Kommunikation

Dårlig omtale koster på bundlinjen

Skrevet af Julie Lindegaard

Et nyt værktøj gør Simon Spies’ ordsprog “Dårlig omtale er bedre end ingen omtale” til skamme. En ny beregningsmodel beviser, at dårlig omtale faktisk koster på bundlinien.

For de virksomheder, der har oplevet dårlig og skadende omtale, så kommer det næppe som en overraskelse.
Men med værktøjet kan det præcise beløb nu gøres op – folkene bag har ihvertfald regnet på DSBs tab. Og DSB er jo et skoleeksempel på en virksomhed med dårlig omtale – virksomheden er næsten ugentlig i medierne med dårlige historier pga. forsinkede tog – endda også dem, der endnu ikke er på skinnerne. Disse historier koster ifølge det nye værktøj årligt to procent af det samlede salg – hvilket skulle løbe op i et betydeligt millionbeløb.

I artiklen på markedsforing.dk fremgår det, at mediabureauet OMD i samarbejde med Brandscience har udviklet værktøjet, der kan måle, hvordan dårlig medieomtale påvirker virksomhedens økonomi.

Så ja, måske er det ikke nyt, at dårlig omtale skader virksomheden – men det er nyt, at du nu kan måle præcist, hvad det koster på bundlinien.
Måske er der flere virksomheder, der skal regne på, hvad en forebyggende indsats koster… I tilfældet DSB er der vist en del aftaler, der skal ryddes op i, og en række tog, der skal leveres, før en kommunikationsmæssig indsats kombineret med mediestrategi gør nogen forskel på bundlinien….

Og så er jo, at det ser ud som om, at ledelsen har stillet sig selv spørgsmålet om, hvad der bedst kan betale sig – to procent af salget for dårlig omtale – eller en grundig oprydning og tog til tiden….. hmmm – gad vide, om værktøjet også kan beregne tabet over flere år….

Skriv kommentar 16. juni 2008 kl. 20:27

Hvad får du ud af presseomtale?

Skrevet af Julie Lindegaard

Værdien af presseomtale diskuteres. En lang række pr-bureauer gør den op i spaltemilimeter, hvorefter de finder annonceprisen for tilsvarende størrelse annonce. Og ikke nok med det – de ganger prisen med op til fem (enkelte mener ti) fordi undersøgelse viser, at redaktionel omtale er op til ti gange mere troværdigt end annoncer….

STOP STOP – du kan ikke gøre din presseomtale op de på den måde, selv om det er ret belejligt for PR-bureauer som mit. Det får jo vores arbejde til at se dejlig værdigfuldt ud. Og det er værdifuldt – det er bare ikke en valid måde at beregne værdien på.
Måske kan det i visse situationer bruges som en pejling af, hvad du sparer – men bag presseomtalen ligger jo også en indsats fra din side.

Når du vil måle effekten af din presse-indsats, er du nødt til på forhånd at sætte en række mål op. Det kan være flere henvendelser fra potentielle kunder, uopfordrede jobansøgere eller nye samarbejdspartnere. Og i forarbejdet – det strategiske arbejde, der ligger forud – bør du kortlægge de relevante medier. Det kan sagtens tænkes at du som kvindelig iværksætter kan få god omtale i Ugebladet Søndag med en gribende personlig beretning. Men hvis dine kunder, jobansøgere eller samarbejdspartnere ikke er Ugebladet Søndags læsere – så er omtalen værdiløs i forhold til dine mål.

Derfor – mål din presseomtale i andet og mere end spaltemilimeter. Sæt målbare succeskriterier op!
Omtale for omtalens skyld er værdiløs!

Skriv kommentar 17. april 2008 kl. 17:43

Er du en professionel, når du sender emails?

Skrevet af Julie Lindegaard

Jeg er med i en lang række netværk – hvor vi via maillister udveksler erfaringer, gode råd og lign. Men det undrer mig til stadighed, at der stadig er folk, der afsender fra Gmail, hotmail og yahoomail-adresser.

De fleste selvstændige (om ikke alle i dag) har et website – og derfor er det da oplagt at benytte en email-adresse, hvor domænet indgår?

Det indtryk jeg sidder tilbage med, når jeg støder på folk med gmails, yahoo og hotmail-adresser er, at det er folk, der er for nærige – eller for useriøse – til at oprette et domæne og derved få sig en “professionel” mailadresse.
Det handler ganske enkelt om at kommunikere professionelt.

Jeg vil måske godt købe noget af disse folk – men jeg går ud fra at det er vanvittigt billigt – og at kvaliteten ikke er for høj.
Det er måske en fordom – og der kan være mange gode grunde til at benytte disse mail-adresser. Men hvis du vil kommunikere med omverdenen og tages seriøst, hvorfor så ikke sende fra en professionel email-adresse?

Jeg har hørt, at en del benytter disse systemer med gratis emailadresser alene til maillister i netværk, for ikke at belaste mailboksen – det er som sådan et udemærket argument, – men hvorfor ikke bare oprette endnu en mailadresse i eget domæne – langt de fleste (om ikke alle) giver mulighed for at have flere mailadresser tilknyttet til domænet. Så kan man blot nøjes med at tjekke den adresse via webmail.

Hvad mener du om det?

Måske bruger du en gmail, yahoo eller hotmail til dine netværk – og måske dine kunder – vil du fortælle mig hvorfor?

Eller hvad synes du om det – hvilket signal afkoder du af det?

[tags] emailafsender, gmail, yahoo-mail, hotmail, netværk [/tags]

2 kommentarer 16. april 2008 kl. 09:03

Nyere indlæg

Bøger til selvstændige: