Diverse
Skrevet af Trine Kolding
Sandheden skal man høre fra børn og fulde folk, har min far altid sagt, og i dag fik han endnu en gang ret. Min ene treårige søn sad og faldt i staver i morges, da han var ved at tage sutsko på i børnehaven. Ud af den blå luft lyder det pludselig: “Mor, når de voksne har travlt, har de ikke tid til at snakke”.
Av, for dén, det gjorde ondt helt inde i hjertekulen. Godt nok refererede han til pædagogerne, men det ku’ lige så godt have været mig – eller måske dig. For det er jo så sandt, så sandt. Når vi har travlt, er det ofte nærværet over for børnene, der ryger først. For vi skal lige, og lige, og…

På http://www.travlemedarbejdere.dk/ har jeg blogget videre om, hvad vi som forældre kan gøre for at skabe større nærvær i dagligdagen.
Lige nu sidder jeg med tanken: Godt, han sagde det højt, så jeg skærper min opmærksomhed omkring det. Men hvad med alle de tanker, han og andre børn ikke siger højt? Måske skulle vi voksne øve os i ikke lige at skulle nå en hel masse, før vi har tid til at lytte efter.
Mange hilsener, Trine
[tags] pædagoger, travlhed, travle medarbejdere [/tags]
28. januar 2009 kl. 10:51
Skrevet af Julie Lindegaard
Jeg bliver ofte spurgt til mine kontorforhold i Svendborg. Byen har hverken iværksætterpark, innovationshus eller udviklingspark, hvor kreative virksomheder kan bo (til trods for at Svendborg ligger på en imponerende flot 3. plads efter Århus og København, når det gælder kreative sjæle blandt indbyggerne – kilde: cbs)
Men det er altså ingen hindring. Sammen med min gode konkollega Lars, der driver konkurrenten Vid og Sans, lejede jeg sidste år 300 kvadratmeter midt i byen, tæt på vandet og med stationen som nabo.
Vi lavede vores eget kontorhotel og lejede ud til 9 andre små virksomheder. På den måde fik vi flere kolleger, inspiration ude fra, en central og unik beliggenhed – og ja, lov til at bestemme, hvordan vi vil have det indrettet.
Det er faktisk ikke svært at være både virksomhedsejer og “hotelmutter”- og det går forrygende.
Koden er at få det organiseret, så vi ikke selv skal købe kaffe, frugt og vaske håndklæder…Så fik vi jo aldrig tid til at arbejde. Men det er udliciteret til dygtige folk – og så er det pludselig sjovt !
Her et år efter startskuddet har vi stadig huset helt udlejet, forrygende kolleger og dejlige lokaler.
Vi har skabt et hus fuld af spændende mennesker. Det er jeg faktisk lidt stolt af!
Vi har døbt kontorhotellet F17 – fordi vi er hurtigere end F16, (og så lidt fordi vi bor i Frederiksgade 17!).
27. januar 2009 kl. 22:23
Skrevet af Karen Lumholt
I aften på Vita kan du høre mere om “Fra biks til business – når kvinder tænker vækst” og om den baggrund, bogen er skrevet på. Det er en genudsendelse fra 11.30 i formiddags. Udsendelsen genudsendes også 5.30 i morgen tidlig og varer næsten en halv time.
Herunder ser du omtalen, som ligger på www.dr.dk/vita, hvor udsendelsen også kan downloades:
Fra biks til business
VITA 21. januar 2009 kl. 11:30 på P1
“Det begyndte med computere i familiens havehus med ungerne løbende omkring og forretningsforbindelser ved spisebordet.
Karen Lumholdt var glad, når kunderne henvendte sig. Ingen opgave var for lille for det nystartede konsulentfirma. Som journalist og tidligere mellemleder havde hun et godt netværk, men som selvstændig var der brug for kontakter til meget bredere kredse. Hun blev, som hun kalder det, professionel networker.
Fra havehus til lokaler i en nedlagt fabrik
I dag knap 5 år efter at hun og hendes mand tog springet fra faste lønninger og oprettede Lumholdt og Stahlschmidt Kommunikation, er meget ændret. De små PR-opgaver er skiftet ud med større rådgivnings- og konsulentprojekter og havehuset med lokaler i en nedlagt fabrik på Amager.
Arbejdsliv og privatliv er adskilt og det betyder større koncentration og tilstedeværelse – både det ene og det andet sted.
I bogen “Fra biks til business – når kvinder tænker vækst” tager Karen Lumholdt fat i de begrænsninger mange iværksætterkvinder pålægger sig selv, når det handler om at øge firmaets økonomi og kundekreds. Med baggrund i samtaler med 100 iværksætterkvinder og de nyeste undersøgelser og statistikker belyser hun de udfordringer, som specielt kvindelige virksomhedsledere står over for, når de vil vokse med deres firma.
- Læg beskedenheden og kravet om at ordne alting selv væk og sats på det du er god til, lyder rådet. – Og fremfor alt udvid dit netværk med folk, der ikke ligner dig selv – stræb højere og bredere og udnyt de sociale kompetencer, som især kvinder har.”
Det skriver journalist Mette Starch, som også er programmets tilrettelægger.
21. januar 2009 kl. 17:40
Skrevet af Trine Kolding
For to måneder siden valgte jeg at flytte min virksomhed til lokaler tættere på hjemmet. To-tre timers transporttid dagligt bare for at komme ind på mit kontor var ikke til at holde ud – især for en småbørnsfamilie, hvor de små marginaler tæller i forhold til hente- og bringetider.

Tune Erhvervspark
Så hvad er status nu?
Hele familien har vundet på flytningen til Tune Erhvervspark. I første omgang troede jeg, at det ville betyde mere tid på arbejdet, når jeg har kontordage. Jeg har da også mere sammenhængende tid, fordi jeg planlægger hele kontordage i Tune og samtidig sørger for at lægge møder på samme dag, når jeg skal til København.
Mere tid med børnene
Men først og fremmest har flytningen givet masser af fleksibilitet i forhold til vores to drenge på tre år. Sjovt nok tager det langt længere tid at komme ud af døren nu. Når det kun tager tre minutter at cykle på arbejde, er der jo masser af tid… Så morgenerne foregår i roligt tempo, og der er tid til at ordne vasketøj og rydde op. Om eftermiddagen kan jeg enten arbejde lidt længere end tidligere eller nå at handle ind, før børnene skal hentes.
Savner storkontoret og makkeren
Samtidig har jeg fået eget kontor nu og næsten fire gange så meget plads til samme pris. Sidstnævnte er skønt. Dog er jeg nok mest til storkontor med aktivitet omkring mig. På den ene side nyder jeg at kunne fordybe mig i at skrive eller læse uden afbrydelser. Men på længere sigt får jeg altså mest energi af at være tæt på andre mennesker.
Jeg savner også min tidligere kontormakker og vores sparring henover skrivebordet. Det imødekommer vi dog ved faste møder hver 3. uge.
Mere socialt fællesskab
Til gengæld er der større socialt fællesskab i de nye lokaler. Pt er vi 13 virksomheder (ca. 40 mennesker mod ca. 300 i det tidligere kontorhotel), så alle kender hinanden. Der er dækket op til frokost kl. 12, hvor de, der er i huset og har lyst, mødes og spiser sammen. Derudover fælles morgenmad hver fredag.
Alt i alt - de få ulemper kan jeg næsten planlægge mig ud af, og de opvejes i høj grad af fordelene.
[tags] flytte på landet, storkontor, mere familietid, Tune Erhvervspark, kontorhotel [/tags]
19. januar 2009 kl. 14:54
Skrevet af Julie Lindegaard
Der er sørme mange meninger om facebok – uanset hvilken avis eller medie du åbner, så er der debat om facebook-manien, der er over os. Omkring to millioner danskere menes at have en facebook profil, og ifølge berlingske, så vil det tal kun stige.
Og hvad bruger vi det til???
Ja, jeg bruger det mest til at følge med i mine venners liv via deres statusopdateringer – en feature, der er laaaangt bedre end Se & Hør, fordi det her er mennesker, jeg faktisk kender.
Men jeg har også for første gang forsøgt mig med jobsøgning, fordi jeg skal bruge en ny medarbejder. Alene ved at henvise til opslaget på firmaet web i mine status-line har jeg fået henvendelser fra tre potentielle jobsøgere – og ja, på ganske få dage er der kommet en række spændende ansøgninger ind i min postkasse.
Facebook kan altså andet end snuppe al ens fritid……
Poul Høi har i sin blog beskrevet, hvordan han oplever facebook manien, når han kommer fra USA.
Måske ser det lidt tosset ud udefra – men det virker altså.
Hvad bruger du Facebook til????
17. januar 2009 kl. 11:49
Skrevet af Trine Kolding
Nu må det være på tide at lægge et nyt indlæg ud som erstatning for juletræ og nytårsfyrværkeri! Det nye år er jo godt i gang, og det er jeg også. Sådan da…
Influenzaepidemien har hærget 
også i mit nærområde, så hele ferien gik med sygdom og dermed ingen julefrokoster – snøft. På 4. uge har jeg stadig tilbagefald, og ifølge lægen hjælper kun kamillete og søvn. Som selvstændig og med en snarlig deadline på nyt manuskript tiggede og bad jeg ellers om penicillin, men hun stod fast.
Som enmandsvirksomhed er man frygtelig sårbar over for især sygdom. Og der er sikkert også en grund til, at jeg blev syg netop den 22. december – for der begyndte juleferien, og så “havde jeg tid”! Der er ikke så meget at gøre – sygdom kan ikke planlægges, og vi bliver ikke hurtigere raske af at droppe sygesengen.
Så jeg kører på halv kraft – når det, jeg når – og ved du hvad, det går nok alligevel. For det plejer det jo. Lige nu ser jeg frem til en times massage i eftermiddag. Jeg er sikker på, at det vil være befordrende for mit helbred.
Mange hilsener,
Trine
[tags] sygdom, selvstændig, influenza, epidemi [/tags]
15. januar 2009 kl. 09:36
Skrevet af Allan Ravn
Som mit sidste bidrag på denne blog vil jeg først og fremmest sige tak til Børsen Mikro for muligheden og adgangen til dette forum! og dernæst rette en opfordring til alle!
Smil
det er ikke så svært, og det smitter. Af alle de bøger jeg har læst, er en sætning måske bedre en alle de andre tilsammen – sætningen er følgende:
There is no way to happiness – Happiness is the way!
Er det for simptelt? Ja, måske, men det er rigtigt. Det behøver ikke være pakket ind i flotte omslag eller lange taler, før det er rigtigt. Nyd livet, nyd processen hen mod dit mål! og
Jeg vil ønske dig held og lykke fremover i alt du sætter dig for!
Mange hilsner
Allan Ravn
14. januar 2009 kl. 21:33
Skrevet af Julie Lindegaard
Markedsføring og synlighed – hvis der er en, der kan finde ud af personlig branding, så er det Jubii-stifteren og Spamfighter-manden Martin Thorborg. Selv om han er flyttet til USA, så er han langt fra glemt her i Danmark!
Han har netop lanceret sin egen iværksætterradio, hvor han deler ud af sine mange gode råd og ideer.
Radioen er lagt på nettet – og du kan stille spørgsmål ved at ringe til hans telefonsvarer på telefon 3696 4270. Han vælger de bedste spørgsmål ud, og giver på sin helt egen direkte facon svar og gode gode råd.
Lyt til hans gratis nytårshilsen og hans gode råd til nye og gamle iværksætter.
En del af nytårspep-talken handler om at nyde nuet, stoppe med at snakke om tingene og alt det, du gerne vil – og i stedet få det gjort.
Jeg har lyttet til et par afsnit – og han har meget på hjerte! Lyt med, bliv inspireret eller provokeret. Måske rammer han et par ømme punkter undervejs?
Markedsføringsstunt?? Uanset hvad – så er det godt:
Han er autentisk, deler ud af sin viden (for free) og får god synlighed……Alle vinder!
[tags] martin thorborg, iværksætterradio, nytårsfortsætter, spamfighter [/tags]
3. januar 2009 kl. 21:06
Skrevet af Allan Ravn
Nu må den evendelige negative “sang” om finanskrise stoppe!!!
Nu har den såkaldte finanskrise raset i mere end 5 måneder. I denne periode har alle mediefolk og andre som har adgang til medierne, stået på tærerne af hinanden for at tale os andre ned i et stort sort hul! – FINANSKRISE! PÅ PÅ! DET GÅR GALT! – FINANSKRISE! – FINANSKRISE! (dog skal det lige anføres at et par enkelte modige bank folk har pippet lidt om, at danskernes økonomi faktisk er ret god..)
Det er nu tid til at de selvsamme medier og folkene bag, tager deres ansvar alvorligt og begynder at udbrede budskabet om hvad det egentligt går ud på….Det er en uhyggelig negativ mental spiral, som har spredt sig rundt om kloden! jo da, et par banker og andre virksomheder er gået ned, nogen i større stil end andre, og menigmand har mistet penge på aktier, eks. Roskilde Bank. Undertegnede er selv en af dem. Men aktiehandel er altså et spil. Et spil på lige fod med ludo og matador. Hvis du spiller har du muligheden for at vinde, hvis du altså er opmærksom og kender reglerne. I de forgangende år har ekstremt mange mennesker dog spillet aktie spillet, uden at være opmærksomme og uden at kende reglerne… og problemet er at de selvsamme mennesker har vundet – BIG TIME – Og sejre uden opmærksomhed og årvågenhed, gør at vi som homo sapiens bliver dovne!
Men det jo altså ikke noget helt nyt fænomen at virksomheder går konkurs, eller at menneske bag virksomhederne fusker med tallene…kig i historiebøgerne.
Det nye er at vi nu til dags har et tæppe bombardement fra mediernes side. Og hvad sælger bedre (på den korte bane) end dårlige nyheder. Men spiralen indhenter også mediefolket, og på et tidspunkt bliver der solgt færre aviser, der bliver brugt færre kroner på kampagner i tv spots osv. Og hvem rammer “krisen” så… ja, nemlig, de selvsamme mediefolk der har tudet os andre ørene fulde omkring dommedag!
Jeg håber ikke for nogen at de skal miste job og indtægtsgrundlag. Men den måde som denne krise bliver angrebet på af medierne, er født til at blive en selvopfyldende profeti.
I de perioder jeg har arbejdet med sportsfolk, der skulle præstere ud over det sædvanlige, har vi blandt andet benyttet gentagelsens magt. Gentag igen og igen, det du se, føle, opnå. Altså en kodning af hjernen. Og det virker skræmmende stærkt.
Så man behøver altså ikke være professor i økonomi for at vide, at nå ordet KRISE, bliver sagt 1 million gange om dagen….hvad får man så???
Mediefolk og andre med adgang til offentlige talerør….tag nu jeres ansvar alvorligt. Dæmp dommedagstrommerne, kig på fakta og kig lidt i historiebøgerne.
I det kinesiske sprog består ordet krise, af to ord. Fare og mulighed! hvad vælger du at fokusere på??
Mange julehilsner
Allan Ravn
26. december 2008 kl. 10:15
Skrevet af Trine Kolding
Kære bloglæsere
Jeg vil benytte lejligheden til at takke for jeres læselyst og kommentarer gennem året, der gik. Det har været en fornøjelse at blogge om tid, effektivitet og livet som selvstændig.
Samtidig vil jeg ønske jer alle en rigtig glædelig jul og godt nytår.
Mange hilsener, Trine Kolding 
22. december 2008 kl. 09:57
Nyere indlæg
Ældre indlæg