Drøm dig til de rigtige rammer

Skrevet af Pia Joensson

På arbejde i Valencia - det kan være meget inspirerende at skifte rammer en gang imellem.

Du kan bruge et drømmescenarie med dig selv som hovedperson til at få klarhed over, hvordan du ønsker, at dit arbejdsliv ideelt set skal tage sig ud. Selvom du måske drømmer om noget, der ligger ganske langt fra virkeligheden, får du temmelig sikkert nogle skæve ideer, som du kan realisere i en eller anden modereret form.

Sådan gør du

Fat tastaturet og sæt scenen for dit arbejdsliv. Hvor vil du sidde og arbejde, hvis alt er muligt? Derhjemme, i et kontorfællesskab, på en sydhavsø? Hvordan skal dit kontor være indrettet? Strømlinet minimalistisk, rodet kreativt, praktisk overskueligt? Hvilke mennesker med hvilke kompetencer vil du gerne være omgivet af eller have inden for rækkevidde? Mennesker med mikrovirksomheder, fagfæller? Når du har beskrevet de ydre rammer, er du klar til at skrive løs om en arbejdsdag, som du ønsker, den skal forme sig, fra den begynder til den slutter. Hvad laver du? Hvordan griber du det an? Har du mange forskellige typer af opgaver eller én opgave ad gangen? Hvordan holder du pauser? Netværker du i løbet af dagen? Hvordan bruger du nettet? Går du til møder? Jo flere detaljer du fylder på, desto mere stof har du at arbejde videre med, når du senere skal skabe eller justere virkelighedens rammer for dit arbejdsliv. Beskriv en hel arbejdsdag og gerne flere dage. Men skriv i nutid og begynd for eksempel noget i stil med: “Jeg træder ind ad døren til mit kontor. Tænder computeren. Sniksnakker med kollegerne i køkkenet, mens jeg tilbereder min ingefær-smoothie. Så ind ved computeren og læse mails. Hov, der er kommet svar fra den nye kunde i Italien….”

Husk, at du kun skriver dette som inspiration til dig selv, ikke for at få Nobels Litteraturpris, så smid fluks eventuelle skriveblokeringer over bord og lad dig rive med af fortællingen om dit ideelle arbejdsliv. Slå også den kritiske sans fra og lad være med at tænke over, hvad der er praktisk realisabelt. Når drømmescenariet om dig selv er skrevet færdig, skal du lægge det fra dig nogle timer…

…så er du klar til at læse historien om dig selv igennem med friske øjne. Hvad siger teksten egentlig om dine drømme? Måske kan du læse mere ud af historien, end du var opmærksom på, da du skrev den – især hvis du formåede at skrive løs uden at tage stilling undervejs. Er der noget, der springer i øjnene? Noget du kunne indarbejde i dit arbejdsliv? Vurdér, hvad der er realisabelt.

Lad pennen flyde

I litteraturen kaldes det at lade ordene strømme ned på papiret uordnet og associativt stream of consciousness. Drømmemetoden, der er beskrevet her, er inspireret af Walt Disneys såkaldte kreativitetsstrategi, som jeg efterhånden har benyttet i mange sammenhænge. Princippet er, at man udfolder alle de kreative og skæve ideer, inden man tager kritisk stilling til, om de er realiserbare. Metoden kan hjælpe os ud af vanetænkningen og give plads til at krydse ideer, vi ikke troede det muligt at forene. Det var sådan den flyvende elefant Dumbo blev skabt.

Be Sociable, Share!

Opdateret d. 9. oktober 2009 i kategorien: Dit virtuelle håndtryk,Forretningsstrategi,Kontoret,Netværk og networking . Andre indlæg af

Ingen kommentarer - bliv den første! Skriv kommentar

You must be logged in to post a comment.

Følg kommentarer via RSS

Bøger til selvstændige: