Førstehjælp til travle børnefamilier 4

Skrevet af Trine Kolding

En posedames bekendelser
Jeg har altid været en stor fan af kasser og andre former for opbevaring. Lige fra jeg var helt lille, har jeg praktiseret forskellige typer af arkiverings- og opbevaringssystemer. Min mor, der er et udpræget ordensmenneske, mindes stadig med gru, hvordan jeg samlede på plastikposer. De er nemlig geniale til lynhurtigt at få et værelse til at se ryddeligt ud. Ned i poserne med bunker, nips og andet habbengut og så ind i skabene. Så er der ryddet op på 5 min.!

Jeg gemmer stadig poser og sorterer dem efter anvendelighed og udseende. De pæne egner sig godt til at opbevare papirer etc. i, hvis jeg skal til møde. Netto-poserne er mest til skrald. Og de brede er gode til at gemme ting i, der skal på loftet. Ja, ja, sådan har vi alle vores særegne vaner 🙂

I dag er det dog mere kasser og kister, der præger hjemmet. Som jeg fortalte i forrige indlæg, bruger vi kurve til ungernes tøj. Det ryger direkte fra tørretumbleren og ned i kurvene. Ingen spildtid på at stryge og lægge sammen.

Kurv fra IKEA 
Det ta’r virkelig kun 5 min.
Samme system fungerer fint til legetøj. Med småbørn ligner hjemmet som regel Jerusalems ødelæggelse fra morgen til aften. Men med kurve til legetøjet kan der på kort tid se ud som om, der rent faktisk også bor voksne mennesker. I starten forsøgte jeg ambitiøst at sortere legetøjet. Nu har jeg kastet håndklædet i ringen – legesagerne skovles usorteret op i nærmeste kasse. Og det tager faktisk kun de klassiske 5 min. at få stuen til at ligne en voksenzone.

Kisteglad!
Kister er mit seneste påfund. Er I klar over, hvor mange ting der kan være i en kiste? Vi har en til legetøj, en til sengetøj, en til nips og stearinlys, en til… Måske er det ved at tage overhånd. For nylig spurgte et vennepar, om vi havde en særlig forkærlighed for kister!

                                  eksempel på kiste                     endnu et eksempel    

Næh, egentlig ikke. Jeg er bare stor tilhænger af alt, der kan spare tid i hverdagen og er funktionelt. Men måske skal vi overveje nye opbevaringssteder.

Har jeg i øvrigt fortalt jer om den skunk, der findes hele vejen rundt på 1. salen i vores nye hus?

Mange hilsener, Trine Kolding

[Tags] travle børnefamilier, børnetøj, opbevaring, opbevaringssystem, spar tid, skunk, kister, posedame, det ta’r kun 5 min. , voksenzone, kasser, ordensmenneske, Trine Kolding[/tags]

Be Sociable, Share!

Opdateret d. 8. juni 2008 i kategorien: Personlig effektivitet,Tid . Andre indlæg af

Ingen kommentarer - bliv den første! Skriv kommentar

You must be logged in to post a comment.

Følg kommentarer via RSS

Bøger til selvstændige: