Om at være tidspessimist og sidde i kø på motorvejen

Skrevet af Trine Kolding

I går skulle jeg undervise på et kursus i Hørsholm. Jeg var taget afsted i god tid med tanke på morgenmyldretrafikken. Alligevel endte jeg i en gigantisk kø på en af sammenfletningerne. På min gps kunne jeg se ankomsttidspunktet forsvinde længere og længere ud i horisonten. Minutterne gik og gik og gik…

En af mine kunder har givet mig øgenavnet “Tidspessimisten”, fordi jeg altid kommer til kursusstederne i så god tid, at næsten hvad som helst kan ske, og jeg vil stadig have tid til at fikse det. Ja, ja, grin bare af det. Jeg synes bare, det er så uchecket og uprofessionelt at stå 5 min. i starttid og ikke have styr på teknik etc.

Nå, mens jeg sad der og så utålmodigt på tiden, der bare gik, slog det mig, at magen til reaktivitet skulle man lede længe efter! Kunne jeg gøre noget ved køen? Ville det gavne mig og kursisterne for den sags skyld, at jeg småstressede over måske at komme for sent? I stedet tvang jeg mig selv til at komme på de tre bedste ting ved at sidde fast i en motorvejskø:

1) En helt gratis og laaang pause, hvor jeg intet kunne gøre andet end at slappe af

2) Jeg havde husket en kop te i termokoppen

3) Jeg havde husket min yndlingscd, så jeg kunne skråle højt og falsk, uden at nogen bad mig tie stille!

Da jeg nåede til Hørsholm (en halv time før kursusstart), var jeg i vældig humør og helt afslappet. Det blev en rigtig god dag. Og jeg glæder mig allerede, til jeg skal til Rungsted i morgen tidlig. Der er basis for nogle solide køer på den strækning 🙂

[tags] tidspessimisme, reaktivitet [/tags]

Be Sociable, Share!

Opdateret d. 12. marts 2008 i kategorien: Bloggerhverdag,Tid . Andre indlæg af

1 kommentar Skriv kommentar

  • 1. Jon Bertelsen  |  12. marts 2008 kl. 20:58

    Hej Trine,

    Øv – en halv time før start. Jeg kunne godt have tænkt mig en udgave af historien, hvor det var en halv time efter kursusstart. Det må da være en værdig udfordring som tidspessimist 😉 Kh Jon

You must be logged in to post a comment.

Følg kommentarer via RSS

Bøger til selvstændige: