Bøger
Skrevet af Gaesteblogger

Luspank och iderik - ludfattig og iderig
Anmeldelse af bogen “Luspank och idérik ” af
Ulla-Lisa Thordén og Thomas Östberg.
Skrevet af Christina Kabel, freelancejournalist & kommunikationsrådgiver
”Fattige kunstnere skaber ikke bedre!”
”Ludfattig og iderig” er først og fremmest en bog for alle de kunstnere, der har bare det mindste forbehold for at skulle sætte en pris på det de skaber – og ikke mindst at skulle sælge det.
Som Ulla-Lisa Thordén – den ene af forfatterne- skriver i forordet, har hun de sidste 25 år arbejdet tæt på mange forskellige kunstnere, og ofte mødt den indstilling, at kunstnere og deres værker taber prestige, hvis de bliver opfattet som kommercielle.
At kunst skal betragtes på et andet og højere plan. Og derfor kæmper mange kreative mennesker med at kunne leve af det, de skaber – og brænder for. Fordi det at sælge sig selv ligger dem uendeligt fjernt, og ordet sælger bringer straks en masse usympatiske billeder frem af påtrængende og halvklamme støvsugersælgere.
Men friheden og roen til at kunne skabe kræver penge – og en evig bekymring over, hvor pengene til huslejen, julegaver, elregningen og nye arbejdsmaterialer er en ringe balsam for skaberglæden.
Så ”Ludfattig og iderig” er først og fremmest bogen for dig, som har svært ved at sætte en pris på det, du skaber. Og som gerne vil lære mere om, hvordan du når ud til et større publikum, og tager dig betalt for den værdi, som din kunst skaber..
For synlighed er ekstremt vigtig – hvis du ikke er synlig og til at få fat på, kan kunderne ikke vælge dig. Og de to forfattere var overrasket over, hvor mange af de kunstnere de gerne ville have interviewet til bogen, som det var helt umuligt at komme i kontakt med.
Synlighed er livsvigtig
Det er bogens største styrke, at den definerer kunst og det at skabe meget bredt. Og at den har en god gennemgang af mange af de former for markedsføring, som findes, og også tager fat på salgssamtaler og hele økonomidelen i det at være kunstner, som ofte er den allersværeste for kreative mennesker.
Salg og markedsføring er meget mere, end man lige umiddelbart tænker på – og bogen kommer både omkring agenter, sponsorer og mentorer. Og giver eksempler på gode salgssamtaler og hvad du siger, når kundens udmelding er at ”det er godt nok dyrt!”. Eller han foreslår, at du arbejder gratis, fordi ”det er jo god PR for dig”…
Skemaet over de forskellige markedsføringskanaler er oplagt at fotokopiere og bruge som en grov ideskitse til din egen markedsføringsplan – som du så kan følge op på med jævne mellemrum. Det er de færreste, som vil bruge – og har tid og råd til det, alle markedsføringskanalerne, men skemaet hjælper dig til at lave et bevidst valg.
Nogle kan springe om til side 78
For alle de kunstnere og kreative sjæle, som stadigt kæmper en indre kamp om, hvorvidt det er ok at sælge sig selv, er der absolut INGEN vej uden om denne bog.
Men der er faktisk meget godt at hente for alle mindre selvstændige – specielt i kreative fag (fordi det nu engang kan være meget sværere at sætte pris på en optræden, et foredrag, et maleri eller en bog, end for en murermester at sætte prisen på at lægge et tag).
Hvis du er afklaret omkring at få betaling for det, du skaber, kan du roligt springe om til side 78, hvor bogen for alvor bliver interessant for alle.
Der er ni små interviews med forskellige kunstnere i bogen. Og det er altid godt med cases til at gøre et emne levende og interessant. Men det er også svært at afgrænse emnet kunster, markedsføring og salg til ganske få sider. Og der er flere steder, hvor jeg gerne ville have hørt meget mere om, hvordan de har fået succes med salget.
Som i det første interview med kunstmaleren Helene Billgren, hvor vi blot får at vide, at hun havde stor succes med sin PR, fordi hun fik hjælp af en bekendt, der arbejder med det. Men ikke et ord om, hvad det var de gjorde, som var så succesfuldt.
Det ville også have været godt at have hørt om nogle kunstnere, der har erfaring med en mentor.
Bogen bliver kun udgivet på svensk.
Luspank och idérik – överlevnadsguide for säljskygga kulturskapere
af Ulla-Lisa Thordén og Thomas Östberg.
Udgivet på svensk på forlaget Liber
ISBN nummer 978-91-47-09504-9
Bogen kan bestilles på www.mikrobusiness.dk – til 220 danske kr. plus porto.
Samme sted kan ”Sæt pris på dig selv” også bestilles.
Om forfatterne:
Ulla-Lisa Thordén, svensk salgstræner – og coach med firmaet Republic Consulting AB. Var med til at starte en af Sveriges første web og internetfirmaer og har tidligere har skrevet andre bøger om at sælge – bl.a. ”Sæt pris på dig selv”, der er oversat til dansk og udkommet på Børsens Mikroforlag, og ”Sälj dig själv och ta betalt”, som blev kåret til årets svenske salgsbog i 2005.
Thomas Östberg, freelancejournalist i Gøteborg siden 2004. Har tidligere arbejdet på forskellige svenske avisredaktioner. Skriver især om arbejdsliv, uddannelse, forskning og erhvervsliv.
Om anmelderen:
Christina Kabel, freelancejournalist & kommunikationsrådgiver med speciale i synlighed i medierne og web. Selvstændig siden 2001. Laver kurser, medierådgivning og klassisk journalistisk. Ny hjemmeside www.christinakabel.dk er klar medio august 2010.
21. juli 2010 kl. 09:39
Skrevet af Abelone Glahn
Det er en stor glæde at kunne byde Ulla-Lisa Thorden tilbage igen som blogger her på Mikrobusiness.

Ulla-Lisa Thorden (tv) og Abelone Glahn fotograferet af Gitte Merrild i 2007
Ulla-Lisa Thorden har skrevet den første bog i bogserien BørsenMikro, som i dag hedder Mikrobusiness, nemlig bogen “Sæt pris på dig selv – sådan sælger du dit særpræg” og bloggede allerede dengang i 2007 her.
Nu har Ulla-Lisa, som i mellemtiden er blevet en ivrig blogger på sin egen side, tilladt, at Mikrobusiness kan vise hendes blogindlæg.
Ulla-Lisa blogger ofte på engelsk, hvilket nogle læsere, der ikke er så vante til svensk, måske vil sætte pris på.
Blogindlæggene stammer fra bloggen www.thorden.se og handler ofte om salgsemner.
Ulla-Lisa er også forfatter til Luspank og iderik – ludfattig og iderig, som netop er udkommet på svensk og som forhandles her gennem Mikrobusiness.
14. juli 2010 kl. 23:39
Skrevet af Abelone Glahn
“Ludfattig og iderig – en overlevelsesguide til salgs-sky kulturskabere”
Bedre kan det ikke udtrykkes. For bogens titel er både titlen og dilemmaet for hundredevis af kunstnere, kulturarbejdere, kunsthåndværkere, og andre skabende selvstændige.
Masser af ideer og entusiasme, men i længden ingen penge til at gennemføre dem for, eller ingen penge på kistebunden, fordi man ikke ved, hvordan man prissætter og sælger sig selv – eller fordi man ikke bryder sig om den mere kommercielle del, netop fordi den er kommerciel.
Slut med gratisarbejde for kulturskabere!
Så nu har Ulla-Lisa Thordén har gjort det igen. Skrevet en usædvanlig handlingsrettet guide til de selvstændige, der ikke er så gode til at sælge sig selv eller produktet, de fremstiller, kunsten de udfører, værket de skaber, ideen de undfanger, som andre tjener kassen på!
Har man hørt det før – ja, masser af gange. Hvordan er det lige, jeg prissætter mine ideer, og hvordan sikrer jeg mig penge for dem? Hvordan sælger jeg i det hele taget ideer, kunst, noget, der skaber værdi fordi det er kultur, men som er næsten umuligt at forklare værdien af i vanlige termer? og hvordan overkommer jeg den indgroede modvilje mod selve købmandsskabet, som mange kunstere har.
Ulla-Lisa Thordén - som tidligere har skrevet den svenske (prisbelønnede) salgsbibel for selvstændige “Sælg dig selv og ta’ betalt” og som har fulgt den op med den danske ditto “Sæt pris på dig selv – sådan sælger du dit særpræg” – har sammen med freelancejournalisten Thomas Östberg skrevet denne guide for kulturarbejdere. Thomas har skrevet en række interviews i bogen, mens Ulla-Lisa har skrevet grundvejledningen.
Dette er en bog, du bliver rig af at læse! Jeg har haft den store glæde at kigge med over skulderen i løbet af bogens tilblivelse. Interviewene har jeg dog ikke set før, og de er vidunderligt illustrative og inspirerende for, hvordan man skal forholde sig som kunstner og selvstændig. Hver af de interviewede ( skuespillere, musikere, komponister, eventmagere, malere, kunsthåndværkere, forfattere) slutter interviewet med at give personlige råd, og disse er fuldt på højde med Ulla-Lisas meget faglige og velfunderede råd.
Thomas og Ulla-Lisa blogger selvfølgelig om emnet her.
Jeg importerer selvfølgelig den svenske bog, lige som sidst, hvor Ulla-Lisa skrev “Sælg dig selv”.
Du kan købe “Luspank og idérik”, som den hedder - her formedelst 220.- plus porto.
Bogen vil blive anmeldt her senere.
6. juni 2010 kl. 10:39
Skrevet af Abelone Glahn
En af de mere indsigtsvækkende e-bøger, jeg er stødt på for nylig, er E-bogen “Elektronista eller Elektro-not” , om kvindelige forbrugere på nettet. Den er skrevet af Christiane Vejlø, som forleden var i Go Morgen TV.
Hun holder et seminar den 19. maj, der gennemgår, hvad det er, man skal tænke over, hvis man vil have kvinder som kunder på nettet eller have dem til at købe elektronikting i det hele taget.
Det kunne måske være interessant for dig, der har produkter at sælge, som også kvinder skal få lyst til at købe.
Jeg har ingen andel i arrangementet, men vil blot fortælle, at det er rivebilligt (195.- kroner) for at deltage, og jeg tror, man kan få en god indsigt i handlemønstre ved at høre, hvad Christiane Vejlø og andre har at sige.
Christiane skrev forleden en godt oversigtsindlæg om den digitale livsstil at shoppe på internettet, mest om tøjhandel. Kvinder står for over 50 % af handler på internettet, og Christiane kommer med råd til, hvordan man undgår de værste fælder.
15. maj 2010 kl. 11:49
Skrevet af Abelone Glahn
Jeg har netop deltaget to dage i et fagligt træf for 250 mediearbejdere, herunder tæt på 50 freelancere. To fagligt spændende dage, hvor vi ofte var inde på, hvor vanskelig en forhandling med en opdragsgiver/kunde kan være omkring betaling, og hvor tit vi selv kan være vore egen værste fjende i kontraktforhandling.
Flere gange kom jeg til at tænke på passager i Karen Lumholts bog “Fra biks til business”, som handler om at tage sin egen forretning alvorligt og flytte den fra det små til det større og mere professionelle.
Holde fast i og synliggøre den værdi, man skaber.
I bogen oplister hun blandt andet en række typiske fælder ved salg og bruger især tid på at beskrive, hvad man skal gøre, hvis man vil undlade at sænke timeprisen under en forhandling, fordi man føler sig presset af kunden. Det gælder kvinder, som mænd!
Lumholt skriver; “Du undergraver respekten for din tid, din faglighed og din professionalisme, hvis du sænker din timepris under en forhandling. Finder du bag efter ud af, at din pris ligger forkert i forhold til markendsprisen, må du justere den”
“Har du først sat en timepris, skal du holde fast i den. Du må så barbere ned i tilbydet , og tydeliggøre, hvad der er, der falder bort, for eksempel skære nogle ydelser væk, så den samlede pris kommer ned på det, kunden vil betale”
Skal du finde andre kunder?
Og i sidste ende fremhæver hun, at man kan blive nødt til at se på sin salgsstrategi og spørge sig selv, om man går efter de rigtige kunder. For hvis man konstant har bøvl med priserne, kan det jo være, man skulle se sig om efter nogle andre kunder. Det medfører, at man skal tænke sig om, i forhold til om man
a) skal ændre sine ydelser og /eller b) ændre sin salgsstrategi.
Skal du levere noget andet?
Rigtig mange, der oplever, at finanskrisen stadigvæk betyder nedgang i opgaver og i betaling, bør tage begge spørgsmål op til overvejelse. Det kan jo lige så godt være, at det er dig, der skal ændre din portefølje for at få nogle bedre betalende kunder, og at du skal forlade dem, du har , som ikke betaler tilstrækkeligt.
Så, kan du fornye dig selv og dine ydelser…..?
24. april 2010 kl. 00:21
Skrevet af Abelone Glahn
Jeg blogger ind imellem om bøger, og om hvordan man skriver, tilrettelægger og markedsfører bøger. Bogens titel fortjener i den sammenhæng også et par ord med på vejen.
I mikrobogserien findes en af de beste salgsbøger, jeg nogen sinde har læst, nemlig Ulla-Lisa Thordéns “Sæt pris på dig selv”.
Den titel synes jeg er lige i øjet, men det viser sig, at mange – især mænd, og især dem, der ikke står med bogen og bladrer i den samtidig- tror, det er en selvhjælpsbog om at skabe selvværd!
Det har lært mig at afprøve bogtitler på nogle andre, gerne meget forskellige personer. Det samme gør jeg med forsider – sender forsideudkast til forskellige, der i fortrolighed giver deres umiddelbare reaktioner tilbage på en bogforside.
Flere end én bogforside er blevet ændret på grund af de tilbagemeldinger.
Nå, men tilbage til titlerne.
Jeg faldt over dette herlige indlæg fra Marie Halkjær, der blogger om bøger, udgivelse og redaktion af bøger. Hun giver en glimrende række eksempler på titler, der er gode, og forklarer også, hvorfor de er gode. Hun opstiller en række kriterier for, hvornår en bogtitel er god og siger, at det er sjældent, en titel indeholder alle fem. Og til slut hun giver gode råd til, hvordan man selv finder en god titel
Se her nogle eksempler, hun fremhæver
Den med køleskabet, den overrasker!
Prøv engang at fundere over en fængende titel, du har købt en bog ud fra – hvad var det, der gjorde udslaget for, at du købte den?
Denneher handler om stress…..
8. februar 2010 kl. 20:19
Skrevet af Abelone Glahn
En af mine kolleger udi bogskrivningen, Rikke Moos, som har skrevet den stærk anbefalelseværdige E-mailnyhedsbreve, har åbnet en blog, hvor hun giver råd om skrivning af fagbøger.
Bloggen hedder naturligvis www.bogsucces.dk og et af de første indlæg handler om, hvordan man får taget hul på hele processen med at tilrettelægge skrivningen.
Jeg bliver også selv spurgt tit om, hvordan man griber en sådan proces an. mit bidrag til de gode råd ligger i Skabelon til bogsynops, som man altid kan bruge til at skabe sig et overblik over, om der overhovedet er en kundegruppe til ens bog, og om den derfor overhovedet skal igangsættes.
Det er alt for stor en proces at sætte i gang, hvis der ikke er marked til din bog, så gennemtænk lige, om det er en nice-to-have-bog eller need-to-have-bog.
Og gå så i gang – det er herligt at skrive fagbøger. (men stort set brødløst….)

Husk, jo mere du læser andres bøger, jo bedre ved du, hvordan du skal skrive DIN
21. januar 2010 kl. 18:51
Skrevet af Abelone Glahn
Bogen “Frie agenter ” er skrevet her ved dette bord. Det samme er Netværksbogen, Dit virtuelle håndtryk , Mikrovirksomheder med vokseværk og 50+ og nystartet.
Alle sammen bøger, der er skrevet, fordi jeg selv har følt et behov for bøger som disse, og tænkt, at dem kunne jeg nok skrive selv. Alle bøgerne bygger på erfaringer, jeg har gjort , tilsat andres, og tilsat fakta, som er nødvendig, når man prøver at løfte det private op på et mere alment plan.
Det er en svær balancegang. Mange af de blogindlæg, jeg har skrevet på denne og andre blogs, rumme også den balancegang: Hvor privat kan man tillade sig at være i noget, der skal offentliggøres? Hvornår bliver det private personligt og interessant og hvornår forbliver det privat og uinteressant for den brede offentlighed?
Og hvad siger de, som mere eller mindre frivilligt, er deltagere i mit skrive-cirkus? Min familie, mine kolleger, eksempler jeg møder på min vej – hvornår er det udhængning, hvornår der det eksempler, hvor går grænsen og hvordan håndterer man det som fagbogsforfatter.
Jeg er ikke fiktionsforfatter, for hvem, der åbenbart eksisterer en noget videre ramme for, hvad man kan tillade sig at trække ind i en roman eller novelle.
Men jeg er fagbogsforfatter, og oplysninger skal være efterprøvbare og kildeangivne.
Derfor er det vigtigt at tage sig tid til at finde ud af, hvor ens egne og hvor ens families grænse går.
Jeg prøver at indkredse dette ved et foredrag i morgen den 12. januar på La Oficina i København. Det foregår på Sumomisvej 4, kl 19.00 på Frederiksberg.
11. januar 2010 kl. 16:28
Skrevet af Abelone Glahn
Her vil du kunne læse blogindlæg, finde bøger og få tips og råd, samt praktiske værktøjer til at drive din mikrovirksomhed på professionel vis.
Ved årsskiftet 2009-10 skiftede Børsens Forlag navn til L&R Business og ved samme lejlighed overtog forfatter og blogger Abelone Glahn sitet BørsenMikro og viderefører nu indhold og bogsalg her på Mikro Business.
3. januar 2010 kl. 17:50
Skrevet af Abelone Glahn
Bogmessen 2009 er i gang , og jeg står på Freelancegruppens stand på 1. sal , hvor der er det ene supervigtige og praktiske indlæg efter det andet , rettet mod dem, der gerne vil skrive bøger selv.
Pernille Nørregaard har netop fortalt om at være ghostwriter, eller skyggetante for en anden. Hun har været ghostwriter for flere forskellige, og fortalte blandt andet, at det er vigtigt at få en ordentlig kontrakt og at tale den igennem i detaljer med den, man skal skrive for, da parterne kommer meget tæt på hinanden over længere tid – der er ikke kræfter til at være uenige om forholdet undervejs.
Hun blev interiewet af Margrethe Vadmand.

13. november 2009 kl. 13:03
Ældre indlæg