Forfatterarkiv

Tilbage på halv kraft

Skrevet af Trine Kolding

Nu må det være på tide at lægge et nyt indlæg ud som erstatning for juletræ og nytårsfyrværkeri! Det nye år er jo godt i gang, og det er jeg også. Sådan da…

Influenzaepidemien har hærget    Forkølet
også i mit nærområde, så hele ferien gik med sygdom og dermed ingen julefrokoster – snøft. På 4. uge har jeg stadig tilbagefald, og ifølge lægen hjælper kun kamillete og søvn. Som selvstændig og med en snarlig deadline på nyt manuskript tiggede og bad jeg ellers om penicillin, men hun stod fast.

Som enmandsvirksomhed er man frygtelig sårbar over for især sygdom. Og der er sikkert også en grund til, at jeg blev syg netop den 22. december – for der begyndte juleferien, og så “havde jeg tid”! Der er ikke så meget at gøre – sygdom kan ikke planlægges, og vi bliver ikke hurtigere raske af at droppe sygesengen.

Så jeg kører på halv kraft – når det, jeg når – og ved du hvad, det går nok alligevel. For det plejer det jo. Lige nu ser jeg frem til en times massage i eftermiddag. Jeg er sikker på, at det vil være befordrende for mit helbred.

Mange hilsener,

Trine

[tags] sygdom, selvstændig, influenza, epidemi [/tags]

Skriv kommentar 15. januar 2009 kl. 09:36

Tak for denne gang og glædelig jul

Skrevet af Trine Kolding

juletræ 

 Kære bloglæsere

Jeg vil benytte lejligheden til at takke for jeres læselyst og kommentarer gennem året, der gik. Det har været en fornøjelse at blogge om tid, effektivitet og livet som selvstændig.

Samtidig vil jeg ønske jer alle en rigtig glædelig jul og godt nytår.

Mange hilsener, Trine Kolding                                      nytår

2 kommentarer 22. december 2008 kl. 09:57

Tip til usikre perfektionister

Skrevet af Trine Kolding

Under oprydningen af gamle noter, bunker etc. er jeg faldet over dette citat:

                           “Perfectionism is a symptom of uncertainty!”

Udsagnet stammer fra en belgisk professor med speciale i stress, som jeg mødte under en arbejdstur til Bruxelles tidligere på året. Hun påpeger, at en stor del af de mennesker, der går ned med stress, har perfektionistiske træk. At være perfektionist betyder, at godt aldrig er godt nok. En opgave kan altid løses endnu bedre.

 lup 
Perfektionister kan altid finde noget, der kan gøres bedre

I virkeligheden bliver du sjældent færdig som perfektionist. For hvornår ved du egentlig, at det faktisk er godt nok? Måske ligger der en form for kontrolmani i at ville sikre, at opgaven er løst til et 12-tal hver gang.

Ifølge den belgiske professor handler perfektionisme primært om usikkerhed. At perfektionisten har en grundlæggende usikkerhed i forhold til, om vedkommende gør sit arbejde, løser opgaven eller hvad, perfektionismen nu handler om, godt nok. Godt nok i forhold til hvad? I forhold til egne høje krav eller i forhold til,  hvad vedkommende tror, omgivelserne forventer.

Jeg har siden mødet med professoren tænkt en del over perfektionisme, og hvad den dybest set handler om. Hvis den er et udslag af usikkerhed, fristes jeg til følgende fortolkning: Hvis selvværdet styrkes, har vi ikke længere brug for at bruge perfektionismen som et værn mod kritik/ikke at føle os gode nok. Altså, hvis vi i højere grad hviler i os selv, er det nemmere at sige: “Nu er det godt nok” eller “Nu gider jeg ikke bruge flere ressourcer på denne opgave”.

Gode spørgsmål til perfektionister
Har du ikke lige fundet et sted, hvor selvværd kan købes i metermål, kan du jo overveje at spørge omgivelserne, hvilke forventninger de har til opgaveløsningen. Med mindre de selv er perfektionister, har de med garanti ikke lige så høje forventninger som dig.

Du kan også starte med at spørge dig selv, om det virkelig er tiden og indsatsen værd at blive ved og ved og ved… Bliver opgaven nødvendigvis bedre af, at du dobbelttjekker den for 8. gang, eller at korrekturlæsningen nu har taget længere tid end selve udførelsen?

Endnu et spørgsmål: Hvad er det værste, der kan ske, hvis du ikke bruger 150% af din energi på denne opgave? Falder verden mon sammen?

Og det sidste: Findes det perfekte overhovedet?

[tags]perfektionisme, bruxelles, professor, korrekturlæsning, selvværd[/tags]

1 kommentar 8. december 2008 kl. 11:57

Storkontorer – fremmende eller hæmmende for effektiviteten?

Skrevet af Trine Kolding

                                 storkontor
I mit arbejdsliv har jeg med få års intervaller skiftet mellem små og store kontormiljøer. Første gang jeg stiftede bekendtskab med storkontor-konceptet, sad jeg med to meget talende herrer placeret henholdsvis foran og bagved mit skrivebord. Selv er jeg godt skåret for tungebåndet, men her mødte jeg alligevel mine overmænd – især i lydstyrke. Resultatet blev, at jeg adskillige gange hver dag måtte bede dem dæmpe sig og undgå at tale hen over hovedet på mig. Til sidst flyttede vi pladser, så jeg fik et mere stille hjørne.

Storkontorer er fyldt med støj
En stadig større del af arbejdsstyrken deler kontor med mange kolleger, og afbrydelser og højt støjniveau er i dag et fast punkt på listen over udfordringer, når jeg holder kurser. Adskillige undersøgelser peger da også på, at larm og afbrydelser på arbejdspladsen medfører træthed og koncentrationsbesvær. Og støj avler desværre øget støj. Jo højere støjniveauet er, jo højere taler vi – og så den onde cirkel svær at bryde.

Uenige eksperter
Eksperter er uenige om, hvordan problemet skal tackles. Nogle taler for regler for adfærd og kommunikation, mens andre mener, det er en falliterklæring, fordi det i så fald vil være de utilfredse, der bestemmer, og så skal de øvrige til at lave om på os selv. Denne argumentation forstår jeg ikke helt, for kompromis’er og hensyn til hinanden er vel en forudsætning for en velfungerende arbejdsplads?

Strategisk indretning og varierede arbejdsformer
Som sagt har jeg selv skiftet adskillige gange mellem forskellige kontorformer, og det slår mig, at jeg ved hvert skift tænker: “Ah, det var dejligt at få mit eget kontor” eller “Ah, det var dejligt at komme ud til noget liv og aktivitet igen”. Pointen? Variation virker for de fleste af os. Og måske ligger løsningen lige for:

Drop forestillingen om, at vi enten skal sidde alene eller blandt mange. Bland formerne, så vi afhængig af arbejdsopgaver og samarbejdsrelationer kan skifte plads. Eksempel: På en tidligere arbejdsplads indrettede vi et stillekontor, hvor vi kunne sætte os ind, hvis en opgave krævede særlig koncentration. En anden mulighed er at oprette eller udnytte muligheden for at arbejde hjemme ind i mellem. De fleste oplever, at både energi og effektivitet stiger, når vi skifter miljø og får luftforandring.

flex_og_storrum.jpg
Billede af flex- og storrum, hvor der er mulighed for forskellige arbejdsformer (fra Slots- og Ejendomsstyrelsens hjemmeside: www.ses.dk)

Pladsen er ikke det rette sted at spare, så indret ekstra mødelokaler, hvor medarbejdere kan sætte sig ind, så de undgår at forstyrre de øvrige kolleger i storkontoret. Kort sagt: Tænk mere kritisk over indretningen. Hvis storkontorerne skal give mening og effekt, skal indretningen give mulighed for forskellige arbejdsformer.

Halv fridag eller effektivitetsfremmer?
Og endelig er det vigtigt at skabe en kultur, hvor det er tilladt at benytte sig af de forskellige muligheder. Mange arbejdskulturer er desværre håbløst gammeldags i deres indstilling til f.eks. hjemmearbejdspladser. Her bliver det nemlig stadig anset for at være en halv fridag i stedet for en mulighed for at øge koncentration og effektivitet.

Mange hilsener, Trine

[tags] storkontor, åbent kontor, effektivitetsfremmer, afbrydelser, støj, kontorformer, arbejdsformer [/tags]

Skriv kommentar 4. december 2008 kl. 09:01

Vedligeholdelse af netværk – også med kontor på landet

Skrevet af Trine Kolding

Tak for indlægget om fordele og ulemper ved hhv kontor i storby og på landet, Abelone.

Ja, det er Tune, jeg er flyttet til. Nærmere betegnet Tune Erhvervspark, der foruden mig består af 12 virksomheder, der repræsenterer en bred palette af brancher.

Sjældent på kontoret
Jeg genkender mange af udfordringerne omkring netværk. Selv med adresse i hovedstaden kan det være vanskeligt at pleje kontakterne, for selv om vi fysisk er tæt på hinanden, så matcher kalendrene sjældent. Især når vi er inden for en branche, hvor succesparameteren er, at vi sjældent er på kontoret, men i stedet rundt omkring i Danmark og holde kurser og foredrag.

Tæt på sparringspartner – og alligevel ikke
Den primære årsag til at jeg i sin tid skiftede til det kontorhotel, hvor jeg har haft til huse de seneste år, var, at jeg kunne dele kontor med en vigtig samarbejds- og sparringspartner. Flytningen har betydet kolossalt for udviklingen af min virksomhed, men vi har også konstateret, at vi sjældent er på kontoret samtidig. Sommetider kan der gå 3-4 uger, mellem vi ser hinanden.

Langtidsplanlægning af udviklingsmøder og netværk
Derfor har vi det kommende år kalendersat udviklingsmøder hver 3. uge. Derudover er jeg del af et par andre netværk, hvor vi mødes med jævne mellemrum for at udvikle og udfordre hinanden. Mindre, målrettede netværk med stor fortrolighed fungerer rigtig godt for mig og kan varmt anbefales som erstatning eller supplement til DUS =DirektørUdviklingsSamtaler 🙂

Og en sidste anbefaling: Netværk med rent sociale formål
Selvstændige, især enkeltmandsvirksomheder, er sjældent en del af et kollegialt fællesskab på linie med den traditionelle virksomhed, der holder julefrokost, jubilæer etc. Som nystartet var jeg så heldig at blive inviteret med i et lille netværk, hvis formål er at danne ramme om årets julefrokost og sommerfest. Vi mødes altså to gange om året med det ene formål at fejre julens og sommerens komme med god mad og alkohol i rigelige mængder. Det er fantastisk – prøv det!

Mange landlige hilsener, Trine

[tags] Tune erhvervspark, Tune, julefrokost, sommerfest, selvstændige, udviklingssamtale, udviklingspartner, sparringspartner [/tags]  

Skriv kommentar 25. november 2008 kl. 19:44

Jeg gør det sgu’! Om at flytte på landet

Skrevet af Trine Kolding

Om en måned fejrer min virksomhed fem års jubilæum, og i alle årene har den holdt til i København. Dels fordi jeg selv boede der, dels fordi jeg havde en forestilling om, at placeringen i hovedstaden sendte “et godt signal”.

Nu er jeg imidlertid flyttet ud af byen og har det sidste år haft 2-3 timers transport om dagen, når jeg skulle ind på kontoret. Det er temmelig meget, især med børn i daginstitution. Derfor har jeg på det sidste overvejet, om det var på tide at finde andre lokaler tættere på hjemmet.

Indrømmet, jeg har ligget lidt under for snob-effekten: Firmaadresse i indre København er ikke så ringe endda. Og samtidig tvivlen: Ville det betyde noget for virksomheden at flytte på landet?

Man kan jo overveje sig ihjel, og faktum er, at jeg faktisk ikke aner, om en ny adresse kommer til at få betydning. Så i sidste uge traf jeg beslutningen: Jeg gør det sgu’! Som sagt, så gjort: I morgen flytter jeg til et dejligt kontor – næsten fire gange så stort, som det jeg har nu, men til samme pris. Ligesom huspriserne er også kontorlokaler billigere uden for Storkøbenhavn:-).

                             paa-landet.jpg
                                Tænk, hvis dette virkelig var udsigten fra kontoret!

Jeg siger farvel til gode kolleger. Men vi ses alligevel ikke så tit, for vi er jo ude af huset det meste af tiden. I stedet har vi nu aftalt faste udviklingsmøder. Til gengæld får jeg lejlighed til at møde nye kolleger, mere plads, julefrokost, og det bedste: 7 min. til arbejde til fods! Det må være årets mest tidssparende beslutning:-)

5 kommentarer 20. november 2008 kl. 14:04

Ny samarbejdspartner: Passer vi overhovedet sammen?

Skrevet af Trine Kolding

                                           puslespil 

Igennem årene har jeg været så priviligeret at møde spændende mennesker, der har været interesserede i at starte et samarbejde. I min branche (kurser, foredrag, coaching) findes mange ildsjæle, iværksættere, idémagere etc. Og de er både inspirerende og medrivende at være i selskab med.

Adskillige gange har jeg deltaget i møder og været med til at starte forskellige idéer og koncepter op. Desværre er en stor andel af dem aldrig blevet til noget. Hvorfor? Fordi vi i vores iver og entusiasme ikke lige “nåede” at blive enige om emner som:

Hvad er det præcist, vi vil med hinanden?
…. med vores idé/koncept?
Hvem gør hvad og hvornår?
Ansvarsfordeling – opgavemæssigt og økonomisk
Rettigheder
Og ikke mindst – værdier

Forelsket uden forbehold
Det lyder måske uansvarligt og tåbeligt at søsætte projekter, inden alle detaljer er på plads. Men prøv at tænke tilbage på nogle af dine forelskelser gennem tiden: Udspurgte du altid din nye kæreste om hans/hendes fremtidsplaner, holdninger til dette og hint etc? De fleste svarer nej, fordi forelskelsesfasen netop er karakteriseret ved både betagelse og stor tillid.

Selvfølgelig kan man ikke lave en direkte sammenligning mellem at indgå et forretningssamarbejde og at blive forelsket, men alligevel… Når man er fyr og flamme over en god idé, er det altså kedeligt at tale om jura og alt det andet.

Start med det grundlæggende
Nuvel, erfaringen har lært mig, at det alligevel betaler sig at starte med at klarlægge det fælles fundament. Derfor var det en stor fornøjelse, da en kommende samarbejdspartner i dag startede vores idé-udviklingsmøde med at snakke om grundlæggende værdier: Hvad står vi hver især for, og hvad kan vi IKKE acceptere?

Dette spørgsmål er vel det mest fundamentale – uden fælles værdier fiser luften hurtigt ud af ballonen, og så hjælper det ikke meget, at økonomi og jura er i orden.

Mange hilsener, Trine

[tags] værdier, økonomi, jura, ildsjæle, idémager, samarbejdspartnere [/tags]

Skriv kommentar 20. oktober 2008 kl. 19:31

Brændpunkter

Skrevet af Trine Kolding

                                Hvad brænder du for? 

Vi har netop holdt visionsdag i Styr På Tiden ApS. Den indledende brainstorm over vores respektive visioner for de næste 10 år skulle afslutningsvis munde i en konkret handlingsplan for det kommende år.

Øvelsen er både relevant og interessant. Hurtigt blev det nemlig tydeligt, at vi havde forskellige billeder af fremtiden og forskellige grundlæggende behov. Nogle tænkte straks strategisk, globalt og ekspansivt, mens andre var mere optagede at sikre en fornuftig indtjening, så de kunne fokusere på de ting, de fandt udviklende i hverdagen.

Brændpunkter – en oversigt over kompetencer, motivation og mangler
Det gav anledning til en lille øvelse, jeg kalder “Brændpunkter”: Hvad brænder du for? Hvad får dig ud af sengen om morgenen og motiverer dig – også i hårde tider?

Hurtigt fik vi listet vores brændpunkter: Forretningsudveksling, ledelse, programmering, teknologisk udvikling, netværk, formidling etc. Wauw, sikke mange kompetencer og motivationsfaktorer vi har samlet i virksomheden! Og hold da op, hvor er det tydeligt, hvad vi mangler: Salg og markedsføring.

Det er en helt klassisk faldgrube for mange selvstændige. Vi brænder for udvikling og for vores produkt. Men det sælger jo ikke bare sig selv, desværre.

Så gæt, hvad overskriften for handlingsplanen er?

Mange hilsener, Trine

[tags]brændpunkter, styr på tiden, trine kolding, salg og markedsføring, motivationsfaktorer [/tags]

Skriv kommentar 30. september 2008 kl. 10:16

Forberedelse til messedeltagelse

Skrevet af Trine Kolding

Som forberedelse til deltagelsen på Iværk08-messen brugte vi tid på at kortlægge, præcist hvad vores mål var, og hvordan vi ville gribe det an. Ved at have klare mål sikrede vi et klart fokus og en effektiv udnyttelse af vores tid. 

                                           En god messeoplevelse

Overvejer du at investere tid og penge på messedeltagelse, er her til inspiration nogle af de overvejelser, vi gjorde os:

Hvilke mål vil vi opnå med messen?
· Eksponering af produkt og virksomhed
· Behovsopsamling fra potentielle besøgende og andre
· Indblik i besøgendes nuværende løsning af tidsregistreringsbehov
· Indskrivning i konkurrence
· Indskrivning i prøveperiode på Styr På Tiden

Hvordan?
Nogle af vores helt praktiske overvejelser var bl.a.:
· Behøver vi at stå ved en computer for at nå disse mål, eller kan vi opnå det samme uden?
· Hvordan kommunikerer vi med de besøgende, når de kommer ind på vores stand, og når vi besøger andre stande ?
· Måske en fordel at vi starter med at spørge til de besøgende, næsten som om vi kan ind på deres “stand”
· Står vi med ryggen ud til gang-passagen og kigger ind i computeren, eller står vi inde på standen og kigger ud i retning af passagen over computeren ?
• Hvad skal der være på standen? Og hvordan skal genstandende placeres?
· Hvilken form for forplejning? OBS! Forplejningen er vigtigere, end du tror. En skål med f.eks. frugt og lækker chokolade kan lokke de fleste til:-)

                                               Bemærk frugt- og chokoladeskålen i baggrunden!

Fordeling af vores egne ressourcer
Hvem vil se/høre hvilke talere under afviklingen af messen?

Der er naturligvis mange overvejelser at gøre sig afhængig af messetype, virksomhed, produkt, standens placering etc. Bidrag meget gerne med jeres erfaringer.

Trine Kolding

[tags]iværk08, messestand, tidsregistrering, styr på tiden, messe[/tags]

1 kommentar 21. september 2008 kl. 20:37

Udbytte af at deltage på messen Iværk08

Skrevet af Trine Kolding

Sammen med to af de øvrige partnere i IT-virksomheden Styr På Tiden har jeg netop tilbragt to dage på en stand på Iværk08-messen.

                                                                 Vores direktør Jon demonstrerer systemet               

Indrømmet, vi var skeptiske. Var det nu det rette sted? Ville det være ressourcerne værd? Og ville der overhovedet komme nogle besøgende? Heldigvis blev al vores skepsis gjort til skamme. Antallet af besøgende var overvældende, og interessen for vores produkt stor.    

                                   billede fra iværk08      
stemningsbillede fra Iværko8 (kilde http://www.ivaerk.dk/)

Da vi lørdag aften gjorde status over udbyttet, så listen således ud:

  • Bekræftet, at der er stor interesse for vores tidsregistreringssystem
  • En lang liste over muligheder, forbedringsforslag, nye målgrupper
  • En vifte af potentielle samarbejdspartnere
  • Nye leverandører
  • En rigtig god anledning til at se vores markedsføring efter i sømmene…
  • Og til at professionalisere vores måde at præsentere produktet på (f.eks. banner-roll up, postkort)
  • God træning i elevator-taler (præsentation af produkt/virksomhed på ultrakort tid – det er svært!)
  • Masser af inspiration
  • Ømme fødder! Husk godt fodtøj:-) To dage er lang tid at stå op

Vi var enige om, at messe-standen var både tid og penge værd. Vi var tre personer afsted, og vi skiftedes til en gang imellem at tage en tur rundt på messen og suge input og viden til os fra de øvrige udstillere.

Læs mere næste gang om, hvordan vi forberedte os til messen.

Mange hilsener, Trine Kolding

[tags]iværk08, styr på tiden, tidsregistrering, elevatortale, messe, messestand[/tags]

Skriv kommentar 17. september 2008 kl. 18:52

Nyere indlæg Ældre indlæg

Bøger til selvstændige: