Hold pause!

Skrevet af Pia Joensson

Apropos på P1 havde i begyndelsen af august begrebet pause som tema. I en række radioprogrammer blev emnet behandlet fra forskellige interessante vinkler. Blandt andet fortalte psykolog og direktør for Center for Stress og Trivsel, Jeanett Bonnichsen, at vi i og for sig godt kan tåle at have travlt, og at det sådan set ikke alene er mængden af opgaver, der får os til at føle os stressede. Det er manglen på pauser, der får bægeret til at flyde over. Hvis vi springer pauserne over, SÅ bliver vi stressede.

Dengang en stor del af danskerne var bønder, var det ganske utænkeligt at forstyrre nogen i deres middagspause. Men i dag eksisterer middagspausen næsten ikke. Det er på en måde synd og skam. Nu tager vi i stedet nogle små pauser i løbet af dagen, som det nu passer med arbejdet – ikke nødvendigvis, som det passer med vores behov. Og en ordentlig skraver bliver det sjældent til i dagens løb, med mindre vi arbejder hjemmefra. De heldigste lister sig til et power nap. Det er ikke som i Taiwan, hvor lyset i kontorlandskabet simpelthen går ud midt på dagen, så medarbejderne kan tage en lur under deres arbejdsbord. Den synkroniserede pause fungerer formodentlig som et tiltrængt afbræk i en arbejdsdag, der strækker sig over rigtig mange timer – og som en slags sidegevinst lærer man så sine kolleger at kende på den helt afslappede måde.

Opladningspauser

Jeg skriver i bogen om de vigtige opladningspauser. Opladningspauser er de små afbræk, du bør tage fra dit arbejde i løbet af dagen for at bevare arbejdsglæden og få overskud til dit arbejde. Når vi ikke holder pauser, har vi tendens til at miste overblikket, og når vi mister overblikket, føler vi os stressede, og når vi føler os stressede, begynder vi at producere det farlige stresshormon. Det er en ond spiral, det bare er med at få brudt.

En opladningspause kan bruges til at gå ud i det fri og trække en mundfuld luft, til at sidde og glo ud i luften, til meditation, til fysisk aktivitet eller til at gøre noget for en kollega (hente kaffe eller hjælpe med at fjerne et papir, der har sat sig på tværs, ud af printeren). Kun fantasien sætter grænser.  Det vigtige er, at du udfylder pausen med noget, der nærer dig, og at du holder pause, når du mentalt og fysisk kan mærke, at du trænger til det. Også når du har travlt – for den tid du bruger på pausen i stedet for på arbejdet i udmattet tilstand, kommer trefold igen. 5-10 minutter kan gøre underværker.

Be Sociable, Share!

Opdateret d. 3. september 2009 i kategorien: Arbejdsmiljø . Andre indlæg af

1 kommentar Skriv kommentar

  • 1. Nicolai Craggs  |  16. november 2010 kl. 10:29

    Hej Pia
    Jeg studerer på 1. semester på RUC og er i gang med et semesterprojekt der til dels handler om pauser. Kort sagt vil vi lave en studiepark, hvor vi optimerer studerendes mulighed for at tage små pauser i arbejdet. Jeg er meget interesseret i at finde ud af i hvilken bog du har skrevet om opladningspauser?

    Venlig hilsen Nicolai Craggs

You must be logged in to post a comment.

Følg kommentarer via RSS

Bøger til selvstændige: