. For når du kun er dig selv til at holde dig i gang i dagligdagen, er det utroligt vigtigt med et netværk, du kan dele dine erfaringer, udfordringer og glæder med. Et netværk af mennesker, du har tillid til, som kender dig og din virksomhed, som forholder sig sagligt til den, og som vil dig det bedste.

Er netop vendt hjem fra en skøn forlænget weekend med min egen netværksgruppe, Karriereklubben. Turen gik denne gang til Göteborg. Gennem årene har vi sammen besøgt så eksotiske steder som Paris, Berlin, Kołobrzeg og Baskamölla. Der bliver virkelig snakket igennem på de rejser. Og grinet en hel del, selvfølgelig. En af de fantastiske ting ved at tilbringe tre døgn sammen er, at der er plads til, at vi hver især kan tage en problematik/drøm/udfordring op i gruppen for at få den vendt og drejet, for derefter at gå og tygge lidt videre på den selv – for så at få den vendt på ny.

Netværket tæller seks kvinder. Vi har meget forskellige arbejdsliv, men de overvejelser og tanker vi hver især gør os ligner alligevel hinanden på mange punkter. Udover den årlige rejse mødes vi på nu 13. år en gang om måneden for at drøfte karrieredrømme og planer – og livet i al almindelighed i det omfang, det måtte have indflydelse på vores arbejdsliv. Nogle gange er vores møder meget strukturerede og målrettede, andre gange springer samtalen hid og did. Men uanset hvordan et møde former sig, er det helt sikkert, at vi altid vender hjem lidt klogere på, hvordan vi realiserer en drøm eller håndterer en problematik med relation til vores arbejde.

Hvis du ikke allerede har et netværk som mit, kan jeg stærkt anbefale dig at etablere eller melde dig ind i et. I Rum til at arbejde kan du læse om forskellige netværkstyper – formaliserede og uformaliserede, og om hvordan du kan bruge dem.

2 kommentarer 1. oktober 2009 kl. 10:00

Kontor ude eller hjemme?

Skrevet af Pia Joensson

Er du glad for de fysiske rammer for din virksomhed? Måske er du ved et tilfælde havnet i hjørnet af stuen, dengang du etablerede din mikrovirksomhed, og sidenhen har du ikke rigtig fået taget stilling til, om det er den rigtige løsning. Det kan også være, at din virksomhed i nogle år har haft til huse i et kontorfællesskab, som du egentlig er vokset ud af.

De fysiske rammer, der synes optimale det ene år, er det ikke nødvendigvis det næste. Rammerne skal hele tiden understøtte de mål og visioner, du har for din virksomhed – og befordre den arbejdsglæde, der skal til, for at du kan trives. Der er heldigvis mange forskellige muligheder for at bosætte sig med sin mikrovirksomhed. Muligheder, der kan bruges alene eller i kombination. Dem skriver jeg om i et kapitel i Rum til at arbejde. Erhvervsbladet bringer den 18/9-09 to artikler baseret på det kapitel. Artiklerne handler om vigtigheden af at tage aktivt og løbende stilling til, hvor du vil bo med din mikrovirksomhed, og om de muligheder der er.

Skriv kommentar 18. september 2009 kl. 06:34

Ny bog på vej – Din første medarbejder

Skrevet af Abelone Glahn

Det er med stor glæde, at jeg kan fortælle, at den næste bog i Børsen Mikroserien tager fat på vækst igennem at hyre hjælp.
Anette Sand,
der til daglig selv styrer en pæn håndfuld medarbejdere i virksomheden Inloco, har skrevet bogen “Din første medarbejder- sådan vokser du med ansatte”, specielt til mirkvoriskomheder og frrelancere, for hvem det går strygende.

Bogen udkommer den 4. december 07

Anette holder et oplæg efter jul, nærmere betegnet onsdag den 16. januar 2008 på Børsens Forlag.

Om bogen:
Mange dygtige mikrovirksomheder og freelancere oplever at have så meget succes, at de er ved at drukne i arbejde.

For nogle mikrovirksomheder er det et mål at ansætte flere, mens det for andre er en nødvendighed, der opstår hen ad vejen. Nye kunder eller flere udfordrende projekter ligger lige for, men det forudsætter flere resurser i hverdagen. Nogle ansætter hjælp til telefonpasning og bogholderi, mens andre ansætter medarbejdere, der kan hjælpe til med kerneydelsen.

Det er et stort skridt at få en medarbejder, og der er mange ting, der skal være på plads, for at du overholder dine forpligtelser. Bogen Din første medarbejder handler om de overvejelser, der går forud for at ansætte en medarbejder, om hvordan du gør rent praktisk, og om de ændringer, der sker, når du pludselig bliver chef i din egen mikrovirksomhed.

Bogen er fuld af gode råd af såvel strategisk som praktisk karakter, og den peger på nogle væsentlige overvejelser, du skal gøre dig, inden du ansætter.

Skriv kommentar 22. november 2007 kl. 11:19

Kort og godt

Skrevet af Femi og Michael

Der er i dag mange gode, gratis open source produkter derude, som kan hjælpe den lille virksomhed. Dette er det andet indlæg i vores indlægsserie, der hedder Gratis Goder, hvor vi vil beskrive nogle af de gratis – eller meget billige – løsninger, mikrovirksomheder kan drage nytte af.

Jeg er vild med kort – geografiske kort. Google lancerede i går My Maps, muligheden for at lave dit eget kort. Simpelt og brugbart – jeg elsker det allerede!

Dagen før My Maps gik i luften ville jeg lave lave et hurtigt kort til min egen blog. Det skulle gå lidt stækt så billedet blev lidt tarvelig. Jeg brugte nok 20 minutter på at komme frem til dette resultat:
Amager 1

Med Google My Maps lavede jeg dagen efter dette kort på 10 minutter:
Amager 2

My Maps er meget nemt at gå til og man kan tegne streger, områder, sætte nåle og indsætte billeder og video. Se en video her hvordan man gør.

Et par ideer til hvordan mikrovirksomheder kunne bruge Google’s My Maps:

  • Planlæg din rute rundt til dine kunder og vis det
  • Lav et kort over hvilke områder de forskellige lokalaviser dækker, så du er sikker på at nå ud til alle potentielle kunder
  • Vis hvor den mark ligger, du er ved at sælge

Folk har allerede taget de nye muligheder til sig. Se for eksempel:

2 kommentarer 6. april 2007 kl. 10:34

Lad vær med at ha’ sælgere – ha’ glade kunder

Skrevet af Femi og Michael

Den anden dag blev jeg spurgt, hvordan vi markedsførte vores firma og uden at tænke over det, sagde jeg, “det gør vi egentlig ikke”.

Det passer ikke helt, for vi har jo vores hjemmeside, og så bruger vi meget vores netværk til at skaffe jobs, men vi har indtil nu ikke lavet egentlig markedsføring eller opsøgende salg. Samtalen fik mig til at tænke på et interview med chefen for en af de største internetsider i USA, som sagde “We don’t have any sales people – at all.”

Jim Buckmaster CEO fra Craigslist lavede sidste forår et videointerview med Fortune’s tekniske redaktør. Videoklippet herunder viser dele af interviewet med spørgsmål fra salen. Jeg synes klippet er et meget godt billede på mødet mellem den traditionelle, salgsorienterede virksomhedsopfattelse og så til den hippieagtige, kundeorienterede programmør, som Buckmaster repræsenterer.
Det er sjovt at se og høre reaktionerne når Buckmaster fortæller, at de ikke tror på profitmaksimering, og det eneste tidspunkt folk havde forladt firmaet var for at tage ud og rejse.

David Kirkpatrick and Jim Buckmaster
Klik på billedet for at se interviewet

Historien er den at Craigslist.com startede i San Francisco tilbage i 1995 med at lave en website, hvor man gratis kunne indrykke rubrikannoncer. Siden blev meget populær i USA, og i ’99 blev der etableret et firma omkring siden. De begyndte at tage penge for job- og boligannoncer, imens resten forblev gratis, og dermed var deres succes grundlagt.
I dag har de ifølge wikipedia 5 milliarder sidevisninger om måneden, en årlig omsætning i omegnen af $10 millioner, og det gør de med bare 24 ansatte (heraf ingen sælgere).

Mikrovirksomheder som vores har ikke alverdens ressourcer eller tid at smide efter markedsføring. I hvert fald ikke på den traditionelle måde med brochure, reklamer, sælgere og opsøgende telefonsalg. Og det er heller ikke noget vi har særligt meget lyst til. Derfor har vores udgangspunkt også været, at vi vil benytte vores produkter, resultater og glade kunder til at skaffe nye opgaver.

Et produkt vi har produceret i den ånd er Rotaboard, som er en gratis, online arbejdskalender. Vi vil måske på et tidspunkt tilbyde ekstra funktioner, som man skal betalte for, men i første omgang er det bare noget vi har lavet for at vise, hvad vi kan og gøre opmærksom på os selv. Der ligger en del arbejdstimer bag, men ellers har det ikke kostet os noget. Da vi lancerede Rotaboard i beta gik tingene af sig selv, og vi har nu efter 1½ måned haft 35.000 besøg. Jeg tror vi har fået denne eksponering, fordi vi har fokuseret på brugeren og ikke på profitten – og ligegyldig om der kan tjenes på det, har vi lært en masse og er nået ud til folk, vi aldrig ville have været i kontakt med ellers.

Skriv kommentar 28. marts 2007 kl. 22:28

Bøger til selvstændige: