Netværk

Derfor er jeg med i flere postgrupper!

Skrevet af Abelone Glahn

Jeg har lige sparet mindst ½ times arbejde og sluppet for at udsætte mig for risikoen for overspringshandlinger på nettet ( bortset fra, at jeg netop nu laver en, fordi jeg simpelthen MÅ blogge om dette).

Jeg har benyttet to postgrupper til at få løst to problemer på under 20 minutter, problemer, som jeg godt kunne have brugt i hvert fald 30 minutter på at lede efter svaret på selv, og samtidig have udsat mig selv for at gå ud af vildveje på internetet.

Jeg skulle have løst oversættelsen af et tysk mundheld “In der Ferne liegt die Nähe”. Det vil være spildt tid at bruge googleoversættelse, og jeg har ikke lige en ordborg over tyske ordsprog/mundheld, så jeg spurgte ud på PingPong, Journalistforbundets freelanceres postliste, og fik indtil flere forskellige, men brugbare, forslag til oversættelse inden for 14 minutter!
(“I det fjerne ligger det nære”, vælger jeg nok)

I den mellemliggende tid havde jeg bevæget mig længere ned i det manus, jeg sidder og arbejder på lige nu ( den næste tvillingebog, om voksne tvillinger, F.Y.I), og havde flere gange haft brug for at finde tilbage i manusset til en tidligere position.
Der måtte findes en genvejstast til dette – og da jeg selv her på bloggen finder det svært at forklare, hvad jeg mener, opgav jeg på forhånd at søge på nettet: Når man ikke helt ved, hvilken syntaks man skal bruge, kræver det mennesker, ikke maskiner, der kan forstå, hvad man mener. ellers bruger man uforholdsmæssigt megen tid på at søge forkert og at raffinere sine søgninger.

Jeg skrev derfor ud på Webgrrls listen for at få hjælp til at finde genvejstasten. Få minutter senere kom det fuldkomne svar: “Du skal bruge Shift+F5″. Og et link, der gav en endu mere uddybet forklaring:

”Sådan kan du let gå tilbage til det sidste sted, du ændrede noget i et dokument” på Lene Fredborgs blog.

Med andre ord – superhurtig hjælp i menneskesprog, og bonusinformation – jeg kendte ike lige/huskede ikke lige Lene Fredborgs blog, men nu ved jeg – og nu ved du , kære læser, at der findes en blog, hvor man kan få den slags nyttige råd om Wordbehandling.

Kort sagt – det kan altså godt betale sig at være med i netværk, især online, hvor hjælpen ofte er lige ved hånden.

Jeg kunne sikkert have valgt at søge hjælp i nogle af de andre postgrupper/netværk jeg er i , men jeg valgte disse to, fordi de er specialiseret i journalsitk/ sprog og i IT.

Hvilke netværk er du med i – og hvordan har de hjulpet dig?
Kom gerne med eksempler på nytten.

Skriv kommentar 26. januar 2010 kl. 11:29

Få dig et advisory board

Skrevet af Pia Joensson

Et advisory board kan hjælpe dig med at opbygge din virksomhed

Et advisory board er en uformel variant af en professionel bestyrelse, der kan hjælpe dig til at udvikle din virksomhed og eksekvere din forretningsstrategi. Forskellen på et advisory board og en bestyrelse er, at et advisory board ikke har nogen formel magt. Det betyder, at du ikke er forpligtet til at følge de råd, dit advisory board giver dig – men du skal være klar til at tage imod dem, ellers giver det ikke mening.

Sammensæt dit advisory board af tre til fem mennesker med kompetencer, der supplerer dine egne, såvel fagligt som menneskeligt, og som har forskellige indfaldsvinkler til det at drive virksomhed. Brug dit advisory board aktivt, for de er dedikerede ambassadører for din virksomhed og vil dig det bedste. De kan blandt andet hjælpe dig til at styrke din markedsposition og prioritere indsatsområder, men kan altså ikke bestemme, hvilken retning og hvilke mål, du skal arbejde efter.

Lav en klar aftale med medlemmerne om, hvad du forventer, de skal bidrage med, hvor ofte I skal mødes, og hvordan de bliver honoreret for deres indsats. Mange er glade for at få deres viden og ekspertise i spil i en anden sammenhæng, end de gør i deres daglige arbejde og vil opfatte det som en tillidserklæring at deltage i en backinggruppe for din virksomhed. I nogle tilfælde er gode middage med mulighed for netværk medlemmerne imellem derfor betaling nok.  

[tags] advisory board, Pia Jønsson, Rum til at arbejde, netværk, mikrovirksomhed [/tags]

Skriv kommentar 21. oktober 2009 kl. 11:28

Et netværk er din sociale kapital

Skrevet af Pia Joensson

Der føres dybe samtaler hen over de svenske pandekager

Uden netværk ingen mikrovirksomhed. Så enkelt er det for de allerfleste. For når du kun er dig selv til at holde dig i gang i dagligdagen, er det utroligt vigtigt med et netværk, du kan dele dine erfaringer, udfordringer og glæder med. Et netværk af mennesker, du har tillid til, som kender dig og din virksomhed, som forholder sig sagligt til den, og som vil dig det bedste.

Er netop vendt hjem fra en skøn forlænget weekend med min egen netværksgruppe, Karriereklubben. Turen gik denne gang til Göteborg. Gennem årene har vi sammen besøgt så eksotiske steder som Paris, Berlin, Kołobrzeg og Baskamölla. Der bliver virkelig snakket igennem på de rejser. Og grinet en hel del, selvfølgelig. En af de fantastiske ting ved at tilbringe tre døgn sammen er, at der er plads til, at vi hver især kan tage en problematik/drøm/udfordring op i gruppen for at få den vendt og drejet, for derefter at gå og tygge lidt videre på den selv – for så at få den vendt på ny.   

Netværket tæller seks kvinder. Vi har meget forskellige arbejdsliv, men de overvejelser og tanker vi hver især gør os ligner alligevel hinanden på mange punkter. Udover den årlige rejse mødes vi på nu 13. år en gang om måneden for at drøfte karrieredrømme og planer - og livet i al almindelighed i det omfang, det måtte have indflydelse på vores arbejdsliv. Nogle gange er vores møder meget strukturerede og målrettede, andre gange springer samtalen hid og did. Men uanset hvordan et møde former sig, er det helt sikkert, at vi altid vender hjem lidt klogere på, hvordan vi realiserer en drøm eller håndterer en problematik med relation til vores arbejde.

Hvis du ikke allerede har et netværk som mit, kan jeg stærkt anbefale dig at etablere eller melde dig ind i et. I Rum til at arbejde kan du læse om forskellige netværkstyper – formaliserede og uformaliserede, og om hvordan du kan bruge dem.  

[tags]karriere, netværk, mikrovirksomhed, social kapital[/tags]

2 kommentarer 1. oktober 2009 kl. 10:00

Nu på Twitter…

Skrevet af Julie Lindegaard

Jeg har længe taget tilløb – men nu er det officielt.
Jeg er begyndt at twitte – eller dvs i første omgang forsøger jeg det af – og prøver mig famlende frem.

Indtil videre er jeg lidt usikker på, hvordan jeg skal få glæde af det – ud over at få tips og update på, hvad der rør sig hos dem jeg følger. Men nu prøver jeg det af – har endda dowloadet en applikation til min iphone, så jeg kan gøre det på farten….

Vil du se med, så følg mig på profilen Julielindegaard

Jeg skal nok vende tilbage med status på, hvordan det går….

Twitter du?? hvorfor – hvorfor ikke
- og hvis du gør – hvad får du ud af det???

[tags]twitter, julielindegaard [/tags]

2 kommentarer 29. april 2009 kl. 12:36

50+ og nystartet

Skrevet af Abelone Glahn

50+ og nystartetKøb bogen her>
Om bogen:
Flere og flere, der har passeret de 50, overvejer springet fra lønmodtager til selvstændig af mange forskellige årsager. De fleste af lyst, andre af nød. Fælles for dem er, at de har kortere tid at løbe på, før forretningen skal give overskud, og at de besidder en kernekompetence, der kan formes til et levebrød. Men hvordan?
Denne bog er en praktisk hjælp til den modne, som på en professionel måde ønsker at forberede springet til egen lille virksomhed. I første del af bogen fortæller 12 selvstændige i alderen 54-68 år åbent og ligefremt om deres overvejelser, forventninger og bekymringer samt om de reaktioner og den virkelighed, der mødte dem de første år. Anden del fokuserer på, hvad den modne bør overveje før start, på realistiske krav til selvledelse, på faldgruber i dagligdagen, på at kunne prissætte og sælge sig selv, på markedsføring, netværk og økonomi, på pension, sikkerhedsnet, a-kasse, sygdom og efterløn. Og ikke mindst på, hvor længe man kan eller vil blive ved.
Forfatteren er den 53-årige journalist Abelone Glahn, som driver sin egen kommunikationsvirksomhed og rådgiver solo-selvstændige og freelancere.

1 kommentar 4. marts 2009 kl. 10:22

F17 – lidt hurtigere end F16…

Skrevet af Julie Lindegaard

Jeg bliver ofte spurgt til mine kontorforhold i Svendborg. Byen har hverken iværksætterpark, innovationshus eller udviklingspark, hvor kreative virksomheder kan bo (til trods for at Svendborg ligger på en imponerende flot 3. plads efter Århus og København, når det gælder kreative sjæle blandt indbyggerne – kilde: cbs)

Men det er altså ingen hindring. Sammen med min gode konkollega Lars, der driver konkurrenten Vid og Sans, lejede jeg sidste år 300 kvadratmeter midt i byen, tæt på vandet og med stationen som nabo.

Vi lavede vores eget kontorhotel og lejede ud til 9 andre små virksomheder. På den måde fik vi flere kolleger, inspiration ude fra, en central og unik beliggenhed – og ja, lov til at bestemme, hvordan vi vil have det indrettet.

Det er faktisk ikke svært at være både virksomhedsejer og “hotelmutter”- og det går forrygende.
Koden er at få det organiseret, så vi ikke selv skal købe kaffe, frugt og vaske håndklæder…Så fik vi jo aldrig tid til at arbejde. Men det er udliciteret til dygtige folk – og så er det pludselig sjovt !

Her et år efter startskuddet har vi stadig huset helt udlejet, forrygende kolleger og dejlige lokaler.

Vi har skabt et hus fuld af spændende mennesker. Det er jeg faktisk lidt stolt af!
Vi har døbt kontorhotellet F17 – fordi vi er hurtigere end F16, (og så lidt fordi vi bor i Frederiksgade 17!).

[tags] Svendborg, kontorhotel, freelancere, kolleger, fællesskab, kontorfællesskab, F17, Vid og Sans [/tags]

Skriv kommentar 27. januar 2009 kl. 22:23

Facebook som jobportal??

Skrevet af Julie Lindegaard

Der er sørme mange meninger om facebok – uanset hvilken avis eller medie du åbner, så er der debat om facebook-manien, der er over os. Omkring to millioner danskere menes at have en facebook profil, og ifølge berlingske, så vil det tal kun stige.

Og hvad bruger vi det til???

Ja, jeg bruger det mest til at følge med i mine venners liv via deres statusopdateringer – en feature, der er laaaangt bedre end Se & Hør, fordi det her er mennesker, jeg faktisk kender.
Men jeg har også for første gang forsøgt mig med jobsøgning, fordi jeg skal bruge en ny medarbejder. Alene ved at henvise til opslaget på firmaet web i mine status-line har jeg fået henvendelser fra tre potentielle jobsøgere – og ja, på ganske få dage er der kommet en række spændende ansøgninger ind i min postkasse.

Facebook kan altså andet end snuppe al ens fritid……

Poul Høi har i sin blog beskrevet, hvordan han oplever facebook manien, når han kommer fra USA.
Måske ser det lidt tosset ud udefra – men det virker altså.

Hvad bruger du Facebook til????

[tags] Facebook, jobsøgning, Poul Høi, berlingske [/tags]

1 kommentar 17. januar 2009 kl. 11:49

Så er det tid til eftertanke….

Skrevet af Julie Lindegaard

Så er året ved at være slut – og et nyt venter om hjørnet.

Det hele går så stærkt – og ind imellem er det en god ide at standse op og gøre status – juleferien er perfekt til det!!!!

Jeg bruger altid et par dage på at tænke tilbage på året, der er gået.
Og her er en række spørgsmål, jeg har forsøgt at stille mig selv i år – måske kan du også bruge dem:

- Hvilke succeser har du haft i 2008?
- Nåede du dine mål – hvorfor/hvorfor ikke?
- Hvilke udfordringer har du mødt – og hvad har du lært af dem, som du kan tage med ind i 2009??

- Hvilke mål har du får 2009 – omsætning, opgavetyper, kunder, samarbejdspartnere, medarbejdere og personlige mål??
- Hvad skal der til for, at du når dem / er der nogen, der skal inddrages for, at du kan nå dem??

Indtil videre er jeg kun nået til evaluering af 2008. Jeg har taget min kalender og gennemgået den, sammenholdt med mine fakturaer og sidste års opgørelse.
2008 har været et forrygende år, jeg har nået en lang række af mine mål – med virksomhed såvel som personligt – og så er der alligevel en hel masse, der er blevet anderledes. Det er jo det forrygende.
Nu skal jeg til at sætte nye mål.

Lad mig høre, hvordan du evaluerer og sætter nye mål??

[tags] udvikling, vækst, 2009 [/tags]

1 kommentar 17. december 2008 kl. 16:13

Facebook sladrer…

Skrevet af Julie Lindegaard

Efter jeg havde skrevet mit sidste blogindlæg, sad jeg og surfede lidt rundt for at finde uopdaterede websites…
Det var ikke svært. Jeg tjekkede de radikales web for at se, hvad der skete i en tid, hvor de fylder i medierne….Dagen før havde Simon Emil Amnitzbøll meldt sig ud under stor mediebevågenhed – det beklagede Margrethe Vestager på sin blog… Men sørme om ikke Simon Emil Amnitzbøll stadig stod på listen over medlemmer.
Da jeg opdaterede min facebook-profil, kommenterede jeg på min lille opdagelse – … Og vupti – en af mine venner på Facebook er lokaleformand – og så røg nyheden videre til hovedkontoret, og sitet blev opdateret.
Simon er nu fjernet fra siden.

Måske havde de selv opdaget det – og var igang. Men stærkt går det online!

Kommunikationen kan løbe hurtigere end aldrig før!

Har du andre lignende oplevelser fra Facebook – gode eller dårlige, så hører jeg dem gerne.

[tags] Facebook, Radikale, Margrethe Vestager, Simon Emil Amnitzbøll [/tags]

Skriv kommentar 16. oktober 2008 kl. 18:22

Kvinder med vokseværk på banen

Skrevet af Julie Lindegaard

Både journalist Abelone Glahn og jeg har blogget om kvinder de seneste dage – og selv om jeg personligt ind imellem er ret træt af at se den gamle krikke blive trukket ud af stalden, så det optager mig stadig – alt det med kvinder, vækst, rollemodeller og ledelse.

Og jeg er åbenbart ikke den eneste. Dans Industri er også optaget af, hvad der får kvinders virskomheder til at vokse (eller “vækste” som en eller anden tosse har haft held med at omdøbe det til) – og derfor inviterer de kvnder med vokseværk til møder landet over. Se invitationen her

Dansk Industri skriver om de fem arrangementer landet over:

“Mindre end en trejdedel af alle iværksættere er kvinder, og endnu færre kvinder skaber vækst. Når kvinder fylder så en lille del af vækstlaget, går vi glip af deres iderigdom og talenter. Det er problematisk i en tid, hvor det er helt afgørende for dansk erhvervsliv, at have et sundt og dynamisk vækstlag, med mange bud på, hvad der er fremtidens virksomheder i et globalt marked.
(…)
Vi har derfor taget initiativ til disse fem arrangementer, hvor vi inviterer kvindelige virksomhedsejere til at debattere, hvad der skaber – og forhindrer – vækst i deres virksomheder. Vi håber, at vi med arrangementerne kan inspirere flere kvinder til at tage springet og skabe vækst. Og at vi bliver klogere på og bedre til at skabe de rammevilkår, som kan hjælpe dem på vej.”

Jeg ser frem til arrangementet – og ikke mindst udfaldet! Glæder mig allerede til at læse om, hvordan Dansk Industri vil følge op – og være med til at gøre en forskel.
Og for at bruge et slidt – men effektfuldt slogan, så er der vel i første omgang kun et at sige til os kvinder: JUST DO IT!

Hvis du har et par gode bud på, hvad der skal til for at flere kvinder vil vokse, så lad mig da endelig høre dine bud.

[tags] kvinder, vækst, Dansk Industri, Abelone Glahn, kvinderivaekst.di.dk [/tags]

Skriv kommentar 3. august 2008 kl. 10:34

Ældre indlæg

Bøger til selvstændige: