15 minutters træning om ugen er nok!

Skrevet af Trine Kolding

                                                           løbesko   
Efter fem ugers sommerferie var det faktisk rigtig dejligt at komme på arbejde igen. Herligt at gense kolleger og snakke med kunder. Allerede i dag (tirsdag) er jeg i Århus for at undervise, og faste læsere af bloggen vil vide, at turene til den jyske storby er en af mine oaser. Hotelophold med roomservice og egentid er ren balsam for småbørnsforældre.

En af mine ambitioner for sommerferien var at komme i superform for til årets DHL-stafet, som jeg skal løbe sammen med mine kolleger fra Styr På Tiden ApS. Sådan et firmanavn forpligter altså, og desuden er vi alle konkurrencemennesker.

Ambitionen blev dog ikke helt indfriet: “Jeg havde ikke rigtig tid” 🙂 I stedet blev jeg stormester i lange middagslure med ungerne. Nu er stafetten imidlertid kun ni dage væk, så jeg har netop været i hotellets fitnesscenter for at teste formen af. Ikke fordi det har nogen speciel relevans for indlægget, men jeg må bare lige prale lidt: 26 min. og 40 sek. tog det at løbe 5 km. Pavestolt er jeg faktisk… og helt flad!! Utroligt, hvad stædighed kan gøre.

Hvorfor fortæller jeg dig så alt dette? Fordi i skrivende  stund har DR-programmet “Ha’ det godt” afsløret, at 15 min. intensiv træning om ugen har lige så stor effekt rent konditionsmæssigt som 10 timers ugentlig moderat træning! Selv forbrændingsmæssigt er effekten stort set den samme, fordi den intensive træning giver en højere efter-forbrænding.

Dét er da godt nyt til travle mennesker. Nu er tiden i hvert fald ikke længere en hindring. Og selv motionshadere kan vel motivere sig til en fjerdel af en time i løbet af en hel uge… Jeg ville blot ønske, at de havde sendt programmet i starten af min ferie. Så havde jeg undgået dårlig samvittighed og i dag været i topform med blot 1 t. og 15 min. træning i alt.

Til gengæld kan jeg glæde mig over, at min indsats svarer til næsten 20 timers træning, og at jeg nu blot finde ud af, hvor jeg skal lægge mine 15 min. spurt i løbet af ugen. Så er jeg snart klar til stafet!

Mange hilsener, Trine

[tags] DHL-stafet, Styr På Tiden, DR, ha’ det godt [/tags]

Be Sociable, Share!

Opdateret d. 26. august 2008 i kategorien: Bloggerhverdag,Tid . Andre indlæg af

4 kommentarer Skriv kommentar

  • 1. Bente Hoffmann  |  30. august 2008 kl. 20:18

    Good luck med stafetten 😉
    Desværre har jeg selv måttet springe fra, da smerter i min hæl har spoleret min løbetræning – lægens dom falder i den kommende uge …

  • 2. Anders  |  10. september 2008 kl. 08:06

    Det var da en nyhed, jeg kan bruge!
    Og den passer vel også meget godt til det, du går og siger?!

    Karen

  • 3. trine kolding  |  10. september 2008 kl. 12:09

    Kære Bente
    Tak! Som du kan se i senere indlæg, havde vi en fantastisk dag.
    Sender dig masser af helbredende tanker og håber, du atter kan komme i gang med at løbe.
    /Trine

  • 4. trine kolding  |  10. september 2008 kl. 12:11

    Kære Karen
    Det passer rigtig godt ind. Hvis det betyder, at nogle mennesker bedre kan overskue at komme i gang med motion fremfor at falde i kuld i sofaen, så er det bare alletiders.
    Samtidig vil jeg gerne understrege, at personlig effektivitet for mig langt fra handler om, at alt skal effektiviseres og gøres hurtigere og hurtigere. Tværtimod, det er vigtigt, at vi også tager os til at være langsomme, tænksomme, hvilende osv.
    Mange hilsner, Trine

You must be logged in to post a comment.

Følg kommentarer via RSS

Bøger til selvstændige: