Har du husket arbejdsskadeforsikringen?

Skrevet af Anette Sand

Hvis du er i færd med at ansætte din første medarbejder, skal du huske, at der er en lovpligtig arbejdsskadeforsikring, du skal tegne for dine ansatte. Forsikringen omfatter dine ansatte samt dig selv, hvis du er ansat i dit eget ApS eller A/S. Hvis du har et enkeltmandsfirma eller et I/S, har du mulighed for at tegne en arbejdsskadeforsikring som også dækker dig selv. Prisen for arbejdsskadeforsikringen afhænger af branchen, så tag kontakt til dit forsikringsselskab for at høre nærmere. Priserne er ret ens alle steder, så start i hvert fald med det forsikringsselskab, du kender i forvejen.

For kontorarbejdere er den ikke ret dyr, så det er dumme penge at spare.

Hvis du ikke har en arbejdsskadeforsikring og din medarbejder kommer til skade, vil det offentlige lægge det beløb ud, som ellers ville være blevet dækket af forsikringen, og indkræve det hos dig, og du kan også risikere at få en bøde.

Skriv kommentar 17. december 2007 kl. 10:09

Sort arbejde

Skrevet af Anette Sand

Hvis du står i et skillepunkt, hvor det er svært at vurdere, om det kan svare sig at have ansatte eller ej, får du måske hjælp fra din familie eller dine venner i de travle perioder. Det er helt i orden og naturligt, hvis det foregår i deres fritid. Men begynder du at betale dem for hjælpen, er det ulovligt.

Sort arbejde er, når du som arbejdsgiver betaler for noget udført arbejde, uden at oplyse det til skattevæsenet. Og det er i den forbindelse lige meget, om betalingen består af penge, varer fra butikken, betaling af regninger eller andre former direkte eller indirekte løn.

Direkte at ansætte nye medarbejdere på hel eller delvis sort betaling er en dårlig løsning, fordi det er meget dyrt, og fordi du stiller både dig selv og din medarbejder i en uheldig situation.

Og så er det altså klokkeklart ulovligt!

Dyrt, fordi du skal tjene pengene og betale skat af dem, før du udbetaler dem til medarbejderen. Og dårligt, fordi du i tilfælde af, at du bliver uvenner med en medarbejder, vil kunne blive truet med “angivelse”. Yderligere er du måske med til at fastholde din ansatte i en grundlæggende uholdbar situation, hvor han eller hun bruger sin tid på at arbejde for dig i stedet for at forbedre  sin situation med et rigtigt job eller en relevant uddannelse.

Alternativer til sort arbejde er udbetalinger som B-indkomst uden skattetræk, hvis der er tale om en enkeltstående begivenhed, hvor det ikke kan svare sig at etablere et egentligt lønsystem. Eller du kan ansætte hjælp på timebasis eller købe arbejdskraft på faktura.

Skriv kommentar 14. december 2007 kl. 10:06

Valgløfter og overenskomstforhandlinger

Skrevet af Anette Sand

I TV2 Nyhederne her til morgen, er der taget hul på overenskomstforhandlingerne 2008. Valgløfterne skal nu udmøntes, og alternative flertal i Folketinget afprøves. Foreløbig drejer det sig om, hvorvidt et flertal uden om VK skal gennemtrumfe, at der sættes et særligt beløb af til forbedring af forholdene for lavlønsgrupper i det offentlige, specielt social- og sundhedspersonalet er i fokus denne gang.  Kristian Thulesen Dahl, DF, mener, at der skal afsættes et milliardbeløb – på betingelse af, at der så ikke bliver storkonklikt i foråret. HA! Det kan man ikke.  Selv Dansk Folkeparti kan ikke forlods købe stemmer. Hvis et forhandlingsresultat mellem arbejdsmarkedets organisationer stemmes ned, er der ingen overenskomst. Og en stor risiko for konflikt.

Der er rigtig mange små virksomheder, som ikke er omfattet af en overenskomst men ansætter på individuel kontrakt. Ofte er lønningerne betydeligt højere, end de ville være, hvis der var indgået en overenskomst, så det er ikke af sparehensyn. Det virker bare ikke naturligt at gå ind i et omfattende stykke forberedende arbejde for at tiltræde en overenskomst for bare en enkelt medarbejder.

Men derfor skeler arbejdsgiverne alligevel til overenskomsterne. Hvis du står over for at skulle ansætte din første medarbejder, er overenskomsten på området en god rettesnor for, hvad den kommende medarbejder med rimelighed kan forvente, f.eks. med hensyn til løn og arbejdstid.

Overenskomstforhandlingerne 2008 vedrører de offentligt ansatte og har derfor ikke en direkte indflydelse på min og andre små private virksomheder. Men en eventuel storkonflikt kommer jo til at påvirke os alle sammen – måske skulle man styrte ud og hamstre noget gær?

Skriv kommentar 28. november 2007 kl. 07:34

Ny bog på vej – Din første medarbejder

Skrevet af Abelone Glahn

Det er med stor glæde, at jeg kan fortælle, at den næste bog i Børsen Mikroserien tager fat på vækst igennem at hyre hjælp.
Anette Sand,
der til daglig selv styrer en pæn håndfuld medarbejdere i virksomheden Inloco, har skrevet bogen “Din første medarbejder- sådan vokser du med ansatte”, specielt til mirkvoriskomheder og frrelancere, for hvem det går strygende.

Bogen udkommer den 4. december 07

Anette holder et oplæg efter jul, nærmere betegnet onsdag den 16. januar 2008 på Børsens Forlag.

Om bogen:
Mange dygtige mikrovirksomheder og freelancere oplever at have så meget succes, at de er ved at drukne i arbejde.

For nogle mikrovirksomheder er det et mål at ansætte flere, mens det for andre er en nødvendighed, der opstår hen ad vejen. Nye kunder eller flere udfordrende projekter ligger lige for, men det forudsætter flere resurser i hverdagen. Nogle ansætter hjælp til telefonpasning og bogholderi, mens andre ansætter medarbejdere, der kan hjælpe til med kerneydelsen.

Det er et stort skridt at få en medarbejder, og der er mange ting, der skal være på plads, for at du overholder dine forpligtelser. Bogen Din første medarbejder handler om de overvejelser, der går forud for at ansætte en medarbejder, om hvordan du gør rent praktisk, og om de ændringer, der sker, når du pludselig bliver chef i din egen mikrovirksomhed.

Bogen er fuld af gode råd af såvel strategisk som praktisk karakter, og den peger på nogle væsentlige overvejelser, du skal gøre dig, inden du ansætter.

Skriv kommentar 22. november 2007 kl. 11:19

Din første medarbejder – sådan vokser du med ansatte

Skrevet af Abelone Glahn

Få styr på tidenSe værktøj til bogen her>
Køb bogen her>

Forfatter: Anette Sand
Pris: 199.-
Om bogen:

Mange dygtige mikrovirksomheder og freelancere oplever at have så meget succes, at de er ved at drukne i arbejde.

For nogle mikrovirksomheder er det et mål at ansætte flere, mens det for andre er en nødvendighed, der opstår hen ad vejen. Nye kunder eller flere udfordrende projekter ligger lige for, men det forudsætter flere resurser i hverdagen. Nogle ansætter hjælp til telefonpasning og bogholderi, mens andre ansætter medarbejdere, der kan hjælpe til med kerneydelsen.

Det er et stort skridt at få en medarbejder, og der er mange ting, der skal være på plads, for at du overholder dine forpligtelser. Bogen Din første medarbejder handler om de overvejelser, der går forud for at ansætte en medarbejder, om hvordan du gør rent praktisk, og om de ændringer, der sker, når du pludselig bliver chef i din egen mikrovirksomhed.

Bogen er fuld af gode råd af såvel strategisk som praktisk karakter, og den peger på nogle væsentlige overvejelser, du skal gøre dig, inden du ansætter.

Udgivet 04-12-2007

1 boganmeldelse

  • 1.

    Lone de Bie, på Mikronet.dk  |  3. januar 2008 kl. 20:08

    Boganmelder: Lone de Bie, selvstændig med firmaet 10min.dk. hvor omsætningen, som for mange nye selvstændige, er begrænset af tiden. Det er blevet klart for mig, at mit firma er nødt til at vokse med ansatte, hvis jeg i fremtiden skal nå mine mål for firmaet. Det har jeg på det sidste gjort mig mange tanker om, og Anettes bog vil helt sikkert være en god støtte og inspiration til at få taget de rigtige valg.

    Bogen ”Din første medarbejder, sådan vokser du med ansatte” er skrevet af Anette Sand.

    Anette Sand har siden 2000 drevet regnskabsfirmaet Inloco regnskab, hvor hun og hendes medarbejdere bogfører for 70 mindre firmaer, underviser i bogføring, regnskab og iværksætterrelaterede emner samt udgiver Fanciskanerserien, som er en række små bøger i regnskabsrelaterede emner.

    Bogen ”Din første medarbejder” gennemgår de mange aspekter, der er at tage hensyn til, når et firma overvejer at ansætte sin første medarbejder. Den spænder lige fra de første overvejelser om medarbejderens opgaver i virksomheden over ansættelsesproceduren til de problemer, der kan opstå, når man ikke længere bare ”er sig selv”, men skal have et samarbejde til at fungere og sidst, men ikke mindst også gode råd til lønadministration og de vanskelige samtaler.

    Målgruppen er iværksættere og selvstændige, som i det daglige har svært ved at nå de mange forskellige opgaver, og som har lyst til, at deres virksomhed skal vokse med ansatte.

    Bogen er lille og tager ikke mere end et par timer at læse, og den kommer alligevel hele vejen rundt. Den er skrevet i et kort, og præcist og let læseligt sprog. Efter min mening kan bogen bruges på tre måder.

    Ved første gennemlæsning kunne jeg hurtigt danne mig et billede af de ting, jeg skal overveje og hvilke problemer jeg skal forholde mig til som f.eks. brug af mobiltelefon og e-mails, fleksibilitet i arbejdstiden og størrelsen på den udgift jeg skal regne med ud over lønnen.

    Derefter har jeg valgt at arbejde mere systematisk med de enkelte kapitler. Efter bogens anvisninger kan jeg klarlægge, hvilke behov jeg reelt har brug for at få dækket af en eller flere nye medarbejdere og planlægge selve ansættelsesproceduren samt gøre mig tanker om, hvordan jeg vil sikre, at nye medarbejdere behandler mine kunder, så jeg kan stå inde for det.

    Til sidst er bogen god at have i den første tid med ansatte, da Anette giver gode, kontante og brugbare løsninger til vanskelige samtaler og eventuelle opsigelser.

    Alt i alt en bog som kan spare den nye arbejdsgiver for en del fejl og problemer i opstartsfasen.

Skriv kommentar 12. november 2007 kl. 15:24

Bøger til selvstændige: