En smutvej til god omtale

Skrevet af Julie Lindegaard

Det er på tide – jeg ved det godt. Jeg arbejder med synlighed, PR og medier, men jeg har aldrig før blogget. En stor fejl måske, da en god blog er et effektivt værktøj for synlighed.
Men her er jeg, og nu er der en god anledning. Min nyeste bog “Bliv synlig i medierne – Sådan fortæller du de gode historier” udkommer næste uge.
Jeg vil blogge om synlighed. Det drejer sig især om den synlighed, du kan opnå ved at bruge medierne – men jeg vil også blogge om synlighed i andre sammenhænge. Og så vil jeg også beskrive mit forsøg på at tage min egen medicin – i form af opnå synlighed om min nye bog.

I dag er faktisk en god dage at begynde.

For da jeg i går var på vej til et kundemøde, lyttede jeg til P4, og pludselig slog det mig. Bogen skal da omtales i Smutvejen – det lille skarpe program, der efterfølger radionyhederne klokken 12 på alle hverdage, og som på en let og elegant måde giver lytterne gode råd til de små smutveje i hverdagen. Min bog er som en god smutvej – en smutvej til omtale – der kan give bedre ansøgere, gladere medarbejdere, bedre bundlinie, flere ordre, nye samarbejdspartnere og et stærkere brand.

Jeg har gennem de sidste seks år som journalist og selvstændig i min egen virksomhed opbygget en række kontakter i medieverdenen, og jeg har tidligere været i kontakt med værten på programmet Ib Schou, så da jeg kontaktede ham med historien om bogen, slog han til. Klokken 12.00 i dag stod jeg foran P4 i Århus og var klar til interview.

7-800.000 danskere fik nyheden om bogen direkte ind i ørene i dag.

Måske er det ikke så svært at komme i medierne?
Jeg vil vove den påstand, at vi alle har gode historier, der kan vække journalisternes opmærksomhed. Den store udfordring er at finde dem, bruge dem strategisk og servere dem professionelt.

I min bog beskriver jeg processen bag godt pressearbejde – og her på bloggen vil jeg også komme med råd, tips og tricks.
Og så vil jeg jo gerne høre om dine erfaringer med pressen – gode som dårlige.

Be Sociable, Share!

Opdateret d. 26. marts 2008 i kategorien: Markedsføring . Andre indlæg af

6 kommentarer Skriv kommentar

  • 1. Karin Høgh  |  26. marts 2008 kl. 21:53

    Til lykke med bogen, Julie, og du er jo ligefrem selv en god case. 🙂

    Som journalist har man måske det fortrin, at man kan se den gode historie – dét kunne du.

    Det skulle mange flere kunne – se den gode historie i sig selv og sælge den til det rigtige medie.

    Men jeg går ud fra, at det er dét, man kan lære ved at læse din bog?

  • 2. julie lindegaard  |  26. marts 2008 kl. 21:58

    Hej Karin
    ja, bogen giver gode praktiske råd og en gennemgang af de overvejelser du skal gøre dig, når du vil bruge medieomtale som værktøj i din virksomhed. Og det er der jo rigtig mange gode grunde til at gøre – et af de vigtigste er, at det har en langt større troværdighed end annoncer – men også andre argumenter kan findes (økonomi, tid, osv). Personligt synes jeg også, at det er et godt argument, at det faktisk er sjovt at arbejde med de gode historier – det er jo dem, vi husker, når vi skal fortælle naboen, kollegaen eller hunden om vores dag, ik?

  • 3. Malene Grouleff  |  27. marts 2008 kl. 07:26

    Kære nybagte blogger. Til lykke med bloggen, bogen og medieomtalen af den. Det bliver spændende at følge med i pressens dækning af den som et levende bevis på din indsigt i mediernes mekanismer. Og forhåbentlig får bogen den effekt, at vi fremover vil se flere mikrovirksomheder og mindre og mellemstore virksomheder i medierne, fordi flere af dem bliver godt klædt på til at bane vejen til medieomtale. De udgør jo 98 % af dansk erhvervsliv og står for 75 % af erhvervslivets samlede omsætning. Men alt for tit er det mastodonterne, der får uforholdsmæssigt meget spalteplads og taletid.

  • 4. Claus Hylleborg  |  28. marts 2008 kl. 07:07

    Hej Julie.
    Kloge ord fra en klog kvinde, sådan er det!
    Jeg synes faktisk at det er en god bog, trods min ringe indsigt i medieverdenen, og brugen af den. Det jeg har fået ud af bogen, er en ændring af mit syn på de forskellige medier. De er ikke så “langt væk” fra den menige borger eller microvirksomhedsejer, og kontakten til dem er ikke længere væk end en E-mail eller et telefonopkald. Min opfattelse er altså ændret fra at journalisterne selv søger og vælger deres historier, til at personerne med historierne vælger vinklen og journalisten. Som du selv skriver: “Husk at journalisterne har brug for dig – uden kilder ingen historier”
    Pøj pøj med promoveringen…

  • 5. Anders Stubkjær  |  5. april 2008 kl. 12:46

    Du efterlyste historier om erfaring med pressearbejde.

    Det er fra en ikke-professionel, men måske kan denne bruges:

    Jeg spiller i en folk-rock duo. Konceptet er, at vi spiller vores egne sange og supplerer med mere kendte hits. Og så fortæller vi sangenes historie.

    Det er en fritidsbeskæftigelse vi arbejder på langsomt at udvikle til en halvprofessionel aktivitet.

    For nyligt fik vi en aftale om at spille fast på en lokal café sidste fredag i måneden i marts, april og maj.

    Spørgsmålet var hvordan koncerterne skulle markedsføres?

    I stedet for at rende rundt med plakater i byen kontaktede vi den lokale del af regionsavisen, Jyske Vestkysten.

    Oplæget til journalisten var: Vi skriver og fremfører vores egne sange, der bl.a. handler om oplevelser fra hverdagen. Vi fortæller historier om sangene. Vi er muligvis de eneste lokale med dette koncept. Vi ville gerne møde andre, der også skriver sange – gad vide om der er en historie i dette for jer på avisen?

    Journalisten bed på og spurgte så: ’Spiller i på et tidspunkt?’. Ja, sjovt nok om en god uges tid her i byen. Vi fik aftalt interview og fotografering.

    Samme dag som vi spillede var en halvsides artikel i morgenavisen med titlen ’Musikalsk duo ser livet gennem en sang’ med et godt billede, oplysninger om eftermiddagens koncert, og derudover informationer om de næste fire koncerter vi spiller.

    Voila. Gratis. Sjovt. Enkelt.

    Nu ved mange i lokalområdet at vi eksisterer. Næste skridt bliver så at gå løs på andre medier, hvor vi så må finde en anden vinkel på historien.

    Timingen var en uge før. Så er der tid til redaktionsmøde, ferier, aftale tid med fotograf og journalist.

    Budskabet var at vi lavede noget anderledes, men også gerne ville i kontakt med flere med samme interesse, så vores henvendelse var ikke bare et egotrip.

    Og så var det naturligvis indirekte markedsføring af koncerten.

  • 6. julie lindegaard  |  5. april 2008 kl. 16:18

    Kære Anders

    Det er jo et perfekt eksempel på at vinkle – og fortælle de gode historier selv – frem for blot at kontakte journalisten med historien om koncerten – den vinkel havde nok kun givet en lille note…. De fleste lokale og regionale aviser elsker, når folk henvender sig med gode historier – så ja, du har fat i den lange ende – good luck med den fortsatte medieoptræden
    😉

    Julie

You must be logged in to post a comment.

Følg kommentarer via RSS

Bøger til selvstændige: