Hvad er det værste, der kan ske…skål!

Skrevet af Trine Kolding

Kære bloglæsere

Rigtig godt nytår! Der er noget helt særligt ved at tage en helt ny kalender i brug. Alle de mange blanke sider rummer muligheder og masser af tid. Jeg er klar til et nyt år!

Sådan havde jeg forestillet mig at indlede mit første blogindlæg i år. Men ak og ve… Lektie nr. 1 i 2008: Tænk, før du skriver, og tag din egen medicin!

I et af mine afsluttende indlæg i 2007 gav jeg nemlig følgende gode råd til situationer, hvor det hele ramler:
1) Vent et øjeblik med at gå i panik. Sluk telefon, mail etc. og sæt dig med en blok. Skriv alt det ned, du skal nå.

2) Sæt tid på, hvor lang tid du skal bruge til de enkelte opgaver. Sammenlign med den tid, du har til rådighed. Er det realistisk? Husk på, at du ikke er supermand, og at det ikke gavner din forretning, at du arbejder i døgndrift og kører dig selv ned.

3) Hvad er det ALLER vigtigste (ikke dét der haster mest, men det vigtigste), du skal have gjort? Det næst-vigtigste? Etc.

4) Kig på opgaverne nederst på listen: Er det virkelig nødvendigt at lave dem? Kan du slette nogle af dem? Kan du bede om udsættelse?

Og jeg mener faktisk, at det er rigtig gode råd. Havde jeg dog bare vidst, hvor aktuelle de skulle blive for mit eget vedkommende. Opmærksomme læsere vil vide, at jeg har gået i flyttetanker, og i december blev de for alvor realiseret. Jeg har købt hus og er flyttet til en anden kommune. Og for et par dage siden lød den barske besked: “Der er ingen institutionspladser til jeres børn før den 1. marts!” Hverken trusler, gråd eller tiggeri havde nogen effekt. Så her stod vi to selvstændige med fyldte ordrebøger og ingen til at passe vores tvillinger. Så var det, jeg tænkte:

1) Vent et øjeblik med at gå i panik…

Dette er et rigtig godt eksempel på, at uanset hvor skrappe vi er til at prioritere og planlægge, så kan vi ikke styre alt omkring os (selv om jeg vil ønske, jeg kunne lige i dette tilfælde). Til alt held har vi et team af super-bedsteforældre, som straks blev indkaldt som forstærkninger. Pt. ser det ud til at lykkes, selv om det bliver lidt af en kamp at halvere arbejdstiden.

Netop i disse situationer er det altafgørende at bevare overblikket og tage en tur i den mentale helikopter. Det kan godt være, at det lige nu ser rigtig skidt ud. Men hvis du flyver et par måneder eller mere ud i fremtiden, hvor slemt er det så? Kan du grine af det om et halvt år? Kan du overhovedet huske det om et år?

Søndag aften sad min mand og jeg med vores kalendere, som mildt sagt ser lidt pressede ud den kommende tid, og besluttede os for at åbne en flaske champagne og skåle for, at det hele nok skulle gå.

Så skål! Hvad er det værste, der kan ske? Det plejer jo at gå alligevel…

Be Sociable, Share!

Opdateret d. 9. januar 2008 i kategorien: Bloggerhverdag,Tid . Andre indlæg af

Ingen kommentarer - bliv den første! Skriv kommentar

You must be logged in to post a comment.

Følg kommentarer via RSS

Bøger til selvstændige: