Hurra – vi flytter i kontorfællesskab!

Skrevet af Karen Lumholt

Flyt hjemmefra! Det er råd nummer ét i publikationen “Kvinder KAN få succes med egen virksomhed”, som Erhvervs- og Byggestyrelsen har udgivet. Rådet passer ikke nødvendigvis til alle – der er mange, der har glæde af at have virksomhed hjemme. Det kan være fordi de har små børn, må arbejde på skæve tidspunkter, at boligen ligger isoleret med dårlige trafikforbindelser – eller fordi den selvstændiges arbejde er af en art, der kræver megen ro og koncentration.

I fire et halvt år har jeg haft selvstændig virksomhed i “baghaven”, det vil sige i et anneks til en privat villa. Det har været dejligt hjemligt, roligt og grønt. Fuglene synger i haven om sommeren – og om vinteren i kulde, mørke, regn og blæst er det rart at der, de dage hvor man skal arbejde på kontoret ikke er så langt til arbejde. Jeg har nydt det og følt mig meget privilegeret. Ikke mindst når min yngste, som nu er ti år, kom hjem fra skole og stak næsen ind og fortalte om sin dag i skolen, inden hun drog videre til kammerater eller i klub.

MEN – for enhver kan se, at der er et men: Mens jeg har arbejdet med bogen “Fra biks til business”, er jeg kommet til den slutning, at råd nummer ét passer til mig. Jeg må tage min egen medicin: Det er et faktum, som jeg også beskriver i bogen, at små virksomheder helt målbart får en bedre performance, når de flytter “hjemmefra”. De får alt andet lige lidt mere inspiration og faglig sparring og desuden en klar og tydelig adskillelse af det professionelle og personlige rum.

For mig og mit firma, Lumholt & Stahlschmidt Kommunikation, er det desuden her i efteråret blevet tydeligt, at vi står over for nogle vækstmuligheder, vi ikke kan udforske i de nuværende omgivelser. Vi har i stigende grad brug for:

– projektansatte eller underleverandører kan hjælpe os med at løfte større opgaver (projekter, processer og journalistiske opgaver)

– assistenter, som kan hjælpe os med det, vi ikke selv er gode til (økonomi, administration og salg)

– inspiratorer og sparringspartnere, herunder en professionel bestyrelse

– praktikanter (som også giver inspiration)

Til alt dette er et kontor på 5 x 5 meter for lille!

Sidst men ikke mindst skal vi, når vi har kunder og samarbejdspartnere på besøg, kunne præsentere ordentlige mødefaciliteter – mødebord, udstyr til at se fx videoklip igennem, en samtalesofa – samt køkken, spise- og toiletforhold osv.

Vi flytter altså ud i et dejligt kreativt lokalefællesskab på Islands Brygge! MEN (og her kommer igen mit yndlingsord men): – Vi beholder kontoret i baghaven! Det kan vi ikke undvære – i hvert fald ikke endnu.

Der er aftener, hvor man arbejder sent. Her er det smart at kunne tage hjem fra arbejde, spise aftensmad, og så gå i “haven” og klare resten. Der kan også være dage, hvor man skal ud til en kunde kl. 11.00 og det ikke kan betale sig forinden at tage ind på kontoret – her er et hjemmekontor et must.

Vores nye kontor bliver stort nok til at rumme seks personer! Jeg glæder mig som et barn til at kunne invitere freelancere, samarbejdspartnere, praktikanter og underleverandører til at arbejde sammen med os under gode forhold!

Be Sociable, Share!

Opdateret d. 12. december 2008 i kategorien: Diverse . Andre indlæg af

3 kommentarer

  • 1. abelone glahn  |  15. december 2008 kl. 06:59

    kan du ikke lige løfte sløret for, hvilket kontorfællesskab det er ?
    vh
    abelone

  • 2. Abelone » Mine bogf&hellip  |  19. december 2008 kl. 10:34

    […] Har du et kvindeligt familiemedlem, der  er i gang med en virksomhed, og vil du række hende en hjælpende hånd, er det ubetinget Karen Lumholts bog “Fra biks til business”, du skal give. Det er den eneste bog på det danske marked, der tager fat om nælden og giver kvinder et ordentligt spark fremad i professionaliseringen af deres virksomhed, så kvinder ikke kan blive ved med at blive kritiseret for kun at ville dyrke “hobby- og livsstilsvirksomheder”, som man i erhvervsstatistikkerne og i dele af det etablerede og ignorante erhvervsliv tillader sig at kalde det, de ikke kan kategorisere som vækstvirksomheder! Hun vokser selv pt – læs om hendes nye udvidelser. […]

  • 3. Karen Lumholt  |  3. februar 2009 kl. 13:10

    Kontorfællesskabet er i Sturlasgade 12 N på Islands Brygge. Et dejligt sted, der oser af hygge, kreativitet og hvor der er et mylder af talentfulde, travle mennesker: grafikere, projektledere, tekstforfattere mm. Hvilket i sig selv virker inspirerende. Og så får vi god mad! Der er frokostordning. Så det er slut med at sidde og gnave i en kaffekop til kl. 15 og glemme at spise frokost, fordi der ikke er nogen, der river én ud af koncentrationen… Jeg skal nok fortælle mere om det nye sted, når jeg lige er ovre et par “hurdler”….

Bøger til selvstændige: