Hvem vil være millionær?

Skrevet af Abelone Glahn

På IVÆRK&VÆKST 09, der løb af stablen i Forum i september, handlede flere af oplæggene om, at den største barriere for økonomisk succes med vores mikrovirksomheder typisk er os selv.

Ifølge Charlotte Bircow er det således i høj grad angsten for at mislykkes, der forhindrer os i at få forretningsmæssig succes: Man skal tro så meget på sin idé, at man går fuldt og helt efter den og ikke lader tvivlen spænde ben for, at den lykkes.

Samme “opsang” fik vi af den amerikanske businessguru Mike Michalowicz, der også slog til lyd for, at vores forestilling om, hvor gode vi er til vores arbejde bestemmer, hvor vi sætter overlæggeren – og hvor succesfulde vi altså giver os selv lov til at blive med vores virksomhed: Hvis du tror, du er til syv på en skala, hvor ti er højest, kommer du aldrig over syv. For at nå højere op, må du simpelthen tro på, at du er mere værd: “You can do it”, som han så optimistisk fortalte sit talstærke publikum. Mike Michalowicz har, i parentes bemærket, indtil videre selv drevet og solgt tre virksomheder for trecifrede millionbeløb. Og han er desuden forfatter til bestselleren, The Toilet Paper Entrepreneur, der handler om, hvordan man som iværksætter griber en idé og får forretningsmæssig succes med den, selvom økonomien er så stram, at der – so to speak – kun er et enkelt stykke toiletpapir tilbage på rullen.

Men hvordan ændrer man så sit syn på sin egen formåen? Det giver Kirsten Stendevad og Christine Eilvig indtil flere bud på i bogen MILLIONØSEMETODEN. Ifølge de to handler det i høj grad om at ændre sin opfattelse af, hvad penge og rigdom er. Vi skal så at sige skrue op for vores indre “pengetermostat” og give slip på den forestilling om penge, vi for eksempel kan have med gennem vores opdragelse for at få millionerne til at flyde.

Penge er jo som bekendt ikke alt. Heller ikke når man driver mikrovirksomhed, hvor omdrejningspunktet ofte er glæden ved at arbejde med lige præcis det, vi brænder mest for. Men…det gør vel heller ikke noget, hvis vi kan leve ordentligt af det, så det var måske værd at tage et kig på, om vi går målrettet nok efter at realisere vores ideer, hænger fast i en uhensigtsmæssig opfattelse af, hvor gode vi er – eller realistisk set kan blive – til vores arbejde, og om vi altså selv er den største barriere for at få en sund forretning?

[tags] Pia Jønsson, forretningsmæsig succes, mikrovirksomhed, forretningsstrategi [/tags]

Be Sociable, Share!

Opdateret d. 12. november 2009 i kategorien: Forretningsstrategi . Andre indlæg af

Ingen kommentarer - bliv den første! Skriv kommentar

You must be logged in to post a comment.

Følg kommentarer via RSS

Bøger til selvstændige: