Tid

Farvel til Facebook

Skrevet af Trine Kolding

Igennem et stykke tid har jeg overvejet, om jeg skulle bevare min profil på Facebook. For talte de mange sjove og interessante henvendelser fra fortiden – gamle klassekammerater, tidligere kolleger etc. Imod var imidlertid de mange irrelevante informationer, at blive tagget på billeder og dermed offentliggjort uden tilsagn, samt det store tidsforbrug. Selv en “professionel tidsstyrer” som jeg kunne blive suget ind i Facebooks uendelig univers og først flere timer senere opdage, at tiden var druknet i klik efter klik efter klik…

saying goodbye Farvel til Facebook    

Dødsstødet kom dog først i går, da jeg læste, at Facebook nu sælger informationer om mig til diverse annoncører m.m. samt, at de har rettigheder til alle de billeder, jeg har valgt at lægge ud på min profil. Det vil sige, at de har ret til at bruge billeder af mine børn eller mig på et cd-cover, rejsekatalog eller andetsteds, uden jeg kan gøre indsigelser. Hvad i alverden bilder de sig ind?

Nedlagt min profil
Resolut har jeg lukket min profil. Farvel til alle mine virtuelle venner – forhåbentlig tilgiver I mig. Heldigvis findes der andre netværk, f.eks. LinkedIn, hvor du er velkommen til at kontakte mig.

Læs mere om Facebooks metoder her:

“Facebook vil sælge dine oplysninger”, Berlingske Tidende

“Har Facebook ret til din profil?”, Computerworld

Og lad mig endelig høre, hvad du mener.

God weekend, Trine

[tags] Facebook, LinkedIn,, Berlingske Tidende, Kommunikationsforum [/tags]

5 kommentarer 6. februar 2009 kl. 17:28

Når de voksne har for travlt

Skrevet af Trine Kolding

Sandheden skal man høre fra børn og fulde folk, har min far altid sagt, og i dag fik han endnu en gang ret. Min ene treårige søn sad og faldt i staver i morges, da han var ved at tage sutsko på i børnehaven. Ud af den blå luft lyder det pludselig: “Mor, når de voksne har travlt, har de ikke tid til at snakke”.

Av, for dén, det gjorde ondt helt inde i hjertekulen. Godt nok refererede han til pædagogerne, men det ku’ lige så godt have været mig – eller måske dig. For det er jo så sandt, så sandt. Når vi har travlt, er det ofte nærværet over for børnene, der ryger først. For vi skal lige, og lige, og…

busy Når de voksne har for travlt

http://www.travlemedarbejdere.dk/ har jeg blogget videre om, hvad vi som forældre kan gøre for at skabe større nærvær i dagligdagen. 

Lige nu sidder jeg med tanken: Godt, han sagde det højt, så jeg skærper min opmærksomhed omkring det. Men hvad med alle de tanker, han og andre børn ikke siger højt? Måske skulle vi voksne øve os i ikke lige at skulle nå en hel masse, før vi har tid til at lytte efter.

Mange hilsener, Trine

[tags] pædagoger, travlhed, travle medarbejdere [/tags]  

Skriv kommentar 28. januar 2009 kl. 10:51

Tak for denne gang og glædelig jul

Skrevet af Trine Kolding

90 15 57 christmas tree web Tak for denne gang og glædelig jul 

 Kære bloglæsere

Jeg vil benytte lejligheden til at takke for jeres læselyst og kommentarer gennem året, der gik. Det har været en fornøjelse at blogge om tid, effektivitet og livet som selvstændig.

Samtidig vil jeg ønske jer alle en rigtig glædelig jul og godt nytår.

Mange hilsener, Trine Kolding                                      images Tak for denne gang og glædelig jul

2 kommentarer 22. december 2008 kl. 09:57

Storkontorer – fremmende eller hæmmende for effektiviteten?

Skrevet af Trine Kolding

                                 storkontor Storkontorer   fremmende eller hæmmende for effektiviteten?
I mit arbejdsliv har jeg med få års intervaller skiftet mellem små og store kontormiljøer. Første gang jeg stiftede bekendtskab med storkontor-konceptet, sad jeg med to meget talende herrer placeret henholdsvis foran og bagved mit skrivebord. Selv er jeg godt skåret for tungebåndet, men her mødte jeg alligevel mine overmænd – især i lydstyrke. Resultatet blev, at jeg adskillige gange hver dag måtte bede dem dæmpe sig og undgå at tale hen over hovedet på mig. Til sidst flyttede vi pladser, så jeg fik et mere stille hjørne.

Storkontorer er fyldt med støj
En stadig større del af arbejdsstyrken deler kontor med mange kolleger, og afbrydelser og højt støjniveau er i dag et fast punkt på listen over udfordringer, når jeg holder kurser. Adskillige undersøgelser peger da også på, at larm og afbrydelser på arbejdspladsen medfører træthed og koncentrationsbesvær. Og støj avler desværre øget støj. Jo højere støjniveauet er, jo højere taler vi – og så den onde cirkel svær at bryde.

Uenige eksperter
Eksperter er uenige om, hvordan problemet skal tackles. Nogle taler for regler for adfærd og kommunikation, mens andre mener, det er en falliterklæring, fordi det i så fald vil være de utilfredse, der bestemmer, og så skal de øvrige til at lave om på os selv. Denne argumentation forstår jeg ikke helt, for kompromis’er og hensyn til hinanden er vel en forudsætning for en velfungerende arbejdsplads?

Strategisk indretning og varierede arbejdsformer
Som sagt har jeg selv skiftet adskillige gange mellem forskellige kontorformer, og det slår mig, at jeg ved hvert skift tænker: “Ah, det var dejligt at få mit eget kontor” eller “Ah, det var dejligt at komme ud til noget liv og aktivitet igen”. Pointen? Variation virker for de fleste af os. Og måske ligger løsningen lige for:

Drop forestillingen om, at vi enten skal sidde alene eller blandt mange. Bland formerne, så vi afhængig af arbejdsopgaver og samarbejdsrelationer kan skifte plads. Eksempel: På en tidligere arbejdsplads indrettede vi et stillekontor, hvor vi kunne sætte os ind, hvis en opgave krævede særlig koncentration. En anden mulighed er at oprette eller udnytte muligheden for at arbejde hjemme ind i mellem. De fleste oplever, at både energi og effektivitet stiger, når vi skifter miljø og får luftforandring.

flex og storrum Storkontorer   fremmende eller hæmmende for effektiviteten?
Billede af flex- og storrum, hvor der er mulighed for forskellige arbejdsformer (fra Slots- og Ejendomsstyrelsens hjemmeside: www.ses.dk)

Pladsen er ikke det rette sted at spare, så indret ekstra mødelokaler, hvor medarbejdere kan sætte sig ind, så de undgår at forstyrre de øvrige kolleger i storkontoret. Kort sagt: Tænk mere kritisk over indretningen. Hvis storkontorerne skal give mening og effekt, skal indretningen give mulighed for forskellige arbejdsformer.

Halv fridag eller effektivitetsfremmer?
Og endelig er det vigtigt at skabe en kultur, hvor det er tilladt at benytte sig af de forskellige muligheder. Mange arbejdskulturer er desværre håbløst gammeldags i deres indstilling til f.eks. hjemmearbejdspladser. Her bliver det nemlig stadig anset for at være en halv fridag i stedet for en mulighed for at øge koncentration og effektivitet.

Mange hilsener, Trine

[tags] storkontor, åbent kontor, effektivitetsfremmer, afbrydelser, støj, kontorformer, arbejdsformer [/tags]

Skriv kommentar 4. december 2008 kl. 09:01

Jeg gør det sgu’! Om at flytte på landet

Skrevet af Trine Kolding

Om en måned fejrer min virksomhed fem års jubilæum, og i alle årene har den holdt til i København. Dels fordi jeg selv boede der, dels fordi jeg havde en forestilling om, at placeringen i hovedstaden sendte “et godt signal”.

Nu er jeg imidlertid flyttet ud af byen og har det sidste år haft 2-3 timers transport om dagen, når jeg skulle ind på kontoret. Det er temmelig meget, især med børn i daginstitution. Derfor har jeg på det sidste overvejet, om det var på tide at finde andre lokaler tættere på hjemmet.

Indrømmet, jeg har ligget lidt under for snob-effekten: Firmaadresse i indre København er ikke så ringe endda. Og samtidig tvivlen: Ville det betyde noget for virksomheden at flytte på landet?

Man kan jo overveje sig ihjel, og faktum er, at jeg faktisk ikke aner, om en ny adresse kommer til at få betydning. Så i sidste uge traf jeg beslutningen: Jeg gør det sgu’! Som sagt, så gjort: I morgen flytter jeg til et dejligt kontor – næsten fire gange så stort, som det jeg har nu, men til samme pris. Ligesom huspriserne er også kontorlokaler billigere uden for Storkøbenhavn:-).

                             paa landet Jeg gør det sgu’! Om at flytte på landet
                                Tænk, hvis dette virkelig var udsigten fra kontoret!

Jeg siger farvel til gode kolleger. Men vi ses alligevel ikke så tit, for vi er jo ude af huset det meste af tiden. I stedet har vi nu aftalt faste udviklingsmøder. Til gengæld får jeg lejlighed til at møde nye kolleger, mere plads, julefrokost, og det bedste: 7 min. til arbejde til fods! Det må være årets mest tidssparende beslutning:-)

5 kommentarer 20. november 2008 kl. 14:04

DHL-stafet på ingen tid!

Skrevet af Trine Kolding

dhl front DHL stafet på ingen tid!
Som nystartet firma må man naturligvis sørge for jævnligt at styrke the teamspirit, og hvad er mere oplagt end at deltage i DHL-stafetten? Når firmaet oven i købet hedder Styr på tiden, forpligter det altså en del at løbe stafet!

Derfor var alle mand + kvinde enige om, at vi ikke var med blot for at deltage – men for at vinde! Imidlertid manglede vi den 5. løber. Vi er jo en moderne og politisk korrekt virksomhed, så selvfølgelig er en af de mandlige partnere på barsel. Som direktør må man sommetider stille op til lidt af hvert, så Jon tog første og sidste-turen på hhv. 20 og 21 minutter. Godt løbet, Jon!

1 time og 58 min. senere kunne vi, godt svedige og forpustede, konstatere, at vi levede op til firmanavnet: Styr på tiden.

dhl back1 DHL stafet på ingen tid!

Tak til DHL for et fantastisk vellykket og velorganiseret arrangement.

Mange hilsener,

Trine

[tags]DHL-stafet, Styr på tiden, teamspirit[/tags]

Skriv kommentar 10. september 2008 kl. 11:40

Ses vi på Iværk08?

Skrevet af Trine Kolding

                                               ivaerklogo Ses vi på Iværk08?        


Fredag og lørdag er der stor iværksættermesse i Forum. Styr På Tiden ApS er naturligvis repræsenteret med en stand. Og vi har den bedste chokolade! Udover det kan du også få indblik i, hvad du kan bruge et tidsregistreringssystem til. Og sidst – men ikke mindst – kan du deltage i lodtrækningen om to eksemplarer af bogen “Få styr på tiden – sådan bliver du mere effektiv”

              logo resized Ses vi på Iværk08?

Løber tiden altid fra dig, og ville du ønske, du havde mere styr på den? Så kom forbi workshop-området lørdag kl. 10.30, hvor jeg har fornøjelsen af at holde en mini-workshop om at få styr på tiden.

På gensyn,

Trine Kolding

[tags]Få styr på tiden, Iværk08, Børsen Mikro, Børsens Forlag, workshop, tidsregistrering[/tags]

Skriv kommentar 10. september 2008 kl. 10:56

Vil du høre, hvor travlt jeg har?

Skrevet af Trine Kolding

Fredag eftermiddag var vi indkaldt til arbejdsdag i børnehaven. Under en strålende sol trak vi alle i arbejdstøj og-handsker og kastede os over ukrudt, etablering af balancebomme, maling etc. Mens jeg stod der med enden i vejret og flåede i genstridige brændenælder, siger den 8-årige pige, der hjalp til: “Vil du høre, hvor travlt jeg har i morgen?”.

Overrasket kiggede jeg op på hende og nikkede opmuntrende. Herefter remsede hun sit lørdagsprogram op så propfyldt med sportsaktiviteter m.m., at jeg blev helt stakåndet bare af at lytte. Når jeg tænker tilbage på min barndom, havde vi “travlt”, når jeg skulle til en enkelt gymnastik-opvisning om søndagen. Og jeg husker stadig, da min mor nægtede at betale for mere end to gymnastikhold om ugen, for der måtte da være grænser for, hvor meget jeg skulle rende til! Dengang var det meget traumatisk for mig, men jeg tror nu, at hendes pointe var, at fritidsaktiviteterne ikke skulle tage overhånd, så der ikke var tid til legekammerater. Hader du også, når man må erkende, at ens forældre havde ret?

Hvorom alting er, så er det selvfølgelig den enkelte families valg, hvor meget poderne skal gå til. Men spørgsmålet fik en alarmklokke til at ringe i det fjerne: Starter travlhedstyranniet allerede i de første skoleår? Lærer vi ubevidst vores børn, at det stadig er smart at have travlt? Og hvad kan vi hver især gøre for at hjælpe dem til at skabe en solid platform med en god balance mellem tid og aktiviteter?

Eftertænksomme hilsener

Trine

Skriv kommentar 8. september 2008 kl. 22:39

15 minutters træning om ugen er nok!

Skrevet af Trine Kolding

                                                           423476 150x150 15 minutters træning om ugen er nok!   
Efter fem ugers sommerferie var det faktisk rigtig dejligt at komme på arbejde igen. Herligt at gense kolleger og snakke med kunder. Allerede i dag (tirsdag) er jeg i Århus for at undervise, og faste læsere af bloggen vil vide, at turene til den jyske storby er en af mine oaser. Hotelophold med roomservice og egentid er ren balsam for småbørnsforældre.

En af mine ambitioner for sommerferien var at komme i superform for til årets DHL-stafet, som jeg skal løbe sammen med mine kolleger fra Styr På Tiden ApS. Sådan et firmanavn forpligter altså, og desuden er vi alle konkurrencemennesker.

Ambitionen blev dog ikke helt indfriet: “Jeg havde ikke rigtig tid” icon smile 15 minutters træning om ugen er nok! I stedet blev jeg stormester i lange middagslure med ungerne. Nu er stafetten imidlertid kun ni dage væk, så jeg har netop været i hotellets fitnesscenter for at teste formen af. Ikke fordi det har nogen speciel relevans for indlægget, men jeg må bare lige prale lidt: 26 min. og 40 sek. tog det at løbe 5 km. Pavestolt er jeg faktisk… og helt flad!! Utroligt, hvad stædighed kan gøre.

Hvorfor fortæller jeg dig så alt dette? Fordi i skrivende  stund har DR-programmet “Ha’ det godt” afsløret, at 15 min. intensiv træning om ugen har lige så stor effekt rent konditionsmæssigt som 10 timers ugentlig moderat træning! Selv forbrændingsmæssigt er effekten stort set den samme, fordi den intensive træning giver en højere efter-forbrænding.

Dét er da godt nyt til travle mennesker. Nu er tiden i hvert fald ikke længere en hindring. Og selv motionshadere kan vel motivere sig til en fjerdel af en time i løbet af en hel uge… Jeg ville blot ønske, at de havde sendt programmet i starten af min ferie. Så havde jeg undgået dårlig samvittighed og i dag været i topform med blot 1 t. og 15 min. træning i alt.

Til gengæld kan jeg glæde mig over, at min indsats svarer til næsten 20 timers træning, og at jeg nu blot finde ud af, hvor jeg skal lægge mine 15 min. spurt i løbet af ugen. Så er jeg snart klar til stafet!

Mange hilsener, Trine

[tags] DHL-stafet, Styr På Tiden, DR, ha’ det godt [/tags]

4 kommentarer 26. august 2008 kl. 18:52

Hold så fri – for din og min skyld!

Skrevet af Trine Kolding

Julie Lindegaard har skrevet er rigtig godt indlæg om selvstændige og ferie. Pointen er, at to forskellige undersøgelser viser, at 1) det er prestigefyldt at være selvstændig i dag og 2) selvstændige og ledere er de grupper, der holder mindst fri/ferie. Af en eller grund føler de det nødvendigt at være tilgængelige hele tiden – også i ferien. Det er lige vand på min mølle!

         no work1 150x150 Hold så fri   for din og min skyld!no work1 150x150 Hold så fri   for din og min skyld! no work1 150x150 Hold så fri   for din og min skyld!no work1 150x150 Hold så fri   for din og min skyld!
Arbejd hårdt, hvil hårdt
Når du vælger et krævende job/karrierevej, stiller det samtidig krav til dig om at kunne sige fra, prioritere og især restituere. Personalechefen i en jysk konsulentvirksomhed siger til sine medarbejdere: Hvis I skal arbejde hårdt, må I også hvile hårdt! Ingen mennesker kan holde til bare at arbejde og arbejde. Der skal lades op, slappes af, soves, hygges etc.

Egne forventninger stresser
Berlingske Tidende skrev da også i går om, at 60% af danskerne føler sig stressede. Eksperter peger på, at det i stigende grad er vores egne forventninger, der stresser os. I dag er det eneste sikre, at tingene forandrer sig. Ord som forandringsvillighed og omstillingsparathed blevet tyndslidt i en grad, så vi næsten ikke orker at sige eller høre dem mere. Vi kan ikke længere regne med noget, for mål, rammer og succeskriterier ændrer sig hele tiden. Ofte når vi ikke engang at realisere et mål, før det bliver ændret eller erstattet af et nyt.

Vores eget ansvar at være lykkelige
Samtidig skyller en selvrealiseringsbølge ind over os med dens inciterende løfter om større lykke og balance, når blot vi realiserer vores fulde potentiale. Arbejdet er en større og større del af vores identitet, så det er kun et naturligt sted at investere sine kræfter i at blive endnu bedre, mere succesrig, mere lykkelig. Enhver er sin egen lykkes smed, så hvis du ikke føler dig lykkelig, må du arbejde hårdere for at blive det.

Det kræver mod at holde fri
Hvis vi blot var lige så gode til at restituere, som vi er til at arbejde, tror jeg, at mængden af danskere på antidepressiv og angstdæmpende medicin ville falde markant. Men det kræver, at vi selv tager første skridt. Forvent ikke, at andre beder dig om at sætte tempoet ned. For de har mindst lige så travlt med at indfri deres egne og omgivelsernes forventninger. På den måde hjælper vi hinanden med at opretholde et tårnhøjt forventningsniveau.

Det kræver mod og stædighed at gå imod flertallet og sætte tempoet ned. Derfor vil jeg gerne invitere alle jer bloglæsere til at starte jeres eget opgør mod travlhedstyranniet. Jeg og det meste af Danmarks befolkning vil være jer evigt taknemmelige! Så bliver det nemlig nemmere for os at tage kampen mod travlheden op.
Mit eget bidrag er at starte 5 ugers ferie på mandag. Jeg er sikker på, at verden kan undvære mig, og hvis ikke – ja, så finder de nok en løsning alligevel. Og jeg tager ikke telefonen, for jeg vil have fred og ro icon smile Hold så fri   for din og min skyld!

Mange sommer-hilsener,
Trine

[tags]Julie Lindegaard, Berlingske Tidende, sommerferie, restitution, selvstændige, ledere [/tags]

Skriv kommentar 14. juli 2008 kl. 08:14

Nyere indlæg Ældre indlæg

Bøger til selvstændige: