“50+ og nystartet” kommer på gaden 1. april

Skrevet af Abelone Glahn

50+ og nystartet - den frisktrykte bog studeres af forfatteren Abelone Glahn

Længe har jeg glædet mig til at fortælle dette:
Bogen “50+ og nystartet” – med undertitlen “En gang imellem bliver man nødt til at fyre sin arbejdsgiver” er trykt færdig, og jeg har fået det første eksemplar i hånden i dag!

Bogen udkommer først den 1. april officielt, men allerede den 31.3. kan man komme til et arrangement, hvor jeg dels fortæller om de områder, man særligt skal være opmærksom på, når man starter egen virksomhed i en moden alder, dels får besøg af to af de interviewede fra bogen, Niels Holger Poulsen, der startede som 53 årig og kom fra et job som direktør og partner i en stor rådgivningsvirksomhed, og Annette Munch, der startede som 57 årig og kom fra et job inden for det offentlige.

Om kort tid vil der på hjemmesiden ligge nogle skabeloner til for eksempel en tiårs plan, som det kan være fornuftigt at lægge, hvis man hører til den gruppe, der starter med et kortere indløb end så mange unge.

50+ og nystartet - en gang imellem er man nødt til at fyre sin arbejdsgiver

Her er et klip fra bagsiden:

– Der stod jeg så i støvregn på et forstadsstadion til
en 2. divisionskamp mellem Fremad Amager og
Brabrand og tænkte: »Vil jeg virkelig det her – er
det dét, jeg er nået til som 56-årig!«

Sådan beskriver en af de tolv nystartede, der medvirker her i bogen, den tanke, der gav ham det sidste skub til at begynde som selvstændig efter 23 år som fastansat fotograf.

Flere og flere, der har passeret de 50, overvejer samme spring fra lønmodtager til selvstændig af mange forskellige årsager. De fleste af lyst, andre af nød. Fælles for dem er, at de har kortere tid at løbe på, før forretningen skal give overskud, og at de besidder en kernekompetence, der kan formes til et levebrød. Men hvordan?

Denne bog er en praktisk hjælp til den modne, som på en professionel måde ønsker at forberede springet til egen lille virksomhed.

I første del af bogen fortæller 12 selvstændige i alderen 54-68 år åbent og ligefremt om deres overvejelser, forventninger og bekymringer samt om de reaktioner og den virkelighed, der mødte dem de første år.

Anden del fokuserer på, hvad den modne bør overveje før start, på realistiske krav til selvledelse, på faldgruber i dagligdagen, på at kunne prissætte og sælge sig selv, på markedsføring, netværk og økonomi, på pension, sikkerhedsnet, a-kasse, sygdom og efterløn. Og ikke mindst på, hvor længe man kan eller vil blive ved.

Be Sociable, Share!

Opdateret d. 16. marts 2009 i kategorien: Arrangementer,Bøger,Mikrovirksomheder . Andre indlæg af

Ingen kommentarer - bliv den første! Skriv kommentar

You must be logged in to post a comment.

Følg kommentarer via RSS

Bøger til selvstændige: