Diverse

Hvordan er det så at flytte i kontorfællesskab?

Skrevet af Karen Lumholt

Jeg har på et tidspunkt skrevet at jeg ville vende tilbage til hvordan det så er gået, efter at vi er flyttet i kontorfællesskab. Er det rigtigt, at det øger omsætningen at ”flytte hjemmefra”, når man er mikroselvstændig?

Måske er det lidt for tidligt at gøre status; vi flyttede pr. 1. januar og tiden har været lidt atypisk pga. vinterferie og særlige begivenheder i familien (et dødsfald), som har taget en del arbejdstid. MEN – jeg synes alligevel godt, jeg kan gøre rede for nogle tendenser, som jeg håber jeg næste gang jeg gør status, kan dokumentere med nogle mål- og registrerbare facts. Her er min foreløbige status over fordele/ulemper:

FORDELE

- Når jeg møder på kontoret i Sturlasgade om morgenen, bliver jeg straks fanget ind af den gode stemning. Man hører andre tale ivrigt om emner, som er beslægtede med mit arbejde (i dette tilfælde tales der en del om kommunikation på nettet), der er travlhed, man hører latter osv.
- Jeg har stadig min frihed, dvs. jeg kan komme og gå som jeg vil og skal ikke afrapportere til nogen.
- Jeg bliver opdateret på nogle faglige områder, blot ved at lytte til snakken, som går – der er en hel del webkommunikation-snak, kommerciel snak etc.
- Jeg kommer i daglig berøring med mennesker, som er anderledes end mig (de er meget unge herinde, de fleste er mænd, deres interesser og familiesituation er forskellig fra min etc.) – det er meget inspirerende!
- Frokosten føles som en rigtig pause, fordi der er organiseret frokostordning, vi sidder bænket omkring et bord, der er dækket fint op osv.
- Jeg er stolt af at invitere kunder og samarbejdspartnere herind, fordi omgivelserne er dejlige, måske ikke luksuøse, men inspirerende og sjove.
- Jeg arbejder mere uforstyrret ved computeren end derhjemme, hvor der når som helst kan komme et skolebarn og stikke næsen ind af døren og sige: Hvor er far? Hvorpå jeg er revet ud af min arbejds-sfære, i hvert fald for en stund.
- Min professionelle performance synes jeg har lagt sig på et højere niveau, men det kan jeg næppe selv vurdere, det må andre gøre. Fx tænker jeg konsekvent mere kommercielt end jeg gjorde derhjemme, min sprogbrug har ændret sig og er blevet mere ”strømlinet”, synes jeg. Jeg leverer hurtigere – og mere målrettet.
- Der er generelt mindre privatmenneske og mere professionel Karen Lumholt over min approach over for kunder og andre, jeg taler med – også selv om det bare er i telefonen.
- Jeg synes også at jeg slapper mere af, det er måske fordi jeg ser, at de andre også ind i mellem tager sig en pause eller slår et par skæve, så kan jeg også.
- Det er dejligt at komme hjem og føle, man kan tillade sig at holde fri derhjemme.

ULEMPER

Er der nogen ulemper?
Ja, der er selvfølgelig nogle økonomiske, især
- at jeg betaler 6.000 kr. om måneden for lokalerne, også når jeg ikke er her
- at jeg betaler til en frokostordning, som jeg ikke altid bruger, fordi jeg er ude hos kunder (eller in casu: holder ferie)
- at jeg har udgifter til transport, det havde jeg ikke ret meget af før
- jeg bruger tid på transport, enten det er på cykel, med metro eller bil, men den tid er jeg nu begyndt at sætte pris på, fordi den adskiller hjemmesfæren fra arbejdet (så måske skal denne faktor på under fordele i stedet, jeg får jo også motion!)

De økonomiske ulemper forestiller jeg mig rigeligt bliver opvejet af de fordele, der er nævnt ovenfor, nemlig den øgede professionalisme.

Så er der konsekvenserne for familien. Jo, det er rigtig rart for den 10-årige at jeg lige er der, når hun står og skal bruge et klippekort til bussen og ikke har pengene eller når den 15-årige kommer og skal have et råd om en skoleopgave.

Men – og nu kommer det interessante: Ifølge de unge mennesker selv (en på 17, en på 15 og en på 10) er det lidt af en lettelse, at mor og far er flyttet væk fra hjemmet med arbejdspladsen. Ifølge dem er det gode, at de nu kan være nogenlunde sikre på at når vi er der, så er vi der som familiemennesker.
Med mindre altså at vi liiiige falder i snak om jobbet over middagsmaden….
Men det gør andre mennesker, der ikke er selvstændige, jo også.

SÅ – alt i alt – KLAR ANBEFALING!
I hvert fald for dig, der har halvstore eller store børn.

Skriv kommentar 20. februar 2009 kl. 11:55

“Mandhaftig” artikel i Femina

Skrevet af Karen Lumholt

“Jeg vidste ikke at du var så mandhaftig”, var der en læser af Femina, som sagde til mig til en familiebegivenhed.

Jeg kan fortælle, at en stor del af Feminas læsere er – mænd. I hvert fald at dømme efter de mange reaktioner, jeg har fået på artiklen i det forrige nummer af Femina, hvor jeg blandt andet opfordrer til at kvinder ikke sætter deres lys under en skæppe, lærer at sælge sig selv lidt dyrere og lærer at tro på deres kvalifikationer og ideer.

Af alle de mange gode mediedækninger, der har været af “Fra biks til business”, er Feminas nok den, der har givet flest spontane tilbagemeldinger. Femina-artiklen handler i høj grad om de “Tretten faldgruber, som kvinder falder i”, som jeg skriver noget om i bogen – og hvordan man undgår dem, når man vil starte selvstændig virksomhed. De fleste af faldgruberne handler om at forberede sig for meget, sælge for lidt, gøre alting selv, være for grundig og detailorienteret og for pligtopfyldende, have for lidt tro på sig selv og tænke for negativt om at tjene penge. Og så handler de om at tænke for lidt på sig selv og på, hvad der er sjovt, livsbekræftende og giver energi.

“Man må nyde før man kan yde”, siger min svigermor altid – og så serverer hun et eller andet lækkert, hvorpå man kan gå i gang med opvasken eller noget andet, som skal gøres. Princippet er godt: Man må have det sjovt og have masser af inspiration for at orke at knokle.

Et andet godt citat: “Vælg et arbejde som du elsker, og du vil aldrig mere skulle gå på arbejde i hele dit liv…”. Lad lysten drive værket!
Hvem var det nu, der sagde det?

Skriv kommentar 19. februar 2009 kl. 00:57

Fem gode råd om at netværke

Skrevet af Karen Lumholt

Se artiklen i Erhvervsbladet: http://www.erhvervsbladet.dk/article/20090212/news07/702110050/

Jeg har haft fornøjelsen igen at blive interviewet til Erhvervsbladet. Her er et uddrag med fem gode råd:

Karen Lumholt, der har været selvstændig siden 2004 og driver kommunikationsbureauet Lumholt & Stahlschmidt Kommunikation, sætter i sin bog ‘Fra biks til business – når kvinder tænker vækst’ blandt andet fokus på, hvordan man får skabt et godt netværk som iværksætter. Hun anbefaler, at man laver nogle øvelser på egen hånd, inden man kaster sig over forskellige personer, som man gerne vil netværke med. Det handler om at få sat ord på, hvad man selv kan give – eksempelvis af kompetencer, viden og kontakter – og hvad man faktisk selv efterspørger. Selv lagde hun ud med at kontakte nogle garvede personer inden for det at netværke for at få nogle gode råd om, hvilke netværk der egnede sig for hende. Herefter har hun desuden flittigt brugt internettet, hvor der findes adskillige netværk, ligesom hun har haft modet til at tage kontakt til personer, som arbejder inden for hendes område, uden at kende dem på forhånd. Det har også givet gevinst.

5 gode råd
I sin bog giver Karen Lumholt en række gode råd om, hvordan man skal agere i netværksland – her kan du læse et udpluk:

1. Klare præmisser: Du skal ikke foregive, at du vil søge oplysninger eller kolleger, hvis du primært vil sælge. Sig, hvad det er, du vil. Det kommer du længst med.

2. Giv lidt mere end du får: Når du deler ud af din viden og tipper andre om en mulig kunde eller et interessant link, skaber du overskud i netværket. Og det betyder, at folk kommer til dig igen. Men pas på – bliv ikke den, der bare giver og giver.

3. Adskil det private og det professionelle: Du skal passe på med at blive for privat i forhold til, hvad du fortæller de øvrige personer i dit netværk. Det handler om at skelne mellem, hvad der er privat og personligt. Det, du selv oplever, som kan have interesse for andre, er det personlige, som du kan dele i netværket. Det, du selv oplever, men som ikke har interesse for andre end dig, det er det private, som du ikke skal dele i netværket.

4. Del viden online: Når du har efterlyst viden, råd og tips i et onlineforum, er det god tone bagefter at dele den viden, du har fået, med resten af onlinelisten.

5. Sig tak og krediter: Når du modtager noget af dit netværk, for eksempel en god kunde eller vigtige informationer, bør du sige tak og kreditere de personer, der hjalp dig. Er du med i en onlinegruppe, kan du takke og samtidig sende en opsamling ud, hvor du henviser til de folk, der hjalp dig via et link.

Skriv kommentar 19. februar 2009 kl. 00:42

Nyt magasin på gaden – eller rettere på nettet….

Skrevet af Julie Lindegaard

Er lige blevet gjort opmærksom på dette nye fænomen:
remee 147x150 Nyt magasin på gaden   eller rettere på nettet….

Magasiner, der kan bladres i – som i e-paper, men hvor der også er fuld skrue på interaktivitet og multimedie. Skønt at se en videreudvikling af e-paper….

Tjek det ud – det er x-factor stjernen Remee, der får fuld selvpromovering og fortalt gode historier:
Remees eget magasin

Det er top tjekket med lækkert design – men jeg er ikke overbevist – er det virkelig fremtiden at læse magasin på nettet, hvor du skal bladre som i “den virkelige verden”.
Læsevenligheden får umiddelbart bundkarakter – her er tænkt mere på smartness og lækkert design. Men det er måske også det vigtigste?
For eksempel er det jo også besynderligt at så få af annoncerne er interaktive…..

Hvad synes du???

Jeg vil kigge mere på det den kommende tid – og måske nok vende tilbage med mere, når jeg har nærstuderet det.

Virksomheden Freemags står bag teknologien.

3 kommentarer 18. februar 2009 kl. 16:58

Den gode ansøgning – fem gode råd….

Skrevet af Julie Lindegaard

Jeg har netop besluttet at udvide med en fastansat medarbejder – og har haft opslået et stillingsopslag. Jeg begyndte med at søge via mit eget netværk – og fik hurtigt de første ansøgninger ind. Jeg besluttede også at indrykke jobbet via et jobsite, Jobindex – og resultatet var positivt overraskende for Sydfyn. Knap 50 velkvalificerede ansøgere lå i bunken – nogle selvfølgelig bedre end andre – og fra hele landet.

Og der var mange ansøgere med flotte cv’er og gode baggrunde…
Men jeg ikke er synderligt imponeret over en del af ansøgernes evner til at skrive spændende, anderledes og motiverede jobansøgninger…
Derfor har jeg her uddraget fem punkter, der kunne have rykket flere ansøgere højere op i bunken…

1) Sørg for at din ansøgning er rettet mod modtagere (eksempelvis, hvis du søger job i et kommunikationsbureau, så gør ekstra meget ud af sproget – og sørg for at være mere opfindsom end “undertegnede ansøger hermed om job xxx)

2) Skriv kort og præcist – og forklar hvad du kan gøre for arbejdsgiveren – med eksempler – og mindre om, hvad du vil og drømmer om…

3) Send din ansøgning i PDF (og overvej om den ikke skal sættes lidt smartere op end et klassisk wordlook – overvej også et foto, fordi det også giver et indtryk af dig at se dig?)

4) Vedlæg kun relevant og nyt materiale, for at understøtte din ansøgning, hvis det virkelig gør en forskel – udelad 15 år gamle uddannelsesbeviser og andet forældet materiale.

5) Læs korrektur – og husk dine egne kontaktoplysninger – også emailadresse.

[tags] Den gode ansøgning, fem gode råd, jobansøgere, jobindex [/tags]

Skriv kommentar 13. februar 2009 kl. 19:35

Farvel til Facebook

Skrevet af Trine Kolding

Igennem et stykke tid har jeg overvejet, om jeg skulle bevare min profil på Facebook. For talte de mange sjove og interessante henvendelser fra fortiden – gamle klassekammerater, tidligere kolleger etc. Imod var imidlertid de mange irrelevante informationer, at blive tagget på billeder og dermed offentliggjort uden tilsagn, samt det store tidsforbrug. Selv en “professionel tidsstyrer” som jeg kunne blive suget ind i Facebooks uendelig univers og først flere timer senere opdage, at tiden var druknet i klik efter klik efter klik…

saying goodbye Farvel til Facebook    

Dødsstødet kom dog først i går, da jeg læste, at Facebook nu sælger informationer om mig til diverse annoncører m.m. samt, at de har rettigheder til alle de billeder, jeg har valgt at lægge ud på min profil. Det vil sige, at de har ret til at bruge billeder af mine børn eller mig på et cd-cover, rejsekatalog eller andetsteds, uden jeg kan gøre indsigelser. Hvad i alverden bilder de sig ind?

Nedlagt min profil
Resolut har jeg lukket min profil. Farvel til alle mine virtuelle venner – forhåbentlig tilgiver I mig. Heldigvis findes der andre netværk, f.eks. LinkedIn, hvor du er velkommen til at kontakte mig.

Læs mere om Facebooks metoder her:

“Facebook vil sælge dine oplysninger”, Berlingske Tidende

“Har Facebook ret til din profil?”, Computerworld

Og lad mig endelig høre, hvad du mener.

God weekend, Trine

[tags] Facebook, LinkedIn,, Berlingske Tidende, Kommunikationsforum [/tags]

5 kommentarer 6. februar 2009 kl. 17:28

Bliv bedre til netværk

Skrevet af Karen Lumholt

Erhvervsbladet har i dag interviewet mig om vigtigheden af netværk for iværksættere og andre små selvstændige. Anledningen er den nye GEM-antologi (Global Entrepreneurship Monitor), som avisen skriver om, fordi den for nylig er udkommet på Børsens Forlag.

Udgangspunktet for interviewet var, at alle jo er enige om at netværk er godt og at netværk er afgørende for hvor godt iværksættere klarer sig. Men hvorfor er det godt? Og hvordan gør man, hvis man ikke lige er blevet undervist i netværk eller har et stort netværk med sig, når man starter forretning?

Jeg fortæller hende om mine erfaringer, der bekræfter vigtigheden af netværk – og jeg gengiver nogle af de pointer, som også findes i “Fra biks til business”, kapitel 9: Brug dine netværk mere professionelt.

Og så henviser jeg hende i øvrigt til en række eksperter i netværk, som jeg selv har fået meget forstand af, nemlig Abelone Glahn, der er særdeles kendt af denne blogs læsere, forfatter til en række bøger om netværk, udkommet på Børsens Forlag. Og jeg henviser til Marina Hjørdie, der bl.a. har skrevet “Netværkskogebogen – opstart, facilitering og organisering af netværk”, som især henvender sig til små virksomheder, der gerne vil vokse i netværk – og lidt større, der gerne vil videndele i netværk.

Der er andre, jeg kunne have nævnt, med gode opskrifter og metoder til bedre og mere effektiv networking. Jeg mødte én af dem på Morgendagens Heltinders konference den 19. november 2008, “Vækst dig til guld gennem værdier og grønne skove”. Den blev holdt inde i Erhvervs- og Byggestyrelsen. Hun hedder Charlotte Junge og hun dirigerede på stedet en fantastisk proces, hvor deltagerne bad om og fik tilbudt det, de søgte – hos hinanden.
Det handler jo om at sige hvad det er, man har brug for. Så er chancen for at man får det større.

Endelig vil jeg nævne Susanne Hoecks bog ”Netværk – vejen til magten er feminin”.
Susanne Hoeck er medstifter af netværket Women On their Way (WOW), og det er erfaringerne bl.a. fra dette netværk, hun bygger på i bogen.

Og så vil jeg henvise til min egen liste over kvindenetværk og andre netværk, som er relevante for små virksomheder. Den er at finde her på siderne – som ekstramateriale eller “værktøj”, som knytter sig til bogen “Fra biks til business”.

Se “Den store netværksliste” her: http://borsenmikro.dk/vaerktoj

Artiklen i Erhvervsbladet kommer på næste torsdag.

Skriv kommentar 3. februar 2009 kl. 12:54

Så er Børsen Mikros arkiver åbnet!

Skrevet af Abelone Glahn

Så er Børsen Mikros arkiver åbnet!  Vi har jo haft en del bloggere og gæstebloggere igennem de snart to år, Børsen Mikro har eksisteret.
Mange af disse blogindlæg er guld værd og har hidtil ikke kunnet findes på vores site.
Men nu er de kommet frem i lyset, og her er oversigten:

Det oprindelige starthold af bloggere på Børsen Mikro ved lanceringen i marts 2007:


bloggerholdet16032007 web Så er Børsen Mikros arkiver åbnet!
 

Skriv kommentar 2. februar 2009 kl. 08:54

Kvinder i erhvervslivet??

Skrevet af Julie Lindegaard

Jeg har før blogget om manglen på kvinder i dansk erhvervsliv før… men nu er emnet aktuelt igen for mig… Jeg undres!
Jeg er netop blevet inviteret til Svendborg Kommunes nyeste tiltag overfor erhvervslivet – morgenmøder uden dagsorden……

Borgmesteren vil gerne tage temperaturen på kommunens erhvervsliv – og har derfor besluttet at bruge en række morgener på at møde erhvervslivet. Ved hvert møde inviteres cirka 25 erhvervsfolk til at komme med input og skabe dialog om kommunens service mv.
Glimrende ide…..

Jeg har den seneste tid været kørt lidt metaltræt i kvindenetværk og den evige debat om kvinder, arbejdsliv, familieliv og karriere, der har været gennem flere år i min omgangskreds. Men da jeg modtog listen over de andre inviterede til morgenmødet gik det op for mig at den debat langt fra er uaktuel…
På listen to kvinder. Den ene er mig…. Resten er mænd.

Hmmm – hvor er kvinderne på Sydfyn???
Mon ikke det er et meget godt billede – også på landsplan, der viser at når man samler 25 virksomhedsledere – så er cirka 2 af dem kvinder… Resten er mænd!

Hmmm – jeg undres…..

[tags] kvinder, sydfyn, svendborg, morgenmøder [/tags]

Skriv kommentar 1. februar 2009 kl. 16:43

Når de voksne har for travlt

Skrevet af Trine Kolding

Sandheden skal man høre fra børn og fulde folk, har min far altid sagt, og i dag fik han endnu en gang ret. Min ene treårige søn sad og faldt i staver i morges, da han var ved at tage sutsko på i børnehaven. Ud af den blå luft lyder det pludselig: “Mor, når de voksne har travlt, har de ikke tid til at snakke”.

Av, for dén, det gjorde ondt helt inde i hjertekulen. Godt nok refererede han til pædagogerne, men det ku’ lige så godt have været mig – eller måske dig. For det er jo så sandt, så sandt. Når vi har travlt, er det ofte nærværet over for børnene, der ryger først. For vi skal lige, og lige, og…

busy Når de voksne har for travlt

http://www.travlemedarbejdere.dk/ har jeg blogget videre om, hvad vi som forældre kan gøre for at skabe større nærvær i dagligdagen. 

Lige nu sidder jeg med tanken: Godt, han sagde det højt, så jeg skærper min opmærksomhed omkring det. Men hvad med alle de tanker, han og andre børn ikke siger højt? Måske skulle vi voksne øve os i ikke lige at skulle nå en hel masse, før vi har tid til at lytte efter.

Mange hilsener, Trine

[tags] pædagoger, travlhed, travle medarbejdere [/tags]  

Skriv kommentar 28. januar 2009 kl. 10:51

Nyere indlæg Ældre indlæg

Bøger til selvstændige: