Tid

Med hus og have er der altid noget at lave!

Skrevet af Trine Kolding

Som 2. gangs husejer kan jeg absolut tilslutte mig overskriften. Forskellen på 1. og 2. hus er, at denne gang er den alenlange to do-liste over ombygning, reparationer og vedligeholdelse (og huset var endda rimelig indflytningsklart!) ikke en stressfaktor. På den hårde måde har jeg lært, at livet som husejer er et overflødighedshorn af opgaver. Man bliver aldrig “færdig”.

At nyde opgaverne
I stedet er det en rigtig god idé at øve sig på at acceptere, at listen er uudtømmelig. Og lige så vigtigt – at finde ud af, hvordan man kan nyde at udføre opgaverne.

Tidligere var havearbejde noget, der skulle overstås. I dag er jeg gået i skarp træning, hvad angår kunsten at gøre ting i et adstadigt tempo og nyde de små fremskridt. “Det skal være rart at gå i haven. Ellers skal du så græs over det hele”, sagde min kloge onkel engang. 

                                        cimg7984 Med hus og have er der altid noget at lave!

Et godt trick er at involvere ungerne. Børn er et godt værn mod “de voksnes travlhedsmani”. De er fuldstændig ligeglade med, hvor langt vi når. Bare det er sjovt. Og så øver vi os sammen i at tælle til 100, når de for 5. gang har tømt alle de nyplantede krukker for jord, bare fordi det er sjovt at se, hvor langt jorden kan flyve icon smile Med hus og have er der altid noget at lave!

                                     cimg7987 Med hus og have er der altid noget at lave!

[tags] hus og have, travlhedsmani,  husejer, stressfaktor, to do-liste, trine kolding[/tags]

2 kommentarer 21. april 2008 kl. 13:17

Forventningsafstemning: Sådan får du mere tid

Skrevet af Trine Kolding

Forleden modtog jeg autosvar på mail fra en af mine samarbejdspartnere. Med hans tilladelse bringer jeg eksemplet her:

Tak for din mail

Jeg tjekker min mailboks hver dag mellem 09.00 og 10.00

Hvis din henvendelse har behov for mere akut respons, beder jeg dig
kontakte kontoret på xxxxxxxx eller ringe på min mobil xxxxxxxx

Mange hilsner
xxxx

Genialt! Det er et rigtig godt eksempel på, at du ikke behøves at være online hele tiden. Hér afstemmes forventningerne med omgivelserne. De ved, hvornår du kan træffes. Og har de behov for at snakke med dig nu og her, så eksisterer muligheden jo stadig. I emnefeltet skrev han: Effektivitet
Så sender han samtidig et signal om, hvorfor han gør det.

Hvad siger omgivelserne?
Jeg spurgte til vedkommendes erfaringer med denne form for autoreply. Hvad havde kunderne f.eks. sagt? Og her er svaret: Alle kommentarer var positive som f.eks.;  ”Genialt, det skal jeg også gøre, er det ikke skønt at styre tiden selv…”

Fik flere timer forærende
Selv oplever han at have fået flere timer om dagen forærende, fordi han nu ikke længere skal bruge tid og fokus på hele tiden at forholde sig til og besvare mails. Nu er der tid til at fordybe sig i en opgave, fordi forvetningerne om tilgængelighed er afstemt.

Tak for det gode eksempel!

Trine Kolding

[tags]forventningsafstemning, fordybelse, autoreply, få tid forærende, effektivitet, trine kolding[/tags]

Skriv kommentar 11. april 2008 kl. 06:53

Travle småbørnsfamilier 2

Skrevet af Trine Kolding

Tid til motion
Småbørnsforælder og tid til at dyrke sport er nærmest to modsætninger. Med lidt god vilje og en god portion planlægning er det dog muligt. For mig er motion et vigtigt sted at lade op, hente energi og samtidig holde formen ved lige, så jeg er rustet til hverdagens udfordringer.

Men hvordan er det lige, vi får tid til sport, når der er virksomhedsdrift/job, børn, indkøb, madlavning og rengøring… og nå ja, for resten, et parforhold der skal plejes? Løsningen er dobbelt-udnyttelse af tiden.

Tag cyklen noget af vejen
For nylig flyttede min familie og jeg laaangt ud af byen. Der er 10 km til nærmeste s-togsstation, og det er altså langt for en københavner:-). I stedet for at tage bilen eller bussen cykler jeg nu jævnligt til toget og tager cyklen med ind til København, hvor jeg stadig har kontor. På den måde får jeg regelmæssig motion, OG samtidig sparer jeg både tid og penge ved ikke at skulle finde parkeringsplads. Samtidig er det en genial måde at komme rundt til møder i byen på. Som regel er det hurtigere end bus og taxa.

Tag ungerne med + styrketræning
Et andet tip til at få mere motion i dagligdagen og samtidig have tid sammen med børnene: Tag dem med. Favorit-indkøbet er en kombineret cykelanhænger/klapvogn.

                       dolphin1 150x150 Travle småbørnsfamilier 2

Det er nemt at transportere børn til og fra institution etc. Vores tvillinger nærmer sig de 3 år nu og er på vej til at lægge middagsluren på hylden. Det er særlig hårdt for moderen, der har vænnet sig til middagsluren i weekenderne. Men denne tid kan nu anvendes til god træning af lår og baller: Spænd vogn inklusiv unger bag på cyklen, og drag på søndagstur. Gerne et sted med mange bakker. Tilsammen giver de en ekstrabelastning på ca. 45 kg. Det er styrketræning, der vil noget. Samtidig nyder børnene turen og at have tid til at snakke med mor. Hvis der altså er luft tilbage!

Vi ses på bakkerne,

Trine Kolding

[tags] småbørnsfamilier, travl hverdag, dobbelt tidsudnyttelse, cykelvogn, styrketræning, mikrovirksomhed, tvillinger , Trine Kolding[/tags]

Skriv kommentar 9. april 2008 kl. 20:00

Travle småbørnsfamilier 1

Skrevet af Trine Kolding

Flere af mine coacing-kunder beretter om udfordringerne ved at få familieliv, arbejdsliv og ikke mindst egen tid til at balancere. Som tvillingefamilie med to drenge på knap tre år kender vi alt til dén udfordring derhjemme. Derfor har jeg besluttet via bloggen at sætte fokus på praktiske tips til den travle småbørnsfamilie i den kommende tid.

Hvis du, kære læser, har eksempler og gode råd, er du hjertelig velkommen til at dele dem her på bloggen.

Hvad er balance? 
For og fremmest er det vigtigt at finde ud af, hvad DU forstår ved balance. Der tales og skrives meget om den berømte balance mellem arbejds- og privatliv. Men hvad vil det egentlig sige for dig?

Max. 37 timers arbejdsuge – helst mindre
For mig betyder det, at jeg højst arbejder 37 timer om ugen – gerne mindre, hvis jeg kan komme til det. Jeg holder meget af mit arbejde/virksomhed, men jeg holder mindst lige så meget + lidt til af min familie. Når jeg planlægger mit arbejde og afholdelse af kurser, har familien og jeg selv første-prioritet. Det betyder helt konkret, at jeg plotter tid til familien og tid til mig selv ind i kalenderen først. Herefter arbejde. Lyder det umuligt? Tja, selvfølgelig skal der være plads til fleksibilitet.  Hvis kunden absolut ikke kan andre dage, så finder vi som regel ud af det. Men min erfaring er, at med en god portion forventningsafstemning, så lykkes det mig oftest at planlægge kalenderen, så det hænger fint sammen med familielivet.

Mig-mig-mig: Den vigtige egentid
Tid til MIG er også vigtigt. Egentid er en stor mangelvare især blandt småbørnsforældre. Men uden tid til at lade op og være sig selv, så ender vi med at tære for meget på ressourcerne. Energien og overskuddet falder, og lunten bliver kortere. Så jeg sætter tid af/sørger for nok fleksibilitet til f.eks. motion, massage eller endda en tiltrængt lur midt på dagen (kan anbefales, hvis du arbejder hjemme ind i mellem. Det er en fantastisk gulerod til at få ordnet de kedelige opgaver hurtigt)! Det bliver ikke altid til flere timers egentid om dagen, men lidt ind i mellem har også ret. Og du bliver en meget bedre forælder/partner, når du også prioriterer dig selv :-) 

Næste indlæg handler om, hvordan du kan dobbelt-udnytte tiden og få mere motion ind i hverdagen.

Med ønsket om en dejlig dag med god tid,
Trine Kolding

[tags]familieliv og arbejdsliv, balance, tvillingefamilie, småbørnsfamilier, forventningsafstemning, dobbeltudnytte, tid, egentid[/tags]

Skriv kommentar 7. april 2008 kl. 11:18

Jeg har allerede tid til dig den…

Skrevet af Trine Kolding

“Nej, jeg har desværre ingen tider før om 1 1/2 måned. Vi har simpelthen så travlt”.

“Ved du hvad, jeg har allerede en tid den 7. maj. Hvad siger du til det?”

Hvor er du som kunde mest tilfreds med behandlingen? Eksemplet stammer fra et kursus, jeg holder i disse dage for bl.a. bankrådgivere. Vi taler om at afstemme forventninger med vores omgivelser, og i den forbindelse dukker ovennævnte eksempel op på, hvordan to forskellige rådgivere tackler, at de ikke har tid i kalenderen til kundemøder før i starten af maj.

Det handler i høj grad om, hvordan vi formulerer os, og hvilke forventninger vi stiller kunden i sigte.

Personligt vil jeg foretrække den model, hvor jeg føler mig særligt behandlet, fordi min rådgiver “allerede” kan tale med mig i maj måned.

Skriv kommentar 14. marts 2008 kl. 10:09

Om at være tidspessimist og sidde i kø på motorvejen

Skrevet af Trine Kolding

I går skulle jeg undervise på et kursus i Hørsholm. Jeg var taget afsted i god tid med tanke på morgenmyldretrafikken. Alligevel endte jeg i en gigantisk kø på en af sammenfletningerne. På min gps kunne jeg se ankomsttidspunktet forsvinde længere og længere ud i horisonten. Minutterne gik og gik og gik…

En af mine kunder har givet mig øgenavnet “Tidspessimisten”, fordi jeg altid kommer til kursusstederne i så god tid, at næsten hvad som helst kan ske, og jeg vil stadig have tid til at fikse det. Ja, ja, grin bare af det. Jeg synes bare, det er så uchecket og uprofessionelt at stå 5 min. i starttid og ikke have styr på teknik etc.

Nå, mens jeg sad der og så utålmodigt på tiden, der bare gik, slog det mig, at magen til reaktivitet skulle man lede længe efter! Kunne jeg gøre noget ved køen? Ville det gavne mig og kursisterne for den sags skyld, at jeg småstressede over måske at komme for sent? I stedet tvang jeg mig selv til at komme på de tre bedste ting ved at sidde fast i en motorvejskø:

1) En helt gratis og laaang pause, hvor jeg intet kunne gøre andet end at slappe af

2) Jeg havde husket en kop te i termokoppen

3) Jeg havde husket min yndlingscd, så jeg kunne skråle højt og falsk, uden at nogen bad mig tie stille!

Da jeg nåede til Hørsholm (en halv time før kursusstart), var jeg i vældig humør og helt afslappet. Det blev en rigtig god dag. Og jeg glæder mig allerede, til jeg skal til Rungsted i morgen tidlig. Der er basis for nogle solide køer på den strækning icon smile Om at være tidspessimist og sidde i kø på motorvejen

[tags] tidspessimisme, reaktivitet [/tags]

1 kommentar 12. marts 2008 kl. 13:55

4 timers arbejdsuge – drøm eller snarlig virkelighed?

Skrevet af Trine Kolding

“Du har kun to timer – reducer arbejdstiden for at få det vigtige gjort!

1) Hvis du fik et hjerteanfald og kun måtte arbejde to timer om dagen, hvad ville du så prioritere at få gjort?

2) Hvis du fik endnu et hjerteanfald og kun måtte arbejde to timer om ugen, hvad ville du så prioritere at få gjort?

3) Hvis du fik sat en revolver for panden og blev nødt til at give afkald på 4/5 af dine forskellige tidsrøvende aktiviteter, hvilke ville du så fjerne?

4) Hvilke tre aktiviteter bruger jeg især til at udfylde tiden med for at føle mig produktiv?

5) Hvis dette er det eneste jeg udretter i dag, vil jeg så være tilfreds med min dag?

6) Sæt en Post-it på computerskærmen, eller få Outlook til mindst tre gange om dagen at stille dig spørgsmålet “opfinder du gøremål for at undgå det vigtige?”

7) Lad være med at multitaske”

Timothy Ferris er gået fra en 40 til 4 timers arbejdsuge bl.a. ved at stille sig selv ovenstående spørgsmål. Outsourcing er nøgleordet. Læs mere her: Kommunikationsforum.dk ¨- artiklen “Fra 40 til 4-timers arbejdsuge..Livsstilsdesign – eller et spørgsmål om at tage sig selv alvorligt?”

Skriv kommentar 10. marts 2008 kl. 20:22

Arbejd hårdt – hvil hårdt

Skrevet af Trine Kolding

Under en tur i det jyske for nylig holdt jeg møde med HR chefen for et rådgivningsfirma. De var interesserede i personlig effektivitets-kurser med fokus på at bruge tiden på det rigtige og på at tilrettelægge sin arbejdsindsats efter behov. Med det mente HR chefen, at det er fint og forventet, at medarbejderne giver den en skalle i højsæson-perioderne. Men det er samtidig vigtigt, at de også husker at slappe af, når der ikke er så travlt.

Udfordringen i denne virksomhed er, at medarbejderne glemmer at gå tidligt hjem, når det er muligt. Måske er der gået inflation i travlheden. Måske ser de andre kolleger, der stadig har travlt med deres respektive projekter, og føler så ikke de kan tillade sig at gå hjem. Måske er de endda arbejdsafhængige. Hvem ved? Der er mange årsager til, at der for tiden lægges så mange arbejdstimer rundt om i de danske virksomheder.

Som tidligere eliteidrætsudøver er HR chefen opflasket med, at hård træning også kræver hård hvile – eller med andre ord tid til restitution. Det nytter f.eks. ikke at løbe 7 dage om ugen, hvis du er ved at træne dig op til et marathon. Hverken muskler, led eller sener kan holde til det i længden, og rent faktisk ender du med et dårligere træningsudbytte, end hvis du sørgede for at lade op igen.

Det samme princip gælder i vores arbejdsliv. Der er bestemt ikke noget galt med at arbejde meget eller hårdt i en periode. Hvis du vel at mærke også sørger for at arbejde mindre i andre perioder. Tænk lige efter: Hvornår har du sidst hvilet hårdt? Altså sørget for at lægge en periode ind til at genoplade/restituere efter en krævende opgave?

De fleste af os er allerede på vej videre til det næste projekt, næste kunde… Hjulene skal jo holdes i gang. Lediggang er roden til alt ondt!

Så lige præcis dén fredag, hvor den jyske HR chef efterspurgte mere hård hvile, ja da varmede det helt ind i mit tidshjerte icon smile Arbejd hårdt   hvil hårdt

[tags]personlig effektivitet, tidshjerte, HR chef, effektivitetskurser, arbejdsafhængig, travlhed [/tags]

Skriv kommentar 4. marts 2008 kl. 13:09

En opgave skal tage den tid, du beslutter

Skrevet af Trine Kolding

I forlængelse af Abelones indlæg Sådan tjener du mere som freelancer , hvor hun elegant spiller bolden videre, vil jeg selvfølgelig meget gerne kommentere råd nr. 13:

Trim din produktion. Planlæg din dag og koncentrer dig om én opgave ad gangen. Et firetimers job skal tage fire timer. Arbejd eventuelt offline en gang i mellem, hvis du ikke kan lade være med at åbne de mails, der kommer ind.

Når opgaver tager den tid, de tager
At beslutte sig for, hvor lang tid du vil bruge på en opgave, er et af de mest effektive tidsstyringsråd, jeg kender. Især for perfektionister kan dette råd hjælpe til at spare temmelig meget tid.

Opgaver har det med at tage den tid, vi sætter af til dem. Så hvis der ikke er nogen bagkant, så flyder tiden nemt. Og er du samtidig perfektionistisk anlagt, så kan du formentlig blive ved at finpudse i én uendelighed (jeg taler af egen erfaring!).

Særlig problematisk er det, hvis du arbejder efter en fast pris/tilbud. Tager du, lad os sige kr. 1.000,- i timen, og har du aftalt med kunden, at honoraret er kr. 3.000,-, så vil din timeløn proportionelt falde med de ekstra timer, du bruger på opgaven. Hvis du både finpudser og måske endda også laver overspringshandlinger undervejs, så er der ikke lang vej til at bruge dobbelt så meget tid som aftalt. Nu er dit honorar pludselig faldet til kr. 500,-/time, og du har mindre tid til at nå de andre opgaver.

Det lyder måske som logik for burhøns, men jeg ser ofte, at manglende tidsstyring med opgaverne skaber generel tidsnød og reducerede honorarer. Og det er jo ikke ligefrem dét, der gør det sjovt at være selvstændig!

[tags]tidsnød, fast timepris, honorar, overspringshandling, perfektionist, planlægning [/tags]

Skriv kommentar 17. februar 2008 kl. 22:39

Fordommene lever, men holder de stik?

Skrevet af Trine Kolding

Fordomme om den offentlige sektor og dens effektivitetsniveau eksisterer i bedste velgående. Jeg støder på dem i form af kommentarer som: “Man bliver i hvert fald ikke stresset af at være offentligt ansat” (faktum er, at antallet af stressramte i den offentlige sektor er temmelig højt), “Tempoet er jo noget lavere, de kunne lære noget af det privat erhvervsliv” etc.

Da jeg i sin tid arbejdede i konferencebranchen, var det almindelig kendt, at den offentlige sektor var længere fremme på HR-området end private virksomheder. Offentlige arbejdspladser var også blandt de første til at indføre GRUS-samtaler (gruppeudviklingssamtaler) for selvstyrende teams.

Og forleden læste jeg om en ny undersøgelse foretaget af Teglkamp & Co., som har spurgt 267 ledere om, hvordan de oplevede arbejdet i ledergruppen. “Hver femte ledergruppes møder er ofte meget ustrukturerede… og hver tiende ledergruppes møder opfattes som direkte kaotiske” (Berlingske Tidende, januar 2008). Ifølge undersøgelsen afvikles ledermøderne i den offentlige sektor langt mere struktureret end i private virksomheder. Samtidig er de offentlige ledere tilsyneladende også mere disciplinerede.

Fordommene om den offentlige sektor er der stadig, men måske er det på tide at luge ud i dem.

[tags] offentlig sektor, private erhvervsliv, fordomme, GRUS samtaler, effektivitetsniveau, Teglkamp & Co., Berlingske Tidende, struktur og disciplin [/tags ]

Skriv kommentar 5. februar 2008 kl. 17:42

Nyere indlæg Ældre indlæg

Bøger til selvstændige: