Tid
Skrevet af Trine Kolding
I dagligdagen har vi selvstændige nok at gøre med at holde driften i gang og sikre omsætningen. Tiden til de store tanker og strategiske overvejelser synes knap. Dét er lige præcis manges største udfordring – at vi ikke når til at sikre virksomhedens fremtid.
Vælger du derimod at sætte tid af til at holde strategidag med dig selv og endnu bedre med andre, der kan give dig konstruktive input og udfordringer, er du sikret større arbejdsglæde, bedre styring af virksomheden og et solidt grundlag at prioritere og planlægge ud fra.
Min inspirerende kontorkollega Jytte og jeg holder strategidag sammen. Vi kender hinanden og virksomhederne godt, så vi fungerer som gensidige sparringspartnere og stiller hinanden nogle af de spørgsmål, vi ikke stiller os selv. Der skal være til loftet på en strategidag, så vi tog selvfølgelig til udlandet! Malmø er kun 40 min. væk med toget, men giver en mental fornemmelse af større armbevægelser. Hér fandt vi god inspiration:

Bygningen Turning Torso i Malmø
Ville du som medarbejder acceptere, at din chef aldrig holdt udviklingssamtale med dig?
- hvornår ligger din næste udviklings-/strategisamtale?
[tags]udviklingssamtale, strategi, prioritering, planlægning [/tags]
2. juli 2008 kl. 12:07
Skrevet af Trine Kolding
Kursussæsonen er slut, og sommeren trænger sig på. Men inden da skal jeg liiige nå at færdiggøre et bogmanuskript, der skal afleveres om to uger. Da jeg jo er en udpræget tidsrealist med en snert af tidspessimisme, har tidshorisonten, som tidligere nævnt på bloggen, kostet mig et par grå hår. Men det er en god anledning til at øve sig i lidt tidsoptimisme:-)
Da jeg jo ikke gider at arbejde om aftenen, har jeg i stedet foræret mig selv 2 1/2 time hver dag de kommende uger. Jeg har nemlig valgt at arbejde hjemmefra, og transporten til og fra mit kontor løber faktisk op i de 2 1/2 time. Hjemmearbejdet giver mulighed for at aflevere ungerne i ro og mag og hente dem tidligt. Samtidig får jeg den nødvendige ro til at fordybe mig i skriveprocessen. Og sidst men ikke mindst er det bare herligt en gang imellem at kunne daske rundt i de ældste joggingbukser og udtrådte sandaler.
Tidsbesparelsen kommer dog ikke til at blive permanent. Jeg trives bedst i omgivelser med bevægelse og samspil. Men som en variation i arbejdsform er det fantastisk ind i mellem at benytte sig af fleksibiliteten. Så de næste par uger nyder jeg livet på terassen med den bærbare på skødet.
Ha’ en dejlig dag,
Trine Kolding
PS! Hvis du har erfaringer med tidsoptimisme (alting tager kun 5 min.!) eller tidspessimisme (der er aldrig tid nok), hører jeg meget gerne fra dig. Jeg er netop i gang med kapitlet om tidstyper og vil meget gerne have yderligere input. Du finder min mailadresse på: www.tidogtanke.dk
[tags] tidsrealist, tidspessimist, tidsoptimist, manuskript, trine kolding [/tags]
1. juli 2008 kl. 08:12
Skrevet af Trine Kolding
Bag den spøjse overskrift gemmer sig en fantastisk, smertefuld og effektiv omgang massage. Efter en lang kursussæson har jeg oparbejdet en god portion myoser. Så da min kontorkollega forleden anbefalede en Buddha massage hos Ni’mat, var jeg ikke sen til at følge op.
Mellem to møder i dag øjnede jeg lige muligheden for at smutte op og høre, om de mon havde en ekstra tid og Jubii, det havde de. Det var i den forbindelse jeg stiftede bekendtskab med Christian, en tysk sportsmassør, som ifølge receptionisten “tog godt fat”. Tak skæbne, ja det gjorde han! Sjældent har jeg oplevet så stor en selvpåført smerte – men det virkede, og massagen var fantastisk. Efter en halv time fløj jeg ud i en endorfinrus med skuldrene siddende 5 cm lavere end før.
Christian, der udover sit job hos Ni’mat også masserer store sportsstjerner (uden sammenligning i øvrigt
), påpegede, at nok gjorde det ondt, men det var den mest effektive form for massage. Og det passer lige ind i mit kram – effektivitet i dagligdagen. Han kan varmt anbefales.
Jeg har allerede booket en ny tid hos den hårdhændede tysker + en tid til mere blid massage, for det er også vigtigt at tage sig tid til afslapning og forkælelse.
Med ønsket om en god dag,
Trine Kolding
[tags]Ni’mat, massage, effektiv massage, Buddha massage, Trine Kolding [/tags]
25. juni 2008 kl. 14:10
Skrevet af Trine Kolding
“Hvorfor tager du afsted så tidligt?”, spurgte min mand, da jeg bookede en togbillet til Århus med afgang om formiddagen (kursus skulle afholdes næste dag).
I øjeblikket underviser jeg i Århus ca. 1 gang om ugen. Med DSBs igangværende skinnearbejde er der ca. 4 timers transport hver vej. Så med togtur, overnatning og kursus bliver det da til noget tid væk fra familien. Som jeg ser det, er der to måder at gribe situationen an på:
1) Ærgre sig over den megen spildtid og irritere sig over ikke at kunne være sammen med mand og unger
2) Fokusere på fordelene og få noget godt ud af det
Skrivetid og egentid
Jeg vælger det sidste. Den lange transporttid giver mig en chance for at nå at færdiggøre mit nye bogmanuskript. Deadline er lige om lidt og har kostet mindst ét gråt hår. 4 timers koncentreret og uforstyrret tid – hvor ofte har du egentlig det? Når jeg tager tidligt afsted, kan jeg nå skrivearbejdet på vejen og slappe af om eftermiddagen. Som virksomhedsejer og småbørnsmor er egentid en sjældenhed, så det gælder om tage og nyde den, når det er muligt.
Jeg har en særlig forkærlighed for Århus, fordi jeg startede min erhvervskarriere her. 12 år efter er det stadig lidt som at komme hjem, når toget ruller ind på banegården. Jeg nyder at slentre rundt i gaderne, og for tiden er jeg ved at indarbejde en rutine med at tage i kurbad i den gamle badeanstalt Spanien. Det er et skønt sted med masser af atmosfære. Efter en svømmetur er det herligt at afslutte med dampbad og det kolde gys! Både krop og sind er som nyfødt bagefter.
Næste uge har jeg booket tid til massage. En vidunderlig og energigivende egentids-aktivitet, som jeg faktisk endnu ikke har praktiseret i 2008.
Summa sumarum: Det er dejligt at holde kurser i det jyske - fordi jeg har valgt, at disse ture skal være min lille oase. Og så er det ekstra dejligt at komme hjem til familien, når man både har savnet og fået ladet op.
Hvad og hvor er dine oaser?
Mange afslappede hilsener fra det jyske,
Trine Kolding
[tags] Svømmebadet Spanien, Århus, oaser, egentid, DSB, dampbad, kurbad, massage [/tags]
9. juni 2008 kl. 18:48
Skrevet af Trine Kolding
En posedames bekendelser
Jeg har altid været en stor fan af kasser og andre former for opbevaring. Lige fra jeg var helt lille, har jeg praktiseret forskellige typer af arkiverings- og opbevaringssystemer. Min mor, der er et udpræget ordensmenneske, mindes stadig med gru, hvordan jeg samlede på plastikposer. De er nemlig geniale til lynhurtigt at få et værelse til at se ryddeligt ud. Ned i poserne med bunker, nips og andet habbengut og så ind i skabene. Så er der ryddet op på 5 min.!
Jeg gemmer stadig poser og sorterer dem efter anvendelighed og udseende. De pæne egner sig godt til at opbevare papirer etc. i, hvis jeg skal til møde. Netto-poserne er mest til skrald. Og de brede er gode til at gemme ting i, der skal på loftet. Ja, ja, sådan har vi alle vores særegne vaner
I dag er det dog mere kasser og kister, der præger hjemmet. Som jeg fortalte i forrige indlæg, bruger vi kurve til ungernes tøj. Det ryger direkte fra tørretumbleren og ned i kurvene. Ingen spildtid på at stryge og lægge sammen.
Det ta’r virkelig kun 5 min.
Samme system fungerer fint til legetøj. Med småbørn ligner hjemmet som regel Jerusalems ødelæggelse fra morgen til aften. Men med kurve til legetøjet kan der på kort tid se ud som om, der rent faktisk også bor voksne mennesker. I starten forsøgte jeg ambitiøst at sortere legetøjet. Nu har jeg kastet håndklædet i ringen – legesagerne skovles usorteret op i nærmeste kasse. Og det tager faktisk kun de klassiske 5 min. at få stuen til at ligne en voksenzone.
Kisteglad!
Kister er mit seneste påfund. Er I klar over, hvor mange ting der kan være i en kiste? Vi har en til legetøj, en til sengetøj, en til nips og stearinlys, en til… Måske er det ved at tage overhånd. For nylig spurgte et vennepar, om vi havde en særlig forkærlighed for kister!
Næh, egentlig ikke. Jeg er bare stor tilhænger af alt, der kan spare tid i hverdagen og er funktionelt. Men måske skal vi overveje nye opbevaringssteder.
Har jeg i øvrigt fortalt jer om den skunk, der findes hele vejen rundt på 1. salen i vores nye hus?
Mange hilsener, Trine Kolding
[Tags] travle børnefamilier, børnetøj, opbevaring, opbevaringssystem, spar tid, skunk, kister, posedame, det ta’r kun 5 min. , voksenzone, kasser, ordensmenneske, Trine Kolding[/tags]
8. juni 2008 kl. 19:01
Skrevet af Trine Kolding
Et kursus for nylig var et rent kvindehold. Vi fik kigget grundigt på prioritering etc. både på arbejdet og privat. Et gennemgående træk hos flere var tendensen til at yde, før de kunne nyde.
Først skal jeg lige…
Først skulle arbejdet nås, så skulle ungerne hentes, herefter var det tid til aftensmad, putning, oprydning, vasketøj, rengøring… Pyha, jeg bliver helt svedt bare af at remse op. Én af dem kunne slet ikke huske, hvornår hun sidst havde slappet sådan helt af. For der var jo altid liiige noget, der skulle ordnes. Og når hun endelig havde fået sat sig i sofaen, fik hun som regel øje på en nullermand, legetøj eller andet, der lige skulle samles op, før hun kunne slappe af. Resultat? Hun var altid i gang.
Jeg kender det alt for godt. Måske i lidt mindre målestok, men har jeg planlagt en afslapningsdag derhjemme, så er det altså rarest, hvis der først lige er ryddet op og sat en vask over. Er det et kvindesyndrom? Byd gerne ind, kære læser!
Problemet er, at hvis man altid lige skal yde først, så når man ikke altid til at nyde. Sagt i al fortrolighed – det er sket en enkelt gang, at jeg har glæder mig til at indkassere belønningen om aftenen efter at have ydet hele dagen. Ja altså, belønninger som at se en film eller læse en god bog. Men inden jeg når dertil, er jeg drattet om i dyb søvn på sofaen. ØV!
Så nu er jeg gået i skarp træning. Nyd først! På togturen hjem fra Jylland læste jeg FØRST min krimi færdig. Og først bagefter gik jeg i gang med at skrive blogindlæg. Sjovt nok var jeg mere motiveret og inspireret, end jeg plejer at være kl. 8 om aftenen.
Måske skulle jeg starte i morgen med at holde fri og så overveje, om jeg gider tage på arbejde… Nej, ikke lige i morgen. For der er jeg inviteret til Bruxelles for at holde et par foredrag. Så jeg kombinerer arbejde med lidt ferie har inviteret min kære husbond med til lidt tiltrængt voksentid.
Mange hilsner,
Trine Kolding
[tags] yde, nyde, blogindlæg, nullermand, vasketøj, oprydning, nyd først, Trine Kolding[/tags]
27. maj 2008 kl. 07:59
Skrevet af Trine Kolding
Hvad er dit ambitionsniveau?
En af de første ting, der overraskede mig, da mine unger kom til verden for snart tre år siden, var ambitionsniveauet i omgangskredsen. Én strøg alt børnetøjet, en anden spurgte, om jeg havde fundet “de rette farver” til hver af drengene. Forvirret spurgte jeg, hvad hun mente. Hun havde i forbindelse med tøjvalg til sin søn udset sig nogle specifikke farver, der passede godt til ham.
Nem opbevaring af tøj
Jeg tænkte på vores opbevaringssystem til drengenes tøj: En reol med otte store kurve. Hver kurv mærket “Bukser”, “Bluser”, “Strømper” etc. I starten havde de pga. størrelsesforskellen en søjle med hver deres kurve. Øverst stod deres navne – så kunne de aktive bedsteforældre også nemmere finde ud af det, når de passede ungerne. Det blev dog hurtigt til fælles tøjkurve. Men vi er altså aldrig rigtigt nået til farvevalget.
To forskellige farver sokker
Mens de var små, handlede det primært om at stikke hånden ned og trække et stykke rent tøj op. I dag kan vi da godt tænke lidt over sammensætningen, hvis vi skal til festlige sammenkomster. Men indrømmet, vi har præsteret at sende én af dem af sted med strømper i to forskellige farver. Det blev højlydt kommenteret – ravnemor (ikke ravnefar)! Men jeg tror såmænd ikke, at barnet har taget nævneværdig skade.
Sparer dig for masser af tid
Fordelen ved at opbevare tøj i kasser er, at du slipper for at lægge det sammen hver gang. Med 15-20 tøjvaske om ugen det første år har det sparet os for oceaner af tid. Og strygejernet? Bliver kun brugt, når vi voksne har et forretningsmøde.
Jeg ved godt, at nogle finder det helt horribelt, at børnenes tøj ikke bliver strøget eller lagt pænt sammen. Men hvad er egentlig vigtigst – nystrøgne bukser eller tid til ungerne? Eller måske endda tid til dig/jer?
Og der findes SÅ meget lækkert strygefrit tøj i dag
Mange hilsener,
Trine Kolding
PS! Tidsbesparende tips i privatlivet modtages med kyshånd!
[Tags] ambitionsniveau, travle børnefamilier, børnetøj, opbevaring, opbevaringssystem, ravnemor, spar tid, strygefrit tøj, tidsbesparende tips[/tags]
25. maj 2008 kl. 20:39
Skrevet af Trine Kolding
Her følger en historie om, hvordan mit værste mareridt blev til virkelighed, og alle bekymringer gik i opfyldelse.

Der er to ting, jeg ikke kan tillade mig som underviser i personlig effektivitet:
1) At komme for sent
2) At overskride mine deadlines
Alt går galt
I sidste uge skulle jeg holde kursus i Hellerup og tog afsted meget tidligt om morgenen for at være i god tid. Som Tidsrealist foretrækker jeg at være på kursusstedet mindst 1 time før start for at sikre, at alt er, som det skal være. Men pt øver jeg mig på at være lidt mere afslappet, så jeg havde planlagt “først” at komme kl. 8.15. Trafikken denne morgen er usandsynlig tæt, så jeg bliver sat af undervejs og regner med at tage metroen, som desværre går i stå. Alt går galt, og byen er som blæst for taxaer. Uret tikker lystigt derudaf, og på vej i bussen opdager jeg, at kablet til pc’en er gået sig en tur! Hvordan sker sådan noget?
Jeg kommer for sent til mit eget kursus
Forsøger at ringe til hotellet, så de kan varsko kursisterne. Men deres reception åbner først kl. 9. Løber ned ad Strandvejen med min kuffert (til stor morskab for morgentrafikken
), ringer til min mand for at høre et par beroligende ord, og kl. 9.01 suser jeg ind i kursuslokalet. Det er simpelthen lykkes mig for første gang i 9 år at komme for sent til mit eget tidsstyringskursus!!

Heldigvis var kun halvdelen af holdet mødt frem – de sidste kommer et par minutter senere. Men det er stadig en skidt start – i hvert fald for min mentale tilstand. Humor må der til, så jeg spørger, om det er her, der er effektivitetskursus, for jeg har brug at lære at styre min tid! Vi kommer i gang, og det er heldigvis et fantastisk hold kursister.
Uventede udfordringer
Næste udfordring: Pc’en virker ikke. Og hotellet har ingen ekstra. Efter lidt forhandling lykkes det at bestille én ude i byen. NU er vi for alvor køreklar.
Efter frokost sidder kursisterne ved det lange mødebord med tykke, hvide duge og et større arsenal af kaffe, cola, slik etc. Pludselig lyder der et brag, og den midterste bordplade falder ned over kursisterne! Brun væske flyder overalt, og papirerne sejler rundt. Ingen større skade er sket, men vi fortrækker til et andet lokale, mens personalet rydder op.
Skål! Vi går i parken
Senere ankommer et større selskab på 100-150 mennesker i lokalerne omkring os. Der skåles og holdes festtaler til den store guldmedalje. Vi fortsætter undervisningen i en lille park i nærheden. Heldigvis er vejret intet mindre end storslået!
Alt er gået i kage: Komme for sent, ingen teknik, kuldsejlet undervisningslokale og masser af forstyrrende støj.
Slutresultat: En helt igennem fantastisk og lærerig dag!
Jeg har lært, at:
1. Selv om mareridtet bliver til virkelighed, er enden god
2. Det kan sagtens lade sig gøre at undervise en hel dag næsten uden brug af pc
3. Rammerne er vigtige, men de kan sagtens ændres undervejs
4. Det er vældig inspirerende at undervise ude i naturen
5. Og allervigtigst: Jeg har fået rusket mine vaner og overbevisninger grundigt igennem, og det var dejligt befriende. Sikke mange muligheder det åbner op for.
Så Ryst vanerne en gang imellem – hvad er det værste, der kan ske?
Mange hilsener,
Trine Kolding
[tags]værste mareridt, ryst vanerne, Trine Kolding, Hellerup, Strandvejen [/tags]
13. maj 2008 kl. 11:51
Skrevet af Trine Kolding
Du kender det garanteret: Tiden lige efter frokost er en total energidræner! Fordøjelsen er i fuld sving, og du er ved at falde ned af stolen. Men fortvivl ikke – hjælpen er på vej:
Inden du går til frokost, hæver du dit hæve-sænke skrivebord. Når du kommer tilbage, er du nødt til at stå op og arbejde. Efter 30-45 min. er det en skønt at kunne sætte sig ned igen, og trætheden har ikke overmandet dig.

Tippet fik jeg i går af en kursist, der praktiserer det med stor succes hver dag.
Har du ikke noget hæve-sænke bord? Ud og køb et (der er masser af billige via kontormøbel-portaler, der forhandler brugte møbler) eller også må du i gang med at klodse bordet op på telefonbøger inden spisetid. Så får du også samlet appetit:-)
Rigtig god Pinse!
Trine Kolding
[tags]hæve sænke bord, Brdr Hoffmann, energidræner, frokosttræthed, kontormøbler, Trine Kolding [/tags]
9. maj 2008 kl. 12:48
Skrevet af Trine Kolding
Den 24. april var der virkelig noget at fejre! Virksomheden Styr På Tiden ApS gik nemlig i luften med et tidsregistreringssystem til selvstændige og mindre virksomheder.

Styr På Tiden fejrer lanceringen med champagne i Dyrehaven
Styr på timerne
Idéen udsprang af et personligt behov for et enkelt system til at holde styr på timerne. For et års tid siden mødte jeg direktøren for en IT-virksomhed i det kontorhotel, jeg har til huse, og inden længe var vi i gang at stifte et selskab sammen. Han og hans partnere sad nemlig med samme udfordring:
Hvordan bevarer jeg overblikket over timerne, og hvordan sikrer jeg fakturering af korrekt timeantal?
Fordele ved tidsregistrering
Dette er blot nogle de ting, et tidsregistreringssystem kan hjælpe dig med. Se flere grunde til at tidsregistrere hér, hvor du gratis kan downloade kapitlet “Tidsregistrering” fra bogen “Få styr på tiden”.
Og dagens gode råd:
Husk at fejre succes’erne – og at nyde livet som selvstændig!

[tags]Styr på tiden, Tid og Tanke, Trine Kolding, Dyrehaven, tidsregistrering, Få styr på tiden, champagne, livet som selvstændig[/tags]
28. april 2008 kl. 13:28
Nyere indlæg
Ældre indlæg