Forretningsstrategi
Skrevet af Abelone Glahn
Forfatter A/S er titlen på den mest anvendelige bog, jeg har haft i hånden i meget lang tid.
Bogen er en trin- for-trin vejledning til hvordan du udgiver dit manus, med eller uden eget forlag, on eller offline, OG hvordan du skaber en forretning ud af din viden.
Jeg han anmeldt bogen udførligt her, læs anmeldelsen - og læs bogen, hvis du vil bruge de mange digitale muligheder for at komme ud hurtigt, forholdsvist nemt og helt sikkert med en større indtjening til dig selv som gevinst.
Du skal tænke som virksomhed og være villig til at lave andet end at skrive, fremhæver forfatteren Jan B. Felland.
25. august 2011 kl. 10:11
Skrevet af Abelone Glahn
Creative Commons er en anden form for fortolkning af ophavsretten, der kan være meget nyttig at anvende i disse internetbårne tider, hvor man egentlig gerne vil dele med andre, men kun under visse vilkår.
Men hvad er det, og hvordan fungerer det, og især hvilken betydning har det for økonomien.
Der holdes to Creative Commons Saloner i morgen 3. maj og onsdag 4. maj 2011 i hhv Kbh og Aarhus.
tirsdag d. 3. maj 2011 kl. 19.00 – PH Caféen, Halmtorvet 9A, 1700 København V i
Creative Commons Salon – i daglig tale CC Salon – kan under temaet ‘The Future of Money’ præsentere de to spændende Berlin-baserede kreative entrepreneurer Gabriel Shalom og Jay Cousins, som bl.a. er kendt fra årets Transmediale-festival i Berlin.
Disse suppleres af en række spændende danske talere; nemlig specialist i social
enterprise Oliver Maxwell, Martin Pihl fra O-Biz & Open Space Aarhus, formand for
Foreningen Af Danske Open Source Leverandører, Martin von Haller Grønbæk, og
Christian Villum fra Creative Commons Danmark. Sammen vil de sætte fokus på
fremtidens penge, værdier og motivationsfaktorer.
CC Salon arrangementerne er åbne for alle og har fri entré.
Læs mere her
http://www.creativecommons.dk/
2. maj 2011 kl. 14:12
Skrevet af Abelone Glahn
Hvilket salgssprog taler du egentlig, og hvilket sprog vil tiltale din køber?
Spørger Karen Lumholt på Sommerskolen for selvstændige:

Hvilket udbytte får kunden af din ydelse?
Lad os bare tage en boremaskine:
Afsendersprog – en boremaskine med mange kvalifikatoner, dimser, evner.
Du fortæller med begejstring hvilket produkt du har udviklet, hvad det kan, omdrejningshastighed, slagkraft. Du er måske begejstret, og nogle af dine kunder vil være begejstrede for de tekniske detaljer også, men vil de købe?
Fordels-sprog – hvilke fordele har boremaskinen frem for andre? du kan få den i lyserød, den er lettere hhv tungere end andre osv.
og Udbyttesprog – en boremaskine giver dig HULLET, som du skal bruge. det kan også være, det giver dig den mandighed, du mangler, eller den gør det selv-følelse, som du godt kan lide.
Det er tre forskellige sprog, og den gode sælger taler ikke så tit om de mere tekniske detaljer til at begynde med, men begynder med udbytte og fordele.
Vi afprøver forskellige sprogtyper på de produkter, som kursisterne her på sommerskolen sælger. Det er en sjov øvelse, som tydeliggør, hvad det er fornuftigt at bruge tid på at øve sig i.
29. juni 2010 kl. 16:04
Skrevet af Abelone Glahn

Karen Lumholt underviser på Sommerskolen for selvstændige
Den første sommer-skole for selvstændige 2010 åbnede i dag i kogende varme, men heldigvis i et lokale oppe under loftet på La Oficina, hvor det er muligt at lave udluftning, så her sidder vi lige nu, mens jeg skriver, og hører Karen Lumholt gennemgå, hvad der skal til for at vækste.
Først og fremmest at gøre sig selv bevidst på det område, der kan skabe væksten. Og ifølge Karen Lumholt findes det , der hvor der findes en fællesmængde mellem
- det marked du kender og hvor du ved, der er et behov
- det, du er god til og har som spidskompetence
- det, du elsker at lave og er passioneret om
Vi bliver bedt om selv at finde denne fællesmængde i vores egen virksomhed. Det er dér, der ligger noget og venter.
Det er første del af eftermiddagen. Jeg ved ikke endnu, hvad Karen har til os i godteposen, men vi skal i gang med en øvelse lige om lidt.

Tyve selvstændige har taget en sommerferie-skoledag for at blive klogere
29. juni 2010 kl. 14:50
Skrevet af Abelone Glahn
Det er to temaer omkring hobbyvirksomheder:
1. Hvordan gør man (for nye iværksættere)?
2. Hvad stiller man op, når SKAT overvejer om ens virksomhed er en selvstændig, økonomisk virksomhed eller en hobbyvirksomhed?
Spørgsmålene bliver besvaret på den nye side for Hobbyvirksomheder – som naturligt nok hedder www.hobbyvirksomhed.dk

Anette Sand hjælper også hobbyvirksomheder
Den aktive Anette Sand, der efterhånden er lidt af et multimenneske, men som egentlig har sin kernekompetence i regnskab og bogføring, står bag:
Hun får så mange spørgsmål på sin regnskabsblog fra folk, der driver hobbyvirksomhed, at hun nu har lavet en hel side, alene til hobbyvirksomheder.
Her kommer hun med fakta og stiller sig til rådighed for spørgsmål.Næste fase?
Når man er færdig med at være hobbyvirksomhed, kan det være, man har lyst til at vokse – i så fald har Anette Sand også dækket dét område – hun er nemlig forfatter til bogen Din første medarbejder – sådan vokser du med ansatte, som er udkommet i Mikrobusiness-serien.
Og hun har blogget her på sitet.
Så hermed en klar anbefaling fra mig.
26. juni 2010 kl. 14:42
Skrevet af Abelone Glahn
Sommerskole for selvstændige
Tirsdag den 29. juni 2010 13.30 – 17.00:
Fra biks til business – tænk vækst på flere planer
Sådan skifter du gear på din virksomhed og bliver mere fokuseret, mere professionel og bedre til at tjene penge. NB oplægget er både til M og K.
Oplægsholder: Karen Lumholt, journalist og selvstændig.
Sådan skifter du gear på din selvstændige virksomhed og bliver mere fokuseret, mere professionel og bedre til at tjene penge.
NB Kurset er både til mænd og kvinder.
Oplægsholder: Karen Lumholt, journalist og selvstændig i www.lskommunikation.dk
Forfatter til bogen ”Fra biks til business- når kvinder tænker vækst”, som indgår i kursets pris.
Kursusprisen inkluderer en bog, forplejning og mulighed for personlig feedback, samt fuld prøvedag på La Oficina – netværksarbejdsstedet, der kombinerer cafe med kontor.
Sted: La Oficina, Suomisvej 4, 1927 Frederiksberg C
Pris 685.- kroner inkl moms
Frokost og/eller aftensmad kan bestilles særskilt på La Oficina.
Har du lyst at dukke op tidligere for at spise frokost i salen eller at blive lidt længere for at spise aftensmad, kan dette bestilles direkte hos La Oficina hos Lars Billeschou på lb@laoficina.dk . Der er tapas, sandwich og varm ret at vælge imellem. Du bestiller og betaler direkte hos La Oficina.
Gratis prøvedag: Dette arrangement inkluderer, at du kan få en gratis prøvedag på La Oficina.
Du aftaler selv dagen med Lars Billeschou på lb@laoficina.dk
telefon: 70 27 33 32
Arrangør er: La Oficina www.laoficina.dk i samarbejde med Abelone Glahn www.abeloneglahn.dk
Yderligere spørgsmål: Abelone Glahn 24 25 48 52 info@abeloneglahn.dk
Program fra kl. 13.30 -17.00:
13.30- 14.00: Indskrivning , udlevering af bøger, velkomst og kort intro til La Oficina
14.00 – 15.00: Oplæg del 1
15.00 – 15.30: Pause med kaffe, kage og frugt
15.30 – 16.30: Oplæg del 2
16.30 – 17.00: Spørgsmål og afrunding
Derefter rundvisning på La Oficina for dem, der vil.
Jeg vil være case: Har du lyst at få dine egne udfordringer gennemgået kort som case på kurset, tager Karen max to cases op.
Send en beskrivelse af, hvad du gerne vil have Karens personlige feedback på.
Karen vælger selv blandt de indsendte og tager kort et par konkrete problemstillinger op, som kan være relevante at lære af.
Bog: I kursusprisen indgår bogen Fra biks til business.
Har du allerede bogen, kan den byttes til en anden i Mikrobusiness-serien.
Se de øvrige Sommerkurser for selvstændige 2010
København: 29. juni, 6. juli, 27. juli, og 10.august (halvdags)
Falster : 13. juli (heldags)
http://www.abeloneglahn.dk/sommerskole/
9. juni 2010 kl. 08:39
Skrevet af Abelone Glahn
“Ludfattig og iderig – en overlevelsesguide til salgs-sky kulturskabere”
Bedre kan det ikke udtrykkes. For bogens titel er både titlen og dilemmaet for hundredevis af kunstnere, kulturarbejdere, kunsthåndværkere, og andre skabende selvstændige.
Masser af ideer og entusiasme, men i længden ingen penge til at gennemføre dem for, eller ingen penge på kistebunden, fordi man ikke ved, hvordan man prissætter og sælger sig selv – eller fordi man ikke bryder sig om den mere kommercielle del, netop fordi den er kommerciel.
Slut med gratisarbejde for kulturskabere!
Så nu har Ulla-Lisa Thordén har gjort det igen. Skrevet en usædvanlig handlingsrettet guide til de selvstændige, der ikke er så gode til at sælge sig selv eller produktet, de fremstiller, kunsten de udfører, værket de skaber, ideen de undfanger, som andre tjener kassen på!
Har man hørt det før – ja, masser af gange. Hvordan er det lige, jeg prissætter mine ideer, og hvordan sikrer jeg mig penge for dem? Hvordan sælger jeg i det hele taget ideer, kunst, noget, der skaber værdi fordi det er kultur, men som er næsten umuligt at forklare værdien af i vanlige termer? og hvordan overkommer jeg den indgroede modvilje mod selve købmandsskabet, som mange kunstere har.
Ulla-Lisa Thordén - som tidligere har skrevet den svenske (prisbelønnede) salgsbibel for selvstændige “Sælg dig selv og ta’ betalt” og som har fulgt den op med den danske ditto “Sæt pris på dig selv – sådan sælger du dit særpræg” – har sammen med freelancejournalisten Thomas Östberg skrevet denne guide for kulturarbejdere. Thomas har skrevet en række interviews i bogen, mens Ulla-Lisa har skrevet grundvejledningen.
Dette er en bog, du bliver rig af at læse! Jeg har haft den store glæde at kigge med over skulderen i løbet af bogens tilblivelse. Interviewene har jeg dog ikke set før, og de er vidunderligt illustrative og inspirerende for, hvordan man skal forholde sig som kunstner og selvstændig. Hver af de interviewede ( skuespillere, musikere, komponister, eventmagere, malere, kunsthåndværkere, forfattere) slutter interviewet med at give personlige råd, og disse er fuldt på højde med Ulla-Lisas meget faglige og velfunderede råd.
Thomas og Ulla-Lisa blogger selvfølgelig om emnet her.
Jeg importerer selvfølgelig den svenske bog, lige som sidst, hvor Ulla-Lisa skrev “Sælg dig selv”.
Du kan købe “Luspank og idérik”, som den hedder - her formedelst 220.- plus porto.
Bogen vil blive anmeldt her senere.
6. juni 2010 kl. 10:39
Skrevet af Abelone Glahn
På IVÆRK&VÆKST 09, der løb af stablen i Forum i september, handlede flere af oplæggene om, at den største barriere for økonomisk succes med vores mikrovirksomheder typisk er os selv.
Ifølge Charlotte Bircow er det således i høj grad angsten for at mislykkes, der forhindrer os i at få forretningsmæssig succes: Man skal tro så meget på sin idé, at man går fuldt og helt efter den og ikke lader tvivlen spænde ben for, at den lykkes.
Samme “opsang” fik vi af den amerikanske businessguru Mike Michalowicz, der også slog til lyd for, at vores forestilling om, hvor gode vi er til vores arbejde bestemmer, hvor vi sætter overlæggeren – og hvor succesfulde vi altså giver os selv lov til at blive med vores virksomhed: Hvis du tror, du er til syv på en skala, hvor ti er højest, kommer du aldrig over syv. For at nå højere op, må du simpelthen tro på, at du er mere værd: “You can do it”, som han så optimistisk fortalte sit talstærke publikum. Mike Michalowicz har, i parentes bemærket, indtil videre selv drevet og solgt tre virksomheder for trecifrede millionbeløb. Og han er desuden forfatter til bestselleren, The Toilet Paper Entrepreneur, der handler om, hvordan man som iværksætter griber en idé og får forretningsmæssig succes med den, selvom økonomien er så stram, at der – so to speak – kun er et enkelt stykke toiletpapir tilbage på rullen.
Men hvordan ændrer man så sit syn på sin egen formåen? Det giver Kirsten Stendevad og Christine Eilvig indtil flere bud på i bogen MILLIONØSEMETODEN. Ifølge de to handler det i høj grad om at ændre sin opfattelse af, hvad penge og rigdom er. Vi skal så at sige skrue op for vores indre “pengetermostat” og give slip på den forestilling om penge, vi for eksempel kan have med gennem vores opdragelse for at få millionerne til at flyde.
Penge er jo som bekendt ikke alt. Heller ikke når man driver mikrovirksomhed, hvor omdrejningspunktet ofte er glæden ved at arbejde med lige præcis det, vi brænder mest for. Men…det gør vel heller ikke noget, hvis vi kan leve ordentligt af det, så det var måske værd at tage et kig på, om vi går målrettet nok efter at realisere vores ideer, hænger fast i en uhensigtsmæssig opfattelse af, hvor gode vi er – eller realistisk set kan blive – til vores arbejde, og om vi altså selv er den største barriere for at få en sund forretning?
[tags] Pia Jønsson, forretningsmæsig succes, mikrovirksomhed, forretningsstrategi [/tags]
12. november 2009 kl. 15:44
Skrevet af Pia Joensson

Et advisory board er en uformel variant af en professionel bestyrelse, der kan hjælpe dig til at udvikle din virksomhed og eksekvere din forretningsstrategi. Forskellen på et advisory board og en bestyrelse er, at et advisory board ikke har nogen formel magt. Det betyder, at du ikke er forpligtet til at følge de råd, dit advisory board giver dig – men du skal være klar til at tage imod dem, ellers giver det ikke mening.
Sammensæt dit advisory board af tre til fem mennesker med kompetencer, der supplerer dine egne, såvel fagligt som menneskeligt, og som har forskellige indfaldsvinkler til det at drive virksomhed. Brug dit advisory board aktivt, for de er dedikerede ambassadører for din virksomhed og vil dig det bedste. De kan blandt andet hjælpe dig til at styrke din markedsposition og prioritere indsatsområder, men kan altså ikke bestemme, hvilken retning og hvilke mål, du skal arbejde efter.
Lav en klar aftale med medlemmerne om, hvad du forventer, de skal bidrage med, hvor ofte I skal mødes, og hvordan de bliver honoreret for deres indsats. Mange er glade for at få deres viden og ekspertise i spil i en anden sammenhæng, end de gør i deres daglige arbejde og vil opfatte det som en tillidserklæring at deltage i en backinggruppe for din virksomhed. I nogle tilfælde er gode middage med mulighed for netværk medlemmerne imellem derfor betaling nok.
21. oktober 2009 kl. 11:28
Skrevet af Pia Joensson

Du kan bruge et drømmescenarie med dig selv som hovedperson til at få klarhed over, hvordan du ønsker, at dit arbejdsliv ideelt set skal tage sig ud. Selvom du måske drømmer om noget, der ligger ganske langt fra virkeligheden, får du temmelig sikkert nogle skæve ideer, som du kan realisere i en eller anden modereret form.
Sådan gør du
Fat tastaturet og sæt scenen for dit arbejdsliv. Hvor vil du sidde og arbejde, hvis alt er muligt? Derhjemme, i et kontorfællesskab, på en sydhavsø? Hvordan skal dit kontor være indrettet? Strømlinet minimalistisk, rodet kreativt, praktisk overskueligt? Hvilke mennesker med hvilke kompetencer vil du gerne være omgivet af eller have inden for rækkevidde? Mennesker med mikrovirksomheder, fagfæller? Når du har beskrevet de ydre rammer, er du klar til at skrive løs om en arbejdsdag, som du ønsker, den skal forme sig, fra den begynder til den slutter. Hvad laver du? Hvordan griber du det an? Har du mange forskellige typer af opgaver eller én opgave ad gangen? Hvordan holder du pauser? Netværker du i løbet af dagen? Hvordan bruger du nettet? Går du til møder? Jo flere detaljer du fylder på, desto mere stof har du at arbejde videre med, når du senere skal skabe eller justere virkelighedens rammer for dit arbejdsliv. Beskriv en hel arbejdsdag og gerne flere dage. Men skriv i nutid og begynd for eksempel noget i stil med: “Jeg træder ind ad døren til mit kontor. Tænder computeren. Sniksnakker med kollegerne i køkkenet, mens jeg tilbereder min ingefær-smoothie. Så ind ved computeren og læse mails. Hov, der er kommet svar fra den nye kunde i Italien….”
Husk, at du kun skriver dette som inspiration til dig selv, ikke for at få Nobels Litteraturpris, så smid fluks eventuelle skriveblokeringer over bord og lad dig rive med af fortællingen om dit ideelle arbejdsliv. Slå også den kritiske sans fra og lad være med at tænke over, hvad der er praktisk realisabelt. Når drømmescenariet om dig selv er skrevet færdig, skal du lægge det fra dig nogle timer…
…så er du klar til at læse historien om dig selv igennem med friske øjne. Hvad siger teksten egentlig om dine drømme? Måske kan du læse mere ud af historien, end du var opmærksom på, da du skrev den – især hvis du formåede at skrive løs uden at tage stilling undervejs. Er der noget, der springer i øjnene? Noget du kunne indarbejde i dit arbejdsliv? Vurdér, hvad der er realisabelt.
Lad pennen flyde
I litteraturen kaldes det at lade ordene strømme ned på papiret uordnet og associativt stream of consciousness. Drømmemetoden, der er beskrevet her, er inspireret af Walt Disneys såkaldte kreativitetsstrategi, som jeg efterhånden har benyttet i mange sammenhænge. Princippet er, at man udfolder alle de kreative og skæve ideer, inden man tager kritisk stilling til, om de er realiserbare. Metoden kan hjælpe os ud af vanetænkningen og give plads til at krydse ideer, vi ikke troede det muligt at forene. Det var sådan den flyvende elefant Dumbo blev skabt.
9. oktober 2009 kl. 12:46
Ældre indlæg