Flot pressedækning – so far

Skrevet af Karen Lumholt

I dag kom fagbladet “Journalisten” med tre portrætter af kvindelige journalister, som alle er vokset med deres selvstændige virksomheder i en grad, så i hvert fald den ene er blevet udnævnt til “Gazelle-virksomhed”. Ved siden af portrætterne bringes en omtale af “Fra biks til business” og artiklen har overskriften “Kvinder kan – men for få tør”! Det er jo sagen i sin nøddeskal. Som journalist vil jeg sige: Rigtig god rubrik!

I søndags udkom Søndagsavisen med en ret velskrevet seksspaltet omtale af “Fra biks til business”. Ugen før havde avisen bragt tre små portrætter af kvindelige iværksættere med succes. (I nogle regioner blev omtalen af bogen og kvindeportrætterne bragt i samme avis. Søndagsavisen er lidt forskellig fra region til region).

Uge 47
Forrige uge, Uge 47, var international iværksætter-uge. Her var der omtale af “Fra biks til business” i Erhvervsbladet – stor, flot artikel – og to gange i Fyens Stiftstidende. Derudover var der interview med mig i Radioavisen (gengivet i forskellige klippelængder i P1 og P3 samme dag) og to dage senere et pænt langt live-interview på P4, som sender om formiddagen til ca. 70.000 lyttere. Interviewet blev bragt i tilknytning til en historie om en dygtig iværksætter-kvinde fra Århus, som har succes med at lave hovedbeklædning til kvinder, der pga. sygdom har tabt håret.

Kvindeblade
Men ikke nok med det. I det sidst udgivne nummer af kvinde- og karrierebladet CV omtalet “Fra biks til business” under bog-nyhederne. Det samme sker så vidt jeg er orienteret i et kommende nummer af Alt for Damerne. Journalist Anna Pia Holmgaard har desuden interviewet mig til Femina. Interviewet vil blive bragt sammen med et par cases, som illustrerer hvordan kvindelige iværksættere “vækster” og hvor kvinderne kommer med gode råd.

Det har været en ret imponerende pressedækning. Og så ved jeg ikke engang om jeg har fået det hele med. Og dertil kommer anmeldelserne. Den første er kommet fra netværket Mikronet.. Den anmeldelse er jeg meget glad for, for den kommer fra en kvinde, der selv står midt i det hele – og hun kan bruge bogen!

Tak til Børsen Mikro-forfatter
Jeg vil gerne på denne plads sige tak til én person, nemlig Julie Lindegaard. Æren for en stor del af den presse, “Fra biks til business” har fået, må tilskrives hende. Hun er, hvad denne blogs læsere må vide, forfatter til bogen “Bliv synlig i medierne”, som er udkommet i – ja: Børsen Mikro-serien! Og nu hvor jeg har mærket på min egen krop hvad det vil sige at komme under kærlig behandling hos Julie, kan jeg kun sige: Læs hendes bog! For det hun siger er det hun gør – og det virker.

Heltinder
Men så vil jeg også nævne, at det er netværket Morgendagens Heltinder, som har bedt Julie promovere kvindelige selvstændige (og i den forbindelse min boig) frem til Uge 47. Det gjorde Heltinde-netværket ud fra den kloge betragtning, at man ikke bare får flere kvindelige iværksættere ved at fortælle alle de gode historier om kvinder, som KAN, VIL og TØR – men også flere Heltinder.

Det VAR også Heltinderne (som de hedder i daglig tale), som stod for arrangementet i Erhvervs- og Byggestyrelsen, hvor jeg og seks andre kvinder fortalte om at skabe vækst uden at gå på akkord med det at være kvinde – og hvor Abelone Glahn og jeg solgte masser af bøger (Abelone solgte, jeg signerede). Blandt de andre talere var Kirsten Stendevad, Charlotte Junge og pigerne, der har skabt reklamebureauet Weltklasse. Og så var der nyttig networking, der som næsten altid, når kvinder er forsamlede, var generøs, oplysende og effektiv.

Nu jeg er i gang med at rose, vil jeg nævne Heltindernes eventmager, Sine Larsen. Hun er en propel af energi og begejstring og smitter sine omgivelser. Det var hende, der havde sammensat dagens program.

Jo, det har virkelig været et par uger på Weltklasse.

Arrangement på Børsens Forlag til januar
Til januar afholder Børsens Forlag et arrangement for “Fra biks til business” i forlagets kantine. Her vil jeg levere den meget faktuelle præsentation af de overvejelser og den viden og erfaring, der ligger bag bogen. Og man vil, hvis man deltager i arrangementet, kunne få bogen med i købet. Datoen kender jeg ikke endnu.

Be Sociable, Share!

Opdateret d. 27. november 2008 i kategorien: Diverse . Andre indlæg af

Ingen kommentarer - bliv den første! Skriv kommentar

You must be logged in to post a comment.

Følg kommentarer via RSS

Bøger til selvstændige: